Deathgasm (4/6)

Jeg har sgu glædet mig til Deathgasm, hvilket nok ikke overrasker meget, da jeg er ret glad for denne subgenre, der trækker komedie godt ind over horror, så vi reelt befinder os i horror-comedy området. Hvis vi skal være helt ærlige, så er det snart blevet synonymt med de fleste splatter-film, da Evil Dead (og Sam Raimi produktioner generelt) altid har trukket på humor, da det får de lårtykke stråler af teaterblod til at virke mere passende. Det er også præcis den blanding – humor og splat – der er de drivende kræfter i Deathgasm. Nå ja, og så naturligvis musikken.

Deathgasm er et indblik i en teenagers verden, hvor man er lidt anderledes, men ikke på den kedelige “nu tager vi brillerne af pigen, og så er hun en supermodel”-måde. Næ nej, vi får en spinkel knægt, der bare elsker sin heavy metal (og diverse subgenrer, som også bliver nævnt i et morsomt indslag) og er ligeglad med, at han hverken får pigen eller respekt fra familie og skole. Det er naturligvis ikke helt så enkelt, men hold kæft, hvor er humoren dejlig sort i Deathgasm.

I denne forbindelse skal vi naturligvis nævne, at Deathgasm er en film fra New Zealand, og de har i dén grad sat sig solidt på horror-comedy genren disse år. Efter succes med både Housebound og i særdeleshed What We Do in the Shadows får deres film større fokus og distribution til resten af verdenen. Tidligere var det de britiske film med Shaun of the Dead i spidsen, men de er blevet overhalet indenom af New Zealand de seneste år. Og ja, faktisk er England også blevet overhalet af et par amerikanske produktioner såsom John Dies at the End, og især Scouts Guide to the Zombie Apocalypse var helt igennem fantastisk.

Men tilbage til Deathgasm, som i lang tid leverer varen på alle områder; Der er humor, vold og splat samt pik og patter (helt bogstavlig talt) og en række scener, som jeg længe vil huske – om jeg vil det eller ej! Desværre sker der lige præcis det, som ikke må ske i horror-comedy film, og det er når der opstår et vakuum, hvor hverken humor og splat har fokus, og vi istedet står i stampe og lige skal have lidt empati ind over. Den slags må kun ske et par minutter, og her er desværre alt for meget tomgang i den sidste trediedel af filmen. Det betyder på ingen måde, at jeg synes, den er dårlig… jeg er nok bare skuffet over, at den ikke lever op til det niveau, der lægges ud med, og den potentielle kult-status, der kunne nå ud over det åbenlyse horror- og metal-elskende publikum.

Castet er ret ukendt for mig, og flere af dem har nærmest heller ingen officiel erfaring fra film eller TV. Hovedrollen som Brodie spilles af Milo Cawthorne, der også lige har været med i et afsnit af Ash vs. Evil Dead, men derudover især har spillet med i Power Rangers TV-serien, hvilket også filmens kvindelige hovedrolle kan prale af. Hun spilles af Kimberley Crossman, der har lavet en masse TV, så der er et solidt CV på IMDb, men siden Deathgasm har det virkelig taget fart, så mon ikke vi kommer til at se meget mere til hende. Hun har i hvert fald tre spillefilm på vej alene her i 2016.

Jason Lei Howden har både skrevet og instrueret Deathgasm, og tidligere har han kun lavet to kortfilm (også som både manuskriptforfatter og instruktør), så det her er da absolut en imponerende spillefilmsdebut. Dog er Howden på ingen måde en nybegynder, da han har arbejdet med visual effects på en lang række store produktioner såsom Abraham Lincoln: Vampire Hunter og The Hobbit-trilogien. Jeg håber virkelig, at vi får flere spillefilm fra hans side, men lige nu og her er der desværre intet officielt på vej.

Fakta

Biografpremiere: Blodig Weekend 2015
DVD-premiere: 03-03-2016
Genre: Horror, Komedie
Instruktør: Jason Lei Howden
Medvirkende: Milo Cawthorne, James Blake, Kimberley Crossman m.fl.