:: Anmeldelse ::
Jeg elsker som udgangspunkt kortfilm, så jeg vidste ‘The ABC’s of Death’ ville være noget for mig. Men når man elsker kortfilm – og i særdeleshed diverse kompilationer – så ved man også, at det vil være en meget broget skare; Noget vil være fantastisk, andet vil være mindre godt. Det er dog en fornøjelse at kunne meddele, der er få deciderede dårlige film i denne omgang. Det alene er faktisk noget af en bedrift.
Bevares, der er naturligvis en del subgenre film, der absolut ikke falder i min smag, men så er det jo bare ikke blandt mine favoritter. Og da der netop vil være lidt for enhver i denne samling, har jeg valgt her at fremhæve dem, jeg synes var ekstraordinært gode – og i visse tilfælde også ekstraordinært grumme. Som eksempelvis ‘L’, (det afsløres i øvrigt altid først, hvad bogstavet står for EFTER hver kortfilm, hvilket gør at en nysgerrig sjæl som mig, sidder og gætter hele vejen igennem). Under alle omstændigheder, så er L-filmen (instrueret af Timo Tjahjanto) både fascinerede, lidt komisk i starten, og så meget hård og ubehagelig. Utroligt nok uden der vises alt for meget, hvilket virker til historiens fordel.
Derudover må jeg også fremhæve ‘D’-filmen af Marcel Sarmiento (‘Deadgirl’ fra 2008), der ramte mig perfekt i forhold til historien og desuden var løst på visuel fantastisk vis med meget få og enkle virkemidler. Det samme gælder ‘E’-filmen af Angela Bettis (ellers kendt som skuespiller fra bl.a. ‘May’ og TV-film versionen af ‘Carrie’, der begge er fra 2002), der på et uhygge-niveau ramte plet i mit frygt-center. Jeg var også ret fascineret af X-filmen, instrueret af Xavier Gens (Frontiers, The Divide) – især slutscenen er makaber på den særdeles “fede” måde!
Og så synes jeg altså Anders Morgenthalers ‘K’-film var herlig. Ikke særlig uhyggelig, men tilpas grov og morsom tegneserie (man genkender straks hans stil), der passer godt ind og virker som god splatter-pause. Præmien for den mest underlige film, må klart gå til ‘F’-filmen af Noboru Uguchi (‘Machine Girl’, 2008), der absolut heller ikke er uhyggelig, men særdeles underlig og ved Gud går hele vejen med sin weirdness. Hold nu kæft, hvor jeg bare sad med åben mund og var nærmest lamslået – på den gode eller sjove måde, men altså ikke ligefrem uhyggelige.
Der er i alt 26 film – sjovt nok – og der er overvejende rigtig gode kortfilm, og uanset om det var min stil eller ej, var jeg godt underholdt hele vejen igennem. I nogle tilfælde var jeg lykkelig over, at det kun var kortfilm, men i andre tilfælde ønskede jeg bestemt, at der var mere end blot et par minutters god fortælling. Enhver horrorfan bør så sandelig unde sig selv at have denne kollektion i sin samling.
Fakta
(Originaltitel: The ABCs of Death)
DVD/Blu-ray: 04-06-2013
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Kaare Andrews, Angela Bettis, Hélène Cattet, Ernesto Díaz Espinoza, Jason Eisener, Bruno Forzani, Adrián García Bogliano, Xavier Gens, Lee Hardcastle, Noboru Iguchi, Thomas Cappelen Malling, Jorge Michel Grau, Anders Morgenthaler, Yoshihiro Nishimura, Banjong Pisanthanakun, Simon Rumley, Marcel Sarmiento, Jon Schnepp, Srdjan Spasojevic, Timo Tjahjanto, Andrew Traucki, Nacho Vigalondo, Jake West, Ti West, Ben Wheatley, Adam Wingard, Yudai Yamaguchi. Manus: Kaare Andrews, Simon Barrett, Hélène Cattet, Bruno Forzani, Adrián García Bogliano, Lee Hardcastle, Noboru Iguchi, Yoshihiro Nishimura, Simon Rumley, Jon Schnepp, Srdjan Spasojevic, Nacho Vigalondo, Dimitrije Vojnov, Ti West, Yudai Yamaguchi.
Medv.: Erik Aude, IváN GonzáLez, Kyra Zagorsky, Peter Pedrero, Dallas Malloy, Lee Hardcastle, Lucy Clements m.fl.
Land: USA, 2012
Jeg skulle havde gået ud fra imdb anmeldelserne og ikke hoh’s..
Det vil jo altid være et spørgsmål om smag og behag… 😉