DEN SORTE Ø (eller BLACK ISLAND) på Netflix er en thriller fra Tyskland. Vi er ude i en regulær tv-film af den ret kedelige slags. Det er en slags erotisk thriller med et ofte voldsomt forudsigeligt plot. Læs vores fulde Den sorte ø / Black Island anmeldelse her!
DEN SORTE Ø / BLACK ISLAND er en ny tysk Netflix thriller. Det er desværre noget af det kedeligste, vi har set, fra Tyskland længe. Det føles i den grad som en tv-film, og handlingen er så forceret (og forudsigelig), at vi næsten ikke kunne holde ud at se den.
Den sælges ind som en form for psykologisk thriller, der er “intens” og “uhyggelig”. Det eneste uhyggelige, ved denne film, er dog, hvor ualmindeligt tåkrummende, den formår at være. Faktisk er dette en af de film, som vi ikke kan anbefale, men dog giver 2 splatter, fordi den trods alt er flot produceret, og (nogle) skuespillere gør det fint.
Læs videre på vores Den sorte ø / Black Island anmeldelse herunder – hvis du tør!
Morderisk forførerske med hang til overgreb
Hele Den sorte ø – der jo altså hedder Black Island på engelsk (og Schwarze Insel på tysk), men vi skal død-pine have en dansk titel – er ekstremt klodset i sin historiefortælling. Det virker mest af alt som en fantasi, der er brygget i en hormon-drevet teenagedrengs hjerne. Eller i hovedet på voksen kvinde, der virkelig er ude på et skråplan.
Helt fra starten ved vi, at den nye kvindelige lærer er skurken, så dét behøver du ikke spekulere nærmere over. Spørgsmålet er hvorfor, og det er filmens helt store mysterie. Når mysteriet “afsløres”, har du dog fået så mange hints og direkte fakta, at du allerede kender svaret.
Og så er der bare mange sexscener i Den sorte ø / Black Island. Den ene mere upassende (og uden meget “opvarmning) end den næste. Nu rammer disse indslag af erotisk thriller bare heller ikke mig overhovedet. Og ikke kun fordi, det blandt andet gælder en mandlig skole elev og en kvindelig underviser.
Næ, de er bare ret kedelige og gør intet for historien. Du kan derfor bare vente på, at vi kommer tilbage til plottet.
Se Den sorte ø / Black Island på Netflix nu!
Black Island, Schwarze Insel eller Den sorte ø (kært barn har som bekendt mange navne) er instrueret af Miguel Alexandre, der også har skrevet manuskriptet sammen med Lisa Carline Hofer. Miguel Alexandre har instrueret på en del tv-serier og tv-film. Og ja, denne film er også beskrevet som en tv-film på IMDb, hvilket er meget rammende.
I 2017 udkom han dog med en “rigtig” (ikke tv) film. Det var komedie-dramaet Arthur & Claire (som instruktør og medforfatter), og dén har en IMDb score på 7,1. Måske han skulle fokusere mere på den slags og droppe disse tv-film, der maksimalt kan nå op på niveau med et ringe afsnit af en gennemsnitligt (og jævnt kedelig) krimiserie.
Lisa Carline Hofer er en skuespiller, der med denne film får sin debut som manuskriptforfatter. Hvis dét her er, hvad hun kan byde på, så behøver hun ikke gøre det igen. Og ja, hun er da også med i Den sorte ø, men dog “kun” i en cameo til sidst. Hun er “den unge kvinde på færgen” – bare kig efter damen i den gule Georgie regnfrakke, så ser du hende.
Black Island / Den sorte ø udkommer på Netflix den 18. august 2021.
FAKTA
Instruktør: Miguel Alexandre
Manuskript: Miguel Alexandre, Lisa Hofer
Medvirkende: Philip Froissant, Alice Dwyer, Hanns Zischler, Mercedes Müller, Sammy Scheuritzel, Lieselotte Voss, Katharina Schütz, Jodie Leslie Ahlborn, Marco Wittorf, Ilknur Boyraz
Plot
Mørke hemmeligheder på en tilsyneladende fredelig ø truer med at opsluge en forældreløs studerende, da han kommer tæt på en mystisk ny lærer.
- Dødens herskerinde: Sæson 2 – Anmeldelse | Netflix - 19/03/2025
- Mickey 17 – Anmeldelse (3/6) - 18/03/2025
- The Electric State – Anmeldelse | Netflix (4/6) - 14/03/2025