Alene instruktør og manuskriptforfatter bag denne (Christopher Smith) gjorde, at vi glædede os som små børn til at se denne film.

Christopher Smith har tidligere skrevet og instrueret ‘Creep’ (2004), som er en heftig horror film, der finder sted på en Undergrundstation i London, og ‘Severance’ (2006), som er en horrorfilm med en del mere humor, men også store mængder blod og rå vold. Generelt, så er han bare meget original og ligefrem i sin måde at fortælle en historie på, og det tiltaler os. Christopher Smith’s næste film bliver ‘Black Death’ med bl.a. Sean Bean. Den får premiere i England om en lille måned, og vi har flere gange skrevet om den her på Heaven of Horror. Det bliver samtidig første gang, han instruerer en film, han ikke selv har skrevet.

I ‘Triangle’ er det mere et psykologisk spil, der handler om, hvorvidt man kan snyde døden, eller om man altid vil tabe – uanset hvor meget man prøver at forhandle og kæmpe for livet. Der er flere rigtig spændende “twists and turns” undervejs, og underholdningen er bestemt hjemme. Det er ikke mindst takket være Melissa George (kendt fra bl.a. ‘Amityville Horror’ fra 2005 samt ’30 days of Night’ fra 2007), der har den altdominerende hovedrolle. Hun får vist alle sider af sin karakter, men gemmer tingene godt indtil det hele efterhånden afsløres, og dermed virker alt troværdigt.

Der er desværre øjeblikke, hvor man bliver en smule utålmodig med filmen, men emnet er fascinerende og behandles her med en mere emotionel og psykologisk indgangsvinkel, end man ser i f.eks. de – i denne sammenhæng – mere popsmarte film i ‘Final Destination’-filmserien. Ikke et ondt ord om den vinkel, men det er grundlæggende samme emne, og så er det fascinerende at se den dybere og mere mørke side. Der er nogle visuelt fantastiske flotte scener, som gør sig absolut bedst på det store lærred, men i det store hele kan denne film sagtens ses på den noget mindre skærm i hjemmebiografen.

:: Heaven of Trivia ::

Der er indtil flere helt tydelige referencer til ‘Ondskabens Hotel’ i denne film. Du kan faktisk slet ikke undgå at bemærke mange af dem, så vi vil ikke afsløre dem her.

Fakta

(Originaltitel: Triangle)

Set til CPH PIX 2010
Genre: Horror | Thriller | SciFi
Instr.: Christopher Smith
Medv.: Melissa George, Liam Hemsworth, Holly Marie Combs, Rachael Carpani m.fl.
Land: UK | Australien, 2009

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg