I anledning af kvindernes internationale kampdag vil Heaven of Horror gerne hylde nogle af de mest mindeværdige møgseje kvinder, vi nyder godt af i horror og sci-fi genrene.

Og ja, der er faktisk en hel del at vælge i mellem, så vi har udvalgt 5 af vores absolutte favoritter, der kommer i vilkårlig (men alligevel ikke helt så tilfældig) rækkefølge herunder.

1. Ellen Ripley fra Alien filmene
Ellen Ripley Alien
Man kan simpelthen ikke have en liste med “møgseje kvinder” uden at inkludere Ripley. Hun er en af de mest ikoniske kvindekarakterer, når vi taler stærke kvinder i horror og sci-fi universet. Og selvom første Alien film så dagens lys tilbage i 1979, så kan vi stadig ikke få nok af Ellen Ripley. Hun har sateme også været igennem en helvedes udvikling. Og Sigourney Weaver har i den grad kunne skabe en hel karriere på denne karakter, som har en regulær kult-status. Og det er  velfortjent.

2. Sarah Connor fra Terminator 1 og 2
Sarah Connor Terminator
Endnu et eksempel på en karakter, der har været igennem en heftig udvikling. Sarah Connor gik fra at være en ret stille og blid pige i Terminator fra 1984 til at blive en muskuløs kvinde, der kunne håndtere ethvert våben (og såmænd også lige en lille omgang crossfit, inden den slags var populært) i Terminator 2 fra 1991. Denne udvikling betød også, at Linda Hamilton, der havde rollen i disse to film, skulle igennem en fysisk transformation, men det klarede hun så sandelig også helt fint. Derudover skal vi da lige huske, at to af Game of Thrones absolut sejeste kvinder også spilles af skuespillerinder, der har spillet Sarah Connor. Først var det Lena Headey (Cersei Lannister i Game of Thrones), der havde titelrollen i TV-serien Terminator: The Sarah Connor Chronicles, og senest var det Emilia Clarke (dragemoderen herself, Daenerys Targaryen i Game of Thrones) der spillede Sarah Connor i nyeste film i franchisen, nemlig Terminator Genisys, hvor også Arnold Schwarzenegger fandt vej tilbage til sin glansrolle.

3. Alice fra Resident Evil film-franchisen
Alice Resident Evil
Gennem et hav af film og snart 15 år – Resident Evil udkom i 2002 og Resident Evil: The Final Chapter skulle udkomme januar 2017 – har vi fulgt en række versioner af Alice, mens hun har kæmpet mod diverse monstre (og ikke mindst Umbrella Corporation). Milla Jovovich har spillet rollen med bravour alle disse år. Og hvis hun ikke kunne – eller ville – fortsætte, så skulle de også have stoppet for længst. Men hun knokler på, og vi kan nyde, at Alice nok er den kvinde på listen, der gennem årene kan prale af bogstavlig talt at have sparket mest røv.

4. Furiosa fra Mad Max Fury Road
Furiosa Mad Max Fury Road
Ja, sateme om ikke Furiosa skal med på denne liste. Selvom Tina Turner bestemt var ret cool i Mad Max Beyond Thunderdome (1985), så er Furiosa altså møgsej på den helt rå måde. Hun minder nærmest om en Ellen Ripley anno Alien 3 med det superkorte hår og nærmest androgyne look, men nu er Mad Max Fury Road jo George Miller’s store hyldest til kvinder, og Furiosa er ganske tydeligt kvinde. En ny karakter på det store lærred, men sikke en fantastisk kvinde, der bankede sig ind i publikums bevidsthed fra starten!

5. Sidney Prescott fra Scream

Scream Sidney PrescottVi runder listen af med en ganske anden type møgsej kvinde. Det er nemlig nabopigen, der i old school “Jamie Lee Curtis fra Halloween”-stil formår at være den søde og fornuftige pige, der tilpasser sig og overlever. Faktisk er Scream jo på mange måder en hyldest til horror-genren og Halloween i særdeleshed, da både Jamie Lee Curtis og den klassiske horror film nævnes flere gange i Scream. De ser endda filmen undervejs, og bruger den til at forklare horror-reglerne. For os var det sejeste ved Sidney Prescott dog, at hun fra starten af filmen sagde lige præcis det, som vi jo altid tænker, når vi ser gyserfilm: Hvorfor helvede løber folk altid op ad trappen, for at komme væk fra en psykopat, når man burde løbe ud af hoveddøren og komme væk i en fart?! Oh yes, der var Sidney Prescott allerede dejligt anderledes.

Vi har fokuseret på kvinder fra film, men lige nu er der faktisk en række møgseje kvinder i diverse TV-serier, såsom tidligere nævnte Game of Thrones, men også serier såsom The Walking Dead, Bates Motel, American Horror Story. Vi måtte dog begrænse os ved dette indlæg, så vi holdt fokus på filmens verden og gemmer TV kvinderne til en anden god gang.

Hvem er din yndlings møgseje kvinde?

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg