:: Anmeldelse ::

Hvis man kan se ud over, at kamerastilen er en konstant rysten – og at historien hele tiden hopper frem og tilbage i tiden – så er dette faktisk en ret god film. Personligt synes jeg virkelig, det er belastende, at der konstant er rysten i billedet. Man bliver fuldstændig svimmel af, at billedet konstant sejler – uanset om det er en rolig scene med dialog eller en højspændt scene med fysisk bevægelse. Men det er en smagssag, og for mig er det desværre bare et stort irritationsmoment. Når det så er sagt, må jeg også hellere afsløre, at det især var slutningen, der reddede filmen fuldstændig.

Man er nemlig hele tiden en smule fortabt undervejs, og det resulterer i to ting; Irritation og fastholdelse af interesse. En meget smart kombination, for man bliver så irriteret over ikke rigtigt at vide, hvad der foregår, og derfor fastholdes ens interesse, da man for pokker må finde mening med galskaben. Ikke at det ligefrem er galskab, men der hoppes urimeligt meget i tiden, og visse karakterer i både fortid og nutid ligner hinanden til forveksling. Hvor nemt er det lige at kende forskel på to myrdede blondiner med nogenlunde samme frisure og kropstype, når de er dækket af blod? Når der er en masse forskellige personer, giver det ofte god mening at have ”ensamble casts”, hvor kendte skuespillere findes i selv den mindste rolle, for så kan man genkende vedkommende, når de dukker op i flashbacks. Men er det helt ukendte mennesker, så er det meget besværligt at hitte rundt i, og det bidrager til forvirringen på en måde, som jeg ikke tror er tilsigtet.

Skuespillet er generelt udmærket, men der er dog et par småroller, hvor skuespilleren falder helt igennem. Det er ikke noget, der ligefrem ødelægger oplevelsen, men det løfter den heller ikke. Hovedrollerne er dog godt besatte og fungerer hele vejen igennem. Man sidder hurtigt og gætter sig frem til, hvordan det hele hænger sammen, og der bliver smidt en masse clues på bordet undervejs, som ikke alle er lige elegante. Er man opvokset med lidt Internet – og kender til horror-genren – så kan man hurtigt identificere, i hvilken retning alle disse små tegn peger. Det er egentlig også helt i orden, da det ikke ødelægger historien. Men igen, så løfter det heller ikke filmen, når de store afsløringer kommer frem, og man allerede havde gættet det meste. Og dog, så havde man alligevel ikke gættet alt, og dét løfter virkelig filmen og giver den et boost op i sidste øjeblik.

Fakta

(Originaltitel: A Horrible Way to die )

DVD: 10-01-2012
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Adam Wingard
Medv.: AJ Bowen, Amy Seimetz, Joe Swanberg m.fl.
Land: USA, 2010

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg