ESCAPE ROOM 2: NO WAY OUT er opfølgeren til Escape Room fra 2019, der dog aldrig kom i de danske biografer. Det gør denne fortsættelse til gengæld, og det var måske ikke nødvendigt. Man bliver lidt træt. Læs vores Escape Room 2: No Way Out anmeldelse her!

ESCAPE ROOM 2: NO WAY OUT er opfølgeren til Escape Room fra 2019. Filmen hedder faktisk Escape Room: Tournament of Champions, men har altså fået en ny dansk titel, der dog også er på engelsk. Ja, det er ret mystisk. Især da originaltitlen fortsat fremgår på skærmen (og bliver sagt højt i løbet af filmen).

Ak ja, man skal ikke hænge sig i detaljer, men lige i dette tilfælde er det bare første ting, der skurer lidt. Til gengæld behøver du ikke have første film skarp i din erindring, da filmen indledes med et resume. Det er alligevel ikke uimponerede med en spilletid på kun 1 time og 28 minutter.

Læs videre på vores Escape Room 2: No Way Out anmeldelse herunder.

Altid i sidste sekund

Jeg er virkelig ikke fan af fortællinger, hvor løsningen kommer i allersidste sekund. Godt nok anerkender jeg, at det er et fast greb i både action og thriller-genrerne især, men så sker det ofte én gang (måske to) i løbet af en hel spillefilm. I Escape Room 2: No Way Out sker det igen og igen. Og igen!

Hele tiden.

En nedtælling starter måske med 5 minutter eller 30 sekunder på uret, men løsninger kommer altid i sidste sekund. Det er trættende og slet ikke overraskende eller spændende. Heller ikke engang selvom vi ved, at nogle skal dø. Det skete jo også i første film, så det forventes. Man føler sig bare også ret sikker på, at nogle nok skal overleve.

Escape Room 2: No Way Out – Anmeldelse af gyserfilm

Nye deltagere i kampen mod tiden

Igen er det Taylor Russell og Logan Miller fra Escape Room originalfilmen, der fører an. Derudover har vi nu Holland Roden (Teen Wolf), Indya Moore (A Babysitter’s Guide to Monster Hunting), Carlito Olivero (Bad Samaritan) og Thomas Cocquerel (Alive) med på Escape Room-holdet.

LÆS OGSÅ:

Vores anmeldelse af den første Escape Room fra 2019 >

Holland Roden synes jeg altid er meget sej, og Indya Moore klarer det også godt. Carlito Olivero er til gengæld en mærkelig overspillende type, der virkelig skærer igennem på kluntet vis. Og Thomas Cocquerel kan uden tvivl være fin, men man køber sateme ikke, at han er en “falden præst” i denne forbindelse. Det virker jo som en Lifetime-film.

Vi så Escape Room som opvarmning til pressevisningen, så den var helt frisk i hukommelsen. Det behøves dog ikke, da der som sagt er et resumé. Til gengæld er der nogle ekstra scener med Deborah Ann Woll (True Blood) i starten, som altså ikke var med i originalfilmen. Dermed er det jo et giga-hint om, at indholdet i disse scener har særlig betydning.

Du kan se Escape Room 2: No Way Out i de danske biografer!

Escape Room: No Way Out (eller Tournament of Champions) er som sagt fortsættelsen til en film fra 2019. Den første film blev en kæmpe succes i USA, men udkom desværre aldrig i biografen herhjemme. Det er lidt det klassiske danske træk, at droppe den gode 1’er og så vise den markant ringere 2’er i biografen.

VIL DU SE FLERE FILM MED ESCAPE ROOM-TEMA?

No Escape fra 2020 byder på mere af det samme og har endda også Holland Roden i en hovedrolle >

Derefter kan alle blive enige om, at gyserfilm bare ikke virker i biografen og ikke sælger billetter. Ja, vi kender humlen og er ret bitre over lige præcis denne “danske model”. Derudover er vi faktisk også lidt (meget!) ærgerlige over, at Adam Robitel er instruktør på begge film. Denne 2’er virker bestemt ikke som hans håndværk.

Adam Robitels spillefilmdebut som instruktør var den fantastiske The Taking of Deborah Logan (2014), som på det allervarmeste kan anbefales. Derefter har han instrueret Insidious: The Last Key (2018) og så senest de to Escape Room-film. Sidstnævnte er dog udkommet noget senere end planlagt grundet den altoverskyggende pandemi.

Det er måske meget godt, at han nu tager en detour og skal stå for instruktion af Netflix-serien The Craving, der skal udkomme i 2022. Præcis som med den fantastiske The Taking of Deborah Logan, så har han nemlig også skrevet denne serie sammen med Gavin Heffernan. Dét vil vi se frem til.

UHYGGELIG STÆRK ANBEFALING

Se Adam Robitel gyserfilmen The Taking of Deborah Logan og få et solidt gys >

Og kommer der en Escape Room 3, skal vi naturligvis også give den en chance. Det er bare ikke noget, vi har de store forhåbninger om efter denne ret svage 2’er. Den er underholdende, bevares, men også ret dum på alle de måder, hvor første film slap meget bedre afsted med sin historie.

Escape Room 2: No Way Out har premiere i de danske biografer den 2. september 2021.

FAKTA

Biografpremiere: 2. september 2021
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Adam Robitel
Medvirkende: Taylor Russel, Logan Miller, Thomas Cocquerel, Holland Roden, Tanya van Graan, Indya Moore

Plot

Seks mennesker befinder sig låst inde i en række escape rooms, hvor de langsomt skal finde ud af, hvad de har til fælles for at overleve – samtidig opdager de, at de alle har spillet før. I en kamp mod uret må de udnytte alle deres tidligere erfaringer fra spillet i håbet om, at de alle igen kommer levende ud på den anden side.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg