FEAR STREET Del 1: 1994 på Netflix er første film i gysertrilogien, der udkommer i løbet af tre uger. Der lægges dejligt stærkt ud med en 90’er perle, der er inspireret af Scream. Soundtracket er skønt, og vi er ude i en ægte slasher. Læs vores Fear Street Del 1: 1994 anmeldelse her!

FEAR STREET Del 1: 1994 er en ny Netflix gyserfilm, der samtidig indleder den nye Fear Street gysertrilogi. Vi starter, som titlen afslører, i 1994, og det betyder naturligvis et soundtrack fyldt med sange fra starten af 1990’erne. Som en, der selv var ung teenager på det tidspunkt, er det en hyggelig lille tidslomme, der rammer plet. Alle sange er tydeligvis meget nøje udvalgt!

Desuden er filmens stil dejligt inspireret af Scream, der netop gav gysergenren sin genopblomstring i 1990’erne. Det er en rigtig god start, og vi er ude i en vaskeægte slasher, så du kan godt forvente mange dødsfald og ret kreative drabsscener.

Læs videre på vores Fear Street Del 1: 1994 anmeldelse herunder, og se den på Netflix nu.

En hyldest til Scream

Det er instruktøren selv, der har sagt, at netop Scream er inspiration for denne film i antologien. Hele åbningsscenen – om end placeret i et storcenter – er da også ret parallel med netop Scream åbningsscenen. Jeg husker selv tydeligt, da jeg så Scream i biografen til en forpremiere og var chokeret over åbningsscenen, da jeg intet vidste om filmen. Altså, andet end at Drew Barrymore fra plakaten måtte være final girl.

Vi er dog på ingen måde ude i en reboot eller remake af Scream. Det er en helt anden historie og ganske andre karakterer.

Til gengæld har den meget af charmen fra Scream og benytter sig også af mange gyserfilm-referencer. Sagt på en anden måde, så er man som gyserfan ofte lige et par skridt foran dem, der er mindre velbevandrede i vores elskede genre. Det føles ikke som spoilers eller dårligt manuskript, når man kan gætte udviklingen. Tværtimod, får man følelsen af at være ekstra inkluderet og anerkendt.

Eftersom Fear Street Del 1: 1994 er første film i trilogien, så er der mange afsløringer og detaljer, vi først får senere. Til gengæld møder vi rigtig mange mordere allerede her i første film. De vender nemlig tilbage igen og igen. Inklusiv den Jason-inspirerede morder fra “Camp Nightwing” i 1978 (næste films historie) og den nyeste Skullmask, der minder om netop Ghostface fra Scream.

Fear Street Del 1: 1994 – Netflix anmeldelse

Du vil helt sikkert genkende mange skuespillere

Selvom der i klassisk gyserfilm stil er mange ret ukendte ansiger med i Fear Street Del 1: 1994, så er der også en del velkendte ansigter. Især hvis du har set mange Netflix-serier. Vi starter med Maya Hawke, der var med i seneste sæson af Stranger Things. Hun er også lidt Hollywood royalty, da hun er datter af Ethan Hawke og Uma Thurman. Og så er den reference og parallel kørt godt hjem!

Derudover er den primære hovedperson Deena, der spilles af Kiana Madeira (Netflix-serien Trinkets). Hun er en stolt og ret mut teenager, der er lesbisk og ikke ønsker at skjule det. I 1994 var det altså ikke hverdagskost. Olivia Scott Welch (Amazon Prime Video-serien Panic) spiller Samantha, er også en helt central rolle i plottet.

Resten af hovedcastet består af den lidt yngre, og meget charmerende, Benjamin Flores Jr. (Rim of the World), der er lillebror til Deena. Og så er der den meget skæve personlighed, Simon, der spilles af Fred Hechinger (Kvinden i vinduet), og hans bedste ven, Kate, der spilles af Julia Rehwald, der tidligere kun har lavet kortfilm. Alle skuespillere er helt perfekt castet til denne film!

Sidst, men ikke mindst, så er det også smurt tykt på, når vi taler omgivelserne. Vores hovedpersoner, der lever med, at der myrdes i hobetal med jævne mellemrum, bor i “Shadyside”. Ja, det hedder byen simpelthen. Nabobyen hedder til gengæld Sunnyvale (der lyder ret meget som bynavnet Sunnydale fra Buffy) og de to byer lever i dén grad op til deres navne.

Fear Street Del 1: 1994 – Netflix anmeldelse

Se Fear Street Del 1: 1994 på Netflix nu!

Alle tre film i Fear Street gysertrilogien er instrueret af Leigh Janiak, ligesom filmene er baseret på “Fear Street” bøgerne af R.L. Stine. Egentlig er R.L. Stine kendt som mere af en børnegyser-forfatter med også “Goosebumps“-bogserien. Denne Netflix gyserantologi er dog absolut ikke for børn.

Faktisk står der, den er anbefalet til +18 år. Det er måske lige vildt nok, men det er dog en blodig slasher, så det er ikke overraskende.

Leigh Janiak fik sin instruktørdebut i 2014 med gyser-dramaet Honeymoon og har siden arbejdet på bl.a. Scream: The TV Series, hvilket jo er ret passende. Senest instruerede hun pilotafsnittet af Amazon Prime Video-serien Panic, hvor der er en del af skuespillerne fra Fear Street holdet med også.

Jeg havde glædet mig som en kåd teenager til at komme i gang med denne Fear Street gysertrilogi og er på ingen måde blevet skuffet. Nu håber jeg bare, at de næste to film er lige så skarpe i deres respektive stil, og at historien udvikler sig på spændende vis. God fornøjelse!

Fear Street Del 1: 1994 er ude på Netflix fra 2. juli 2021. Næste film kommer næste fredag den 9. juli, og sidste film i trilogien udkommer så fredag den 16. juli.

FAKTA

Instruktør: Leigh Janiak
Medvirkende: Kiana Madeira, Olivia Scott Welch, Benjamin Flores Jr., Julia Rehwald, Fred Hechinger, Maya Hawke, David W. Thompson, Ashley Zukerman, Jeremy Ford

Plot

I kølvandet på en række brutale mord kæmper en teenager og hendes venner mod en ond kraft, der har plaget deres berygtede by i århundreder. Velkommen til Shadyside.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.