Hjemsøgt – The Haunting in Connecticut har forsøgt at blande familiedrama med horror. Og selvom det til dels lykkes rigtig godt, så er det også med til at trække den samlede vurdering ned.

Dramaet i Hjemsøgt: The Haunting in Connecticut er godt, og det er horror-delen bestemt også. Men ingen af dem får levet det fulde potentiale ud, når det kombineres. Forsøget er dog hæderligt og resultatet bestemt seværdigt.

Filmen er baseret på en virkelig historie, og det kan naturligvis forklare, hvorfor dramaet får relativt meget af tiden. Det er også vigtigt for karakterudviklingen og -forståelsen, men nogle scener virker bare en smule fremprovokerede. De hjælper derfor hverken på drama eller horror-niveau.

Skuespillet er overvejende flot, og i Kyle Gallner’s tilfælde er det decideret imponerende, hvorledes han portrætterer den kræftsyge teenage-søn, der foruden kvalme og smerter, nu også skal trækkes med hallucinationer og ånder, der bruger meget voldsomme kommunikationsmidler. Samtidig vil han helst skåne familien mest muligt, da de allerede ofrer alt for hans helbreds skyld.

:: Heaven of Trivia ::

Filmen er løst baseret på Al og Carmen Snedekers virkelige oplevelser, da de flyttede ind i et hus i Southington (Connecticut), som var hjemsøgt og tidligere havde været en bedemandsforretning. Deres historie foregik i 1986-88.

Fakta

(Originaltitel: The Haunting in Connecticut)

I biografen: 12-06-2009
På DVD: 27-10-2009
Genre: Gyser / Drama
Instr.: Peter Cornwell
Medv.: Virginia Madsen, Kyle Gallner, Elias Koteas, m.fl.
Land: USA, 2009

Resumé

Familien Campbell er i desperate, fordi teenagesønnen Matt lider af kræft og der er langt til hospitalet fra deres hjem. Men moderen, Sara, er en handlekraftig kvinde, så hun finder et billigt hus, hun kan leje tættere på. Hun undlader dog at fortælle resten af familien, hvorfor lejen er så lav, men det finder den syge Matt imidlertid hurtigt ud af!

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg