Pacific Rim: Uprising (Pacific Rim 2) er solid underholdning i sci-fi action-genren. Den er ikke bange for at sætte spotlight på eventuelle udfordringer og var en fantastisk positiv overraskelse.

Pacific Rim: Uprising er ganske anderledes fra første film, men den har godt greb om sin egen stil. Jeg indrømmer blankt, at traileren overhovedet ikke solgte filmen til mig. Derfor var mine forventninger skruet godt ned.

Faktisk forventede jeg mest af alt at se en film, som jeg ville kunne kalde “Den bedste Transformers film i årevis”. For mig ligner traileren nemlig en regulær Transformers film af middelmådig kvalitet. Heldigvis er Pacific Rim: Uprising meget bedre end næsten samtlige film i førnævnte rum-robot franchise.

Selvom dette jo reelt er Pacific Rim 2, så kan den sagtens ses uden at have set den første Pacific Rim. Herfra vil vi dog varmt anbefale, at du ser den første film – læs vores anmeldelse af Pacific Rim, og så forstår du hvorfor. Men som sagt er det ikke nødvendigt. Vi får en hurtig gennemgang af, hvad der er sket tidligere, og derudover bliver vi mindet om tidligere detaljer ad omveje.

Nej, ikke via kedelige flashbacks, men derimod lidt velplacerede (nogle gange lidt klodset, men bevares) replikker, der forklarer tidligere detaljer, der er væsentlige for Pacific Rim: Uprising historien. Det fungerer godt, da fokus hele tiden bliver på den aktuelle historie og blot skal sikre, at vi kan følge karakterernes logik og personlige udfordringer.

Pacific Rim: Uprising

Overraskende interessante karakterer

Ja, okay, John Boyega spiller en karakter, der til forveksling minder om Finn fra det aktuelle Star Wars univers. Jake Pentecost (Boyega) spiller søn af Idris Elbas karakter fra den første film, men Jake er dog stadig helt sin egen og absolut charmerende personlighed.

Generelt får vi tilpas meget input omkring de forskellige karakterer til at forstå deres bevæggrunde. Det er altså ikke noget, der altid er givet i sci-fi og actionfilm. Og heldigvis går det heller ikke over og bliver en omgang sød suppe. Det giver bare nok information til, at man som publikum ved, hvem man kan lide – og hvem man håber overlever. Dét gør alle jo altså ikke i en film som denne!

Der er i øvrigt heller ikke nogen decideret romance i Pacific Rim: Uprising. Der er lidt flirteri, men i forhold til personrelationer, så er det sammenhold og fremdrift, der styrer plottet. En kærkommen og fornøjelig detalje, der løfter filmen helt overordnet.

Det er til dels også en naturlig konsekvens af, at vi har med teenagere at gøre. Ikke at det normalt afholder hverken action eller gyserfilm fra lige at få et par sexscener ind undervejs. For plottet her, er årsagen til dette teenage-fokus dog, at jo tidligere Jäeger piloterne bliver forbundet, des stærkere er deres bånd.

En lille reminder: De store robotter, der bekæmper rumvæsener (kaldet Kaiju) hedder “Jäegere”. Alle Jäegere skal styres af mindst to jäeger piloter, der skal være mentalt og emotionelt kompatible. Derfor dette fokus på at finde og danne pilot-par.

Pacific Rim: Uprising

Cailee Spaeny stjæler mange scener

De to reelle hovedroller spiller af John Boyega og Cailee Spaeny, der spiller Amara. Cailee Spaeny har tidligere været med i én kortfilm, og dette er hendes første spillefilm. Heldigvis bliver det langt fra hendes sidste. Hun har faktisk yderligere tre film i post-produktion, der skal udkomme i 2018. Oven i de tre film er hun ved at filme en kommende Drew Goddard-film (Cabin in the Woods), der udkommer til oktober i år.

