Den britiske instruktør Christopher Smith er virkelig ved at få et navn i horror verdenen.

Først gav han os ‘Creep’, som permanent har gjort mig paranoid overfor Metro’en om aftenen.

Den fulgte han op med horror komedien ‘Severance’, som viste et andet aspekt af horror genren, og mens næste film ‘Triangle’ er i post-production fasen, er han næsten blevet færdig med at indspille ‘Black Death’ med Sean Bean.

Denne gang udforsker Smith igen en ny indgang til genren, da filmen er lidt af et ‘horror period piece’, som foregår under første udbrud af byldepesten i England. Filmens manuskript er lavet af Dario Poloni, der også stod bag horrorfilmen ‘Wilderness’ (UK, 2006).

I ‘Black Death’ følger vi en gruppe mænd, der jagter en necromancer netop som byldepesten er brudt ud i fuldt flor. En ung munk sendes afsted sammen med en gruppe lejesoldater for at undersøge rygterne om, at folk vender tilbage fra døden. De ankommer til en fredelige landsby, der dog er forbandet af mørke kræfter.

‘Black Death’ kommer i de britiske biografer til næste år, og vil derefter blive udgivet på DVD i USA via Sony Pictures.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg