THE PACT på HBO Max er en ny thriller-miniserie på seks afsnit. Serien er co-produceret med BBC, så der er yderst habile produktionskræfter bag. Vi er ude i et heftig mysterie fortalt gennem et skønt persongalleri og ret fantastisk cast. Læs vores The Pact serieanmeldelse her!

THE PACT er en ny miniserie i seks afsnit på HBO Max. Serien er lavet som en co-produktion med BBC – præcis som det var tilfældet med The Tourist. Serien blev vist på BBC i maj 2021, og ja, den finder sted i vores aktuelle nutid. Altså, ikke i 2022, men i tiden umiddelbart efter vi er blevet vant til at lave med en pandemi.

Det er dog ikke en større del af plottet. Det omhandler nemlig et mord, familietragedier og et væld af hemmeligheder. Alt sammen fortalt som et thriller-mysterie gennem et skønt persongalleri og fantastisk cast.

Læs videre på vores The Pact serieanmeldelse herunder. Alle seks afsnit frigives på HBO Max på premieredagen.

De skønneste karakterer

Der er ingen tvivl om, at HBO Max miniserien The Pact virkelig vinder meget på sine skønne karakterer. Misforstå nu endelig ikke; Historien er bestemt også underholdende og solid. Det er bare sådan, at miniserien i ægte spansk eller sydkoreansk stil formår at skabe et persongalleri, der rammer plet.

Du vil helt sikkert også genkende mange af skuespillerne i The Pact. I hovedrollerne har vi bl.a. Julie Hesmondhalgh (Broadchurch), Laura Fraser (Breaking BadForsvundet) og som hendes mand Jason Hughes (Marcella, Kriminalkommissær Barnaby).

I en mindre rolle ser via også Rakie Ayola (Black Mirror, Dredd) som DS Holland, der leder efterforskningen af det dødsfald, der viser sig at være mord. Hun er ret fantastisk til at levere knastørre, og dog overraskende lune, kommentarer der bare rammer plet.

The Pact – Anmeldelse | HBO Thriller-miniserie

Alle har hemmeligheder

De fire primære karakterer er kolleger på det lokale bryggeri. De er således vidt forskellige, men også tætte og loyale efter godt samarbejde og kollegaskab gennem en årrække. Det er en fornøjelse at se så forskellige personer, der bare respekterer og støtter hinanden.

Eller altså, nu er det jo en thriller med et mysterie, der omhandler en dræbt mand. Denne mand er deres nye chef på bryggeriet. Han er søn af den forhenværende (og højt skattede) chef, der nu har overladt virksomheden til næste generation. Det er nemlig en familieejet virksomhed.

En af de fire hovedpersoner er faster til den nye chef (og således søster til den forrige). Den tidligere bryggeri-direktør spilles af altid fantastiske Eddie Marsan. Han er også uhyggeligt god i denne omgang, hvor han er ret underspillet i de fleste scener.

Som med alle gode mysterier, så kommer der sandheder frem undervejs. Alle har hemmeligheder af større eller mindre grad. Nogle gange er hemmelighederne heller ikke helt så hemmelige, som folk går og tror. Folk lærer hinandens mørke sider at kende, når de presses, og dét sker (på flere måder) her i The Pact.

Det måske største (og nok også eneste) problem for en miniserie som denne, er at titlen har været brugt 117 gange før. Vi har da selv anmeldt The Pact (2013), der såmænd også fik en to’er med The Pact 2 . Eller hvad med den spanske El Pacto (2018). der sjovt nok også betyder det samme. Til gengæld er denne miniserie noget helt andet end disse film med samme titel.

Se The Pact miniserien på HBO Max

Den nye HBO Max miniserie er skabt og skrevet af Pete McTighe (der altså oprindeligt lavede den til BBC One). Det er langt fra første gang, Pete McTighe har arbejdet med at skrive til tv-serier. Han har arbejdet på serier som Doctor WhoA Discovery of Witches og Glitch tidligere.

Til gengæld er det umiddelbart første gang, han kan kalde sig “skaber” af en serie. Selvom han faktisk også var en af de medskabende forfattere bag fængselsserien Wentworth, så han er altså en mand med omkring et årti af ret hardcore serie-erfaring. Det lader sig da heller ikke fornægte, da det er et utrolig velskrevet og medrivende thriller-mysterie.

Er du til britiske krimiserier, så bør denne også være noget for dig. Godt nok er fokus mindre på politiets arbejde (som det typisk er i en krimiserie), men det skader altså heller ikke at opleve det fra anden side. Slet ikke, når det er alle de mennesker, der på forskellig vis er blevet sovset godt og grundigt ind i en mystisk dødsfald.

The Pact udkommer (med samtlige seks afsnit) på HBO Max den 15. april 2022.

FAKTA

Skaber: Pete McTighe
Medvirkende: Laura Fraser, Julie Hesmondhalgh, Eiry Thomas, Heledd Gwynn, Aneurin Barnard, Jason Hughes, Eddie Marsan, Abbie Hern, Gabrielle Creevy, Aled ap Steffan, Rakie Ayola, Sophie Melville, Mark Lewis Jones

Plot

Da en ung bryggeriboss bliver fundet død, udløses en kæde af begivenheder, der trækker fire af hans ansatte ind i en skrøbelig tavshedspagt, bundet af en hemmelighed, der vil ændre deres liv for altid. 

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.