Som Amara fungerer Cailee Spaeny virkelig godt. Hun skal være dygtig og ret kæk, men det er fair nok, da hun gang på gang viser, at hun har noget at have det i. Generelt er der dejlig meget Girl Power, Youth Power and alverdens andet power, så alle kan være med.

Der er karakterer af nærmest alle racer og et hav af nationaliteter. Og så får især John Boyega og Scott Eastwood lov til at være eye candy. Okay, det er især Jake (John Boyega), der har travlt med at sige, hvor lækker både han selv og Nate Lambert (Eastwood) er. Han har heldigvis charmen til at slippe afsted med det.

Det fantastiske ved Pacific Rim: Uprising er dog, at den aldrig får taget sig selv alt for alvorligt. I stedet sættes der en massiv spotlight på de lidt platte eller forventelige plotudviklinger og laves lidt grin med det. Så er det fair som publikum at grine af historien, men samtidig være med på at det jo er sådan, historien bæres frem.

Pacific Rim: Uprising

Får vi flere Pacific Rim film?

Man stopper jo aldrig noget, der kan sælge billetter, og Pacific Rim: Uprising giver da også plads til, at der kan komme flere film. Personligt er det noget, jeg nu håber på og vil se frem til. Og det var bestemt ikke tilfældet, før jeg så Pacific Rim 2. Ja, det var så positiv en overraskelse, at jeg håber på flere film.

Steven S. DeKnight har instrueret Pacific Rim: Uprising og også været med inde over manuskriptet. Dette er Steven S. DeKnights debut som spillefilmsinstruktør. Han har nemlig tidligere arbejdet med tv-serier og instrueret afsnit af bl.a. Smallville og Daredevil.

Selve manuskriptet har flere virkelig solide kræfter inde over, som lader til at komplimentere hinanden. Foruden instruktøren DeKnight, der har skrevet på tv-serier som Buffy og Spartacus, er der T.S. Nowlin, der har skrevet til Maze Runner filmene og skal være med til at skrive Godzilla vs. Kong (2020). De sidste to medforfattere er Kira Snyder (The 100 og The Handmaid’s Tale) og Emily Carmichael, der skal være med til at skrive Jurassic World 3. Vi kommer altså helt sikkert til at høre (og ikke mindst se) mere fra alle disse manuskriptforfattere.

Pacific Rim: Uprising er helt sikkert værd at se, hvis du kunne lide det visuelle fra Pacific Rim og nyder humoren fra Transformers, fra dengang filmene fra gode. En perfekt film til en sjov fredag aften i biffen!

FAKTA

Biografpremiere: 22. marts 2018
Genre: Thriller, Science Fiction, Action
Instruktør: Steven S. Deknight
Medvirkende: Scott Eastwood, Ron Perlman, John Boyega, Max Martini m.fl.

Resumé
Lige siden det lykkedes at bremse de hærgende Kaiju-monstre for ti år siden, har verden været beskyttet af et korps af Jaeger-robotter. Hvor man tidligere fandt deres piloter blandt blodsbeslægtede, fordi fælles DNA gjorde det lettere for to piloter at være i det neurale netværk, der styrer robotterne, lægger man nu menneskehedens skæbne i hænderne på en gruppe unge kadetter, der har trænet sammen siden barnsben for at nå samme synkronisering. Men hvad nu hvis man kunne bruge droner, lade Jaeger-robotterne fjernstyre fra en pult? Forsøget med den nye generation af robotter giver bagslag, da en Jaeger går amok i Sydney. På en eller anden måde er det også forbundet med, at Kaiju-monstrene atter rejser sig fra Stillehavets dyb. Og atter trues byerne hele vejen omkring Stillehavet med død og ødelæggelse i gigantisk skala. I spidsen for kadetterne må Jake Pentecost og hans rival Lambert lægge deres modsætninger til side for at lede teamet – måske med hjælp fra den blot 15-årige Amara, der har konstrueret en Jaeger af skrot.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.