Sæson 2 af Mr. Mercedes er gået i gang i USA, og vi har set de første fem afsnit. Serien holder næsten kvalitetsniveauet fra sæson 1, mens historien bliver lidt mere “overnaturlig” – præcis som bogen af Stephen King. Sæson 2 starter på C More den 20/9.

Mr. Mercedes sæson 2 er egentlig baseret på den tredie bog i Stephen King trilogien. Vi fortsætter derfor med de velkendte personer fra sæson 1, så serien er lige til at kaste sig over, hvis du har set den. Og ellers kan den varmt anbefales! Læs eventuelt vores anmeldelse af Mr. Mercedes sæson 1 her >

De tre bøger har egentlig Bill Hodges (Brendan Gleeson) som omdrejningspunkt. Brady Hartsfield (Harry Treadaway) er til gengæld “kun” en hovedperson i den første og sidste bog.

Det giver derfor rigtig god mening, at man springer den anden bog over i forbindelse med Mr. Mercedes tv-serien. Om vi så også får en filmatisering af bog 2, dét må tiden vise.

Nu bliver det overnaturligt!

Den store forskel på sæson 1 og sæson 2 af Mr. Mercedes er tilføjelsen af mere overnaturlige elementer. Dette er helt i tråd med bogforlægget af Stephen King, men det er ikke helt nemt at bringe over til skærmen.

Man kan bare noget i bøger, der er lidt sværere at vise med billeder. Her på Heaven of Horror er vi lidt splittede omkring, hvor godt det virker. Eller rettere, vi er nok enige om, at det måske kan være svært at følge ordentlig med, hvis ikke man kender historien i forvejen.

Vi har læst alle tre bøger, så vi kender præmisserne for Brady Hartsfields evner. Umiddelbart tror jeg ikke, det bliver noget problem for langt de fleste, men man skal nok lige være lidt ekstra vågen.

Reelt er det hans hjerne, der kommer til at fungere på et endnu højere niveau. Han kan dog ikke kommunikere eller bevæge sig, men han kan komme ind i hovedet på nogle mennesker. Derefter kan han både se, tale og handle (næsten) som han ønsker.

Det er naturligvis ret farligt, når vi har med en psykopat som Brady Hartsfield at gøre. Har man set Fallen fra 1998 med Denzel Washington, så har man lidt en idé om, hvad vi er ude i.

Mr. Mercedes sæson 2

Stadig et fantastisk cast

Da vi fortsætter med næsten alle karakterer fra sæson 1, får vi i sæson 2 igen en perlerække af skuespillere.

Brendan Gleeson er stadig eminent som Bill Hodges. Han er en hærdet ex-betjent, der nu arbejder fuldtid med sit eget detektivbureau. Og han har altid plads og tid til gode venner, mens han ikke ligefrem er blødsøden overfor fremmede. Dog er han altid retfærdig!

Og Harry Treadaway får virkelig lov til at lave fri leg. Mens han var lidt som hans Victor Frankenstein karakter fra Penny Dreadful serien i sæson 1, så byder sæson 2 på en mere manisk Brady.

Justine Lupe er tilbage som Holly Gibney, der arbejder sammen med Bill Hodges. Holland Taylor er også prominent med fra starten i rollen som Bill Hodges nabo. Deres forhold er ret skønt, da de fungerer rigtig godt som en kærlig, men bestemt, støtte for hinanden.

Derudover er også Breeda Wool (fra gyser antologien XX) tilbage som den androgyne Lou Linklatter, der næsten blev slået ihjel af Brady i sæson 1. Selvom de faktisk var ret gode venner!

Nye karakterer i Mr. Mercedes sæson 2

Nye karakterer i Mr. Mercedes sæson 2

De nyere karakterer i Mr. Mercedes sæson 2 er især en læge og hans kone, der arbejder i medicinal industrien. Hun arbejder nemlig for et firma, der gerne vil teste medicin, der skal hjælpe hjerneskadede. Og hvem bedre at teste på end Brady Hartsfield? Går det galt, og han dør, så vil ingen græde over det. Og går det godt, bliver hun rig, og hendes mand en helt.

Dog kan et sådant test-middel jo også have uventet virkning, og dét er (selvfølgelig) præcis, hvad der sker. Det er nemlig dette, der giver Brady Hartsfield nye evner.

Lægen spilles af Jack Huston (Pride and Prejudice and Zombies), mens hans kone spilles af Tessa Ferrer. Hvis du har set Insidious: The Last Key, vil du nok kende Tessa Ferrer derfra, da hun spillede en af de afgørende roller. Hun spillede faktisk mor til Lin Shaye karakteren.

Vi venter spændt på at se resten af sæson 2, da den først bliver rigtig god efter afsnit 3. Måske den endda kan ende med en splat højere, hvis den fortsætter i samme gode stil.

Denne anmeldelse er baseret på de første fem afsnit af sæson 2, som får eksklusiv premiere på C More den 20. september 2018.

FAKTA

Skaber: David E. Kelley
Medvirkende: Brendan Gleeson, Harry Treadaway, Holland Taylor, Justine Lupe, Breeda Wool, Jharrel Jerome, Jack Huston, Tessa Ferrer, Nancy Travis, Mike Starr

Brady er på hospitalet, bundet til sin sygeseng. Hodges har kastet sig ud i nye projekter og forsøger at komme videre med sit liv, men da hospitalets plejepersonale pludselig bliver udsat for uforklarlige ting, kan Hodges ikke slippe tanken om, at Brady måske står bag.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg