WISTING sæson 3 på Viaplay er endnu en barsk omgang norsk krimi – og den holder stadig. Der er kun fire afsnit i sæsonen, så den kan ses på en aften, hvis man er i humør til den slags. Det var jeg selv! Alle afsnit frigives på én gang. Læs vores sæson 3 anmeldelse af Wisting her!

WISTING sæson 3 på Viaplay er endnu en kort sæson med den velkendte kriminalbetjent William Wisting i spidsen. Det er norsk krimi, der også kommer et smut forbi Sverige (og med et besøg fra København), så det hele er tilpas skandinavisk. Der er fire 45-minutters afsnit i denne sæson, så du kan se den på små tre timer.

Det gjorde jeg selv, da jeg måtte have hele historien på plads, før jeg kunne stoppe. Og ja, alle afsnit frigives i ét hug, så du kan også bingewatche serien, hvis du vil. Vær dog opmærksom på, at den starter ret voldsomt. Vi taler helt konkret om, at indbyggerne i Larvik finder et hoved på en pæl midt på byens torv. En grum opdagelse midt i en heftig morgentåge!

Du kan læse videre i vores Wisting sæson 3 anmeldelse herunder. Naturligvis spoilerfri!

Carrie-Ann Moss er tilbage!

Med sæson 3 af Wisting er Carrie-Anne Moss også helt tilbage på skærmen. Hun spiller FBI agenten Maggie Griffin, der spillede en nøglerolle i sæson 1. Da sæson 2 udkom i december 2021, var hun kun med som stemme via telefonen (mens hun arbejdede fra ambassaden i København).

LÆS OGSÅ

Vores anmeldelse af Wisting sæson 2 her >

Her i tredje sæson er hun dog taget fra København til Larvik og arbejder igen side om side med Wisting (Sven Nordin). Og bare rolig, lige når man sidder og tænker “Hvad pokker har FBI med det her at gøre?”, så er den kasket-klædte norske betjent, Nils Hammer (Mads Ousdal), klar med præcis samme spørgsmål.

Jamen altså, jeg knuselsker bare, når en karakter stiller præcis det spørgsmål, man sidder med som seer.

Wisting: Sæson 3 – Anmeldelse | Viaplay krimiserie

Vi bliver klogere på karaktererne

Som med alle gode serier, der kører over noget tid, så lærer vi også mere om karaktererne i løbet af sæsonerne. Nu er Wisting naturligvis også baseret på en bogserie, der netop gør det samme, så det giver god mening, at serien også får disse detaljer med.

Vi kommer således til at høre mere om William Wistings afdøde kone og bliver klogere på Maggie Griffin. Men helt overordnet, så er denne serie en solid krimiserie. Der går altså ikke personfnidder i den. Med mindre det skal bruges til at fremme noget for selve plottet.

Også Wistings datter, Line Wisting (Thea Green Lundberg) er virkelig ved at finde sin plads i verden. Hun fortsætter med at brænde for dokumentarfilm, der igen kommer til at spille en rolle her i sæson 3. Præcis som det var tilfældet i anden sæson – dog på vidt forskellige måder.

I øvrigt er der stadig lidt skønne sprogforviklinger. Som udtrykket “skide i egen rede”, der også bruges på norsk, men bliver lidt kringlet, da stakkels Hammer skal forsøge at oversætte det for amerikanske Maggie Griffin (Carrie-Anne Moss). Vel at mærke uden at kende det engelske ord for “rede”. Ja, det bliver ret kluntet – og morsomt på en meget velkendt måde!

Se sæson 3 af Wisting på Viaplay!

Sæson 3 af Wisting er instrueret af seriens skaber, Trygve Allister Diesen. Det fungerer altså godt med ham ved roret, så det skal naturligvis bare fortsætte. Eftersom hele holdet af skuespillere også vender tilbage igen og igen, er det forhåbentlig også en god oplevelse for dem. I øvrigt er Carrie-Anne Moss også executive producer på serien.

Hele Wisting-serien er baseret på bogserien af forfatter Jørn Lier Horst. Sæson 3 er helt konkret baseret på bogen “Natmanden”, som jeg ikke har læst, men den fungerer tydeligvis godt til serieformatet. Det er faktisk en fornøjelse, at disse Wisting sæsoner er ret korte, da man så hurtigt får set dem.

Bevares, de kan også blive lidt vel korte, som det blev tilfældet lidt indirekte med sæson 2. Her sluttede sæsonen simpelthen for brat til min smag. Det sker ikke her i tredje sæson, hvor der lige rundes godt af. Med andre ord har jeg slet ikke fået nok af Wisting-universet og glæder mig allerede til, at der (forhåbentligt) kommer en sæson 4.

Wisting sæson 3 udkommer på Viaplay med samtlige fire afsnit den 10. april 2022 (Palmesøndag). 

FAKTA

Skaber: Trygve Allister Diesen
Instruktører: Trygve Allister Diesen, Katarina Launing
Medvirkende: Sven Nordin, Carrie-Anne Moss, Thea Green Lundberg, Mads Ousdal, Gard Eidsvold, Lars Berge, Ulrikke Hansen Døvigen, Heidi Goldmann, Kjersti Sandal, Jonas Strand Gravli, Irina Eidsvold Tøien

Plot

Wisting sæson 3 er baseret på bogen ’Natmanden’ af Jørn Lier Horst. Larvik er i chok, efter at nogen har placeret et hoved på en pæl midt på pladsen, og William Wisting står over for en af sine sværeste og mest dramatiske sager. FBI-agent Maggie Griffin vender tilbage for at hjælpe Wisting og hans team, som skal konfrontere hensynsløse kriminelle, der udnytter de mest sårbare iblandt os.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg