CURON er en ny Netflix-serie fra Italien. Det er et thriller-mysterie, og historien udspiller sig i en lille bjergby. Desuden byder plottet på familierelationer gennem flere generationer – lidt som vi kender det fra Netflix-serierne Dark og Ragnarok. Læs mere om den nye serie i vores Curon sæson 1 anmeldelse her!
CURON er en ny Netflix thriller-serie fra Italien. Vi er ude i noget dobbeltgænger-gys, hvor to versioner af samme person naturligvis ikke kan sameksistere. Derfor skal dobbeltgængeren altid dræbe originalen for at kunne overleve. Okay, det er voldsomt oversimplificeret, men også selve humlen.
Sæsonen består af 7 episoder, og vi har set dem alle til denne anmeldelse. I den forbindelse kan vi også afsløre, at det klart er første halvdel af sæson 1, der er stærkest. Faktisk er afsnit 6 af Curon decideret irriterende på mange måder. Karakterer opfører sig enten dumt eller ekstremt ubetænksomt på måder, der ikke rigtig passer til deres tidligere opførsel.
Læs resten af vores Curon sæson 1 anmeldelse herunder.
Skønne karakterer på tværs af generationer
Curon er et vaskeægte thriller-mysterie, der udspiller sig i en lille bjergby med en række skønne karakterer. Disse karakterer er ikke kun de unge hovedpersoner, da der er primære karakterer i både forælder og bedsteforælder-alderen.
Med en lille by og forviklinger mellem karakterer på tværs af generationer, er det svært ikke at tænke på Netflix-serierne Dark og Ragnarok. Faktisk er det nogle tilfælde rigtig mange paralleller til Ragnarok, og i andre henseender spejles dele af Dark.
Læs også: Vores sæson 1 anmeldelse af Netflix-serien Ragnarok her >
Alligevel føles Curon som helt sin egen. Selve plottet er da også ganske anderledes, så det er mere på karakter-siden, der er en del ligheder. Dog skal det ikke være nogen hemmelighed, at vi primært følger de yngre hovedpersoner. For at få det fulde overblik skal vi dog også høre noget om fortiden, og dét sker gennem de ældre generationer. Præcis som vi kender det fra Dark.
Du vil måske synes om: Vores Dark sæson 2 anmeldelse her >
Se Curon sæson 1 på Netflix
Curon er lavet færdig, mens Corona-pandemien har haft et uhyggeligt stærkt tag i Italien. Derfor er det heller ikke overraskende, at serien afslutningsvist dedikeres til alle ofrene for den hæslige sygdom. Om Corona også har haft indflydelse på selve serien, er svært at sige. Det kan dog forklare, hvorfor sidste halvdel af serien virker noget svagere end første halvdel.
Til gengæld er det på alle måder lagt i kakkelovnen (for nu at sige det på godt dansk) til en sæson 2 af Curon. Bevares, serien kan faktisk rundes fint af med denne ene sæson, men der er også rigtig mange åbne – og helt konkret begyndende – vinkler. Det er umiddelbart oplagt, at vi får Curon sæson 2, hvis denne serie bliver en succes.
Hvis du er til overnaturlige mysterie-serier i stil med Dark, kan det klart anbefales at give Curon et skud. Især karaktererne er utroligt stærke og plottet tilpas simpelt til, at serien lynhurtigt kan ses og nydes.
Sæson 1 af Curon kan ses på Netflix fra den 10. juni 2020.
FAKTA
Skabere: Ezio Abbate, Ivano Fachin, Giovanni Galassi
Medvirkende: Valeria Bilello, Maximilian Dirr, Anna Ferzetti
Plot
Da deres mor forsvinder på mystisk vis, kort efter de alle er ankommet til hendes hjemby, opdager teenagetvillingerne hemmeligheder bag byens idylliske facade.