Når det annonceres, at David Fincher har en ny film på vej, er det for mig selvskrevet, at den film skal ses – uanset plottet. Kvinden der forsvandt skuffer ikke! Læs vores anmeldelse her.

Det skyldes, at alle hans film portrætterer menneskets mørkeste sider, og han gør det oftest med bravur. Og så er Se7en stadig én af mine yndlingsfilm. Derfor har vi valgt at anmelde Kvinden der forsvandt, som ikke er decideret horror. Det er dog en thriller af de allermørkeste slags om ægteskabet, og hvad folk kan ty til, når tingene ikke går, som de skal.

Lad mig starte med at slå fast, at skuespillerne bærer denne film i stor grad. Ben Affleck, Rosamund Pike, Neil Patrick Harris og Tyler Perry var da også alle førstevalg til rollerne ifølge David Fincher selv. Rosamund Pike har titelrollen (hvis man kan kalde den det), og hun er ellers et relativt ukendt navn for de fleste. Men for satan hun gør det overbevisende.

Det er altafgørende, at man aldrig helt ved, hvor man har de forskellige personer. Er de gode eller onde samt ærlige, snu eller uheldige? Og hvis ikke skuespillerne alle er knivskarpe, så falder historien sammen.

I den forbindelse vil jeg da også nævne, at det er forfriskende at se en kvindelig ledende efterforsker – spillet af Kim Dickens – der absolut ikke bare hopper med på alle andres antagelse om, at manden er skurken. Det bringer en dejlig rå realisme, for der er forhåbentlig altid mindst ét menneske, der gerne vil have fakta på plads, før de mener at vide alt.

Gone Girl / Kvinden der forsvandt – Anmeldelse

Forfatteren bag manuskriptet

Manuskriptet er lavet af bogens forfatter, Gillian Flynn, hvilket Fincher selv har udtrykt stor tilfredshed over. Og lad os bare slå fast, at David Fincher med Kvinden der forsvandt / Gone Girl er tilbage i absolut mørk og dyster topform. Det er svært at sige for meget, uden at afsløre handlingen. Så lad vær med at læse for meget om Kvinden der forsvandt, inden du ser den. Bare nyd den… og glæd dig især til en særlig sexscene, som horrorfans vil elske!

Blu-ray

Snyd ikke dig selv for at se filmen på Blu-ray, hvor der er et fantastisk kommentarspor med instruktør David Fincher. Her fortæller han bl.a., hvordan han blev inspireret af film som Jaws, VertigoLolita, Borte med blæsten – samt Woody Allen.

Derudover beskriver han bl.a. kampen med Fox, om de kun måtte bruge klip fra de første 54 minutter af filmen, da resten afslørede for meget af handlingen. Og hvordan en af skuespillerne lærte på den hårde måde, at man ikke skal spise i Finchers filmscener, da han har det med at tage MANGE skud af samme scene, så man kommer til at æde rigtig meget.

Fakta

Biografpremiere: 23. oktober 2014
DVD-premiere: 26. februar 2015
Netflix-premiere: 1. september 2021
Genre: Thriller
Instruktør: David Fincher
Medvirkende: Ben Affleck, Rosamund Pike, Neil Patrick Harris, Tyler Perry m.fl.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg