REALITY Z er en ny Netflix-zombieserie. Den er fra Brasilien, men er baseret på en britisk miniserie fra 2008. Det er horror-komedie af den kulsorte slags, og det er altså god underholdning. Der leges (naturligvis) med stereotyper, men aldrig på en grim måde. Læs vores Reality Z sæson 1 anmeldelse her!
Reality Z er en ny Netflix-serie fra Brasilien. Det er en zombie-horror-komedie, der er baseret på en britisk miniserie fra 2008. Sæson 1 har 10 afsnit, der hver er omkring en halv time, så det er underholdning i snackformat på den helt skønne måde. Det føles også lidt meta-agtigt at se en zombie-virus bryde ud netop nu, hvor Corona-pandemien har fat i verden. Det giver et lidt mærkeligt, humoristisk perspektiv.
Desværre må jeg lige indskyde, at jeg synes, hvert andet afsnit er lidt trægt eller fladt. Omvendt, så kan man også sige, at nogle afsnit er rigtig gode, og derfor skinner det igennem, når cirka hvert andet afsnit “bare” er okay underholdning. Det er i hvert fald aldrig kedeligt, og der er vilde mængder blod og grum humor i hvert afsnit.
Læs resten af vores Reality Z sæson 1 anmeldelse herunder.
Netflix-serie baseret på Dead Set
Reality Z er baseret på en britisk zombie-horror-komedie. Og nej, det er ikke Shaun of the Dead. Til gengæld er det ret oplagt at lave en spin-off på denne måde, da det brasilianske twist ikke ligefrem gør den dårligere. Det er den britiske miniserie Dead Set fra 2008, der ligger til grund for denne nye Netflix-serie.
I originalen er det et Big Brother hus, der er omdrejningspunktet for historien. Med Reality Z har den lige fået et ekstra brasiliansk twist, der gør den endnu mere kitsch. Noget, der helt tydeligt viser publikum, at der hjertens gerne må grines, da det er ret tragi-komisk alt sammen.
Dead Set blev skrevet af Charlie Brooker, der efterfølgende skabte Black Mirror. Sagt på en anden måde, så er Reality Z baseret på en serie, skrevet af en af vor tids bedste horror/sci-fi historiefortællere. Og samtidigt har både Dead Set og Reality Z et ekstremt stort fokus på komikken. Det er virkelig skruet op for den sorte og grumme humor i denne serie.
Et musiknummer til hver episode
Noget, der er ret fedt ved Reality Z, er brugen af musik. Hvert afsnit får simpelthen en form for tema-sang, der kører gennem hele afsnittet. Nogle gange er det en lokal-kunster, og andre gange er det et internationalt hit af Pink Floyd eller Muse. Man ved altid, at når et afsnit starter med en sang, vil teksterne ofte have direkte hentydninger til indholdet.
Nu er jeg også typen, der altid har musik i baggrunden og elsker at lytte efter teksterne, så måske det bare passer ekstremt godt til lige mig. Men jeg er næppe den eneste.
I øvrigt kan det varmt anbefales at sætte underteksterne til English CC, så man får de såkaldte “closed captions”, der ikke blot oversætter dialogen, men også beskriver lydende. Ordene “wet squelshing” går igen mange gange, da zombier jo gerne guffer løs på menneskekroppe, straks chancen byder sig.
Andre perler inkluderer ordene “Passes gas wetly”, hvilket er ord, der følges op med vaskeægte toilet-humor. Bare uden et toilet, hvilket fører til en helt anden skøn scene. Ja, det er jo som sagt i krydsfeltet mellem gys og komedie, vi finder Reality Z. Derfor er karaktererne også godt ude på overdrevet, når vi taler stereotyper. Det fungerer dog præcis, fordi de er så tilpas karikerede.
Se Reality Z på Netflix
Cláudio Torres har skrevet denne brasilianske Netflix-serie, der som sagt er baseret på Charlie Brookers Dead Set. Cláudio Torres er også instruktør på sæson 1 sammen med Rodrigo Monte. Jeg kender ikke noget til deres tidligere arbejde, men historiefortællingen i Reality Z fungerer overordnet rigtig godt til serieformatet.
Hvis du synes godt om denne brasilianske serie, er der en del mere at komme efter på Netflix. Brasilien er nemlig et af de største lande i Netflix regi, så der er allerede produceret en del serier af og til dette marked. Når vi taler genre-produktioner er det især Omniscient, der er hver at kigge nærmere på. Det er en noget dystopisk sci-fi serie med et plot, der snildt kunne være et afsnit af Black Mirror antologien.
Læs også: Vores anmeldelse af Netflix serien Omniscient på Heavenofhorror.com her >
Sæson 1 af Reality Z har som tidligere nævnt ti afsnit, der kun varer knap 30 minutter hver. Det er helt perfekt, når vi taler gyser-komedie og er præcis, som vi kender det fra What We Do in the Shadows serien på HBO Nordic. Fordi Reality Z er en Netflix-serie, kan du dog bingewatche hele baduljen på en god aften, hvis du foretrækker dette.
Sæson 1 af Reality Z er ude på Netflix fra den 10. juni 2020.
FAKTA
Skaber: Cláudio Torres
Instruktører: Cláudio Torres, Rodrigo Monte
Medvirkende: Ravel Andrade, Luellem de Castro, Emílio de Mello, Ana Hartmann, Jesus Luz, Carla Ribas, Sabrina Sato, Guilherme Weber
Plot
Rio de Janeiro angribes af zombier, og deltagerne i et realityshow gemmer sig i et tv-studie, hvor de må kæmpe mod mere end kødædende horder.