Dette er egentlig “bare” en lille horror-film, der ikke umiddelbart har gjort det store væsen af sig. Men ser man rollelisten, så kunne det bestemt godt have været en film, der havde fundet vej til biograferne – eller som minimum fået en god portion omtale i forbindelse med DVD udgivelsen.

Når det ikke sker, skal man dog ikke være nervøs for, at det er kvaliteten, der har fejlet. Næ nej, det er såmænd bare den lykkelige omstændighed, at det er en lille film på den fede måde. Den måde der betyder, at holdningen er “det her er vores lille kitch projekt, og vi gør sgu, som det passer os”. Der er altså ikke mange grænser for, hvad der siges og gøres… præcis som det gerne skal være i zombie splattergys.

Historien er den sædvanlige horror-komedie med zombie udgangspunktet; Ingen tror på de første, der siger ordet ‘zombie’, men inden for kort tid indser alle, at den er god nok. Her bliver det hele ekstra fjollet af, at vi har et cast fyldt med komedie-talenter, som f.eks. Aubrey Plaza (Safety Not Guaranteed og TV-serien Parks and Recreation) i titelrollen og Molly Shannon (Saturday Night Live) som hendes mor. Derudover er der dog også en række skuespillere, der ligeså ofte tager tunge dramatiske roller, men hygger sig med en lille omgang comedy-horror. Her kan især hovedrollen Dane Dehaan (Chronicle og Devil’s Knot), John C. Reilly og Anna Kendrick nævnes. Fælles for dem alle er dog netop, at de elsker at veksle mellem store Hollywood produktioner og disse små projekter, og det nyder vi gerne godt af.

Filmen er skrevet og instrueret af Jeff Baena, og dette er såmænd hans instruktørdebut, men årsagen til denne tiltro (og den stjernefyldte rolleliste) skal nok findes i, at han også skrev I Heart Huckabees tilbage i 2004, som er gået hen og blevet lidt af en kultfilm. Den film skrev han da også sammen med instruktøren, som var David O. Russell, der jo nærmest får smidt Oscar-nomineringer i nakken, hver gang han laver en ny film (The Fighter, Silver Linings Playbook).

Life After Beth er intet Oscar mesterværk, men den er sjov, vanvittig, NASTY og en regulær horror-hygger med fantastiske ansigter i alle roller.

Fakta

DVD-premiere: 24-07-2015
Genre: Horror, Komedie
Instruktør: Jeff Baena
Medvirkende: Anna Kendrick, Aubrey Plaza, Dane DeHaan, John C. Reilly, Molly Shannon m.fl.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg