You Were Never Really Here er et voldsomt lille mesterværk. Det kunne bare have været en film om en mand, der hævner med en hammer. Men den er SÅ meget mere end det. Ja, det er en “slow-burner”, men det bliver aldrig kedeligt!
Joaquin Phoenix har den altafgørende hovedrolle i You Were Never Really Here, og han spiller den til perfektion. Det er dog også på alle måder en Lynne Ramsey film, hvilket betyder tempo og fokus er anderledes end i mange store film. Der er meget mere indie og alternativ filmkunst over You Were Never Really Here, end der er Hollywood.
Kunne du lide hendes film We Need to Talk About Kevin, så vil du også elske denne. Præcis som We Need to Talk About Kevin havde de fantastiske skuespillere, Tilda Swinton (Okja) og Ezra Miller (Justice League), så er det samme tilfældet her.
Selvom Joaquin Phoenix er fantastisk, så får han også skønt modspil. Blandt andet fra Judith Roberts (bugtaleren fra James Wan filmen Dead Silence), der spiller hans mor. Og også fra den unge Ekaterina Samsonov, der spiller pigen, Nina, som hovedpersonen skal redde.
Det gode, det onde og det spøjse
Der er – i typisk Lynne Ramsey stil – nogle fantastiske øjeblikke undervejs i You Were Never Really Here. Det kan nærmest ikke forklares udenfor sammenhæng, og det virker også ret spøjst, når man ser filmen. Alligevel må man som publikum bare erkende, at det fungerer.
En af mine absolutte favoritscener fra denne film har for eksempel en sang som omdrejningspunkt. Det drejer sig om sangen “I’ve never been to me” af Charlene, der oprindeligt udkom i slut-70’erne. Sangen har dog overlevet i årtier, da den ofte bliver brugt i både film og tv-serier. Måske mest mindeværdigt fra åbningsscenen i drag queen filmen The Adventures of Priscilla, Queen of the Desert.
Så er scenen ligesom lagt for et højt mærkværdigt match til lige præcis You Were Never Really Here.
I øvrigt er selve lydbilledet en fantastisk stor del af filmen. Og som nævnt indledningsvist, så fungerer det helt eminent. Også selvom lyden nærmest har sin egen rolle, og ikke “bare” altid understøtter historien.
Det er Radiohead guitaristen, Jonny Greenwood, der står bag musikken til filmen. En opgave han efterhånden har varetaget et par gange, men oftest for instruktørerne Paul Thomas Anderson og Lynne Ramsey. Og mange gange for film med lige præcis Joaquin Phoenix i hovedrollen.
Når detaljerne bare fungerer!
Hvis Thelma og The Killing of a Sacred Deer blev proppet i en blender, så er You Were Never Really Here det ekstremt vellykkede resultat.
Den vilde (på grænsen til det pinefulde) lydside fra The Killing of a Sacred Deer er her blevet modificeret, så det fungerer perfekt. Og flere elementer fra hovedpersonen i Thelma går igen i denne film. Både i forhold til en fortid, vi kun får i brudstykker af og besiddelse af en reel magt. En form for styrke, der er farlig for alle, der krydser hovedpersonen forkert. Dog også med det vigtige element, at hovedpersonen ikke er ond, men derimod søger fairness.
Nå ja, og så er der også den store forskel på You Were Never Really Here og de to førnævnte film, at denne absolut intet overnaturligt indeholder. You Were Never Really Here er derimod utrolig realistisk. Noget der faktisk gør den meget mere uhyggelig, da vi har med seksuel udnyttelse af børn at gøre.
Til gengæld er der absolut ikke så meget egentlig vold, som nogle af trailerne indikerer. Godt nok bruger hovedpersonen en hammer som eneste reelle våben, men vi ser ham sjældent bruge den direkte. Ofte vises de mest voldsomme scener gennem et sort-hvid overvågningskameraer, så det er ikke bare et voldsorgie.
You Were Never Really Here er virkelig en genial lille film. Historien er lille, men vedkommende og vigtig, og persongalleriet er fascinerende. Se den nu bare og blive underholdt, udfordret og forundret!
FAKTA
Biografpremiere: 22. marts 2018
Genre: Thriller, Drama
Instruktør: Lynne Ramsay
Medvirkende: Joaquin Phoenix, Ekaterina Samsonov, Alessandro Nivola, Alex Manette, Judith Roberts
