Skytsenglen handler egentlig om en vanvittig spændende sag fra virkelighedens Danmark. Desværre pakkes den spændende historie ind i alverdens ligegyldigheder, der skal leveres af engelsktalende skuespillere.

Skytsenglen er baseret på en sand historie, der udspillede sig i Danmark i efterkrigstiden. Derfor er det oplagt, at filmen også foregår i Danmark. Til gengæld er det absolut ikke oplagt, at skuespillere – af forskellige nationaliteter – skal tale engelsk. Der går simpelthen Snemanden i den.

Men det her er næsten værre. I Snemanden var det nemlig ikke indfødte, der skulle tale engelsk. Det er det i høj grad i Skytsenglen.

Og det er altså mærkværdigt, at vi skal se Pilou Asbæk og Cyron Melville tale engelsk med hinanden. Det er jo ikke ligefrem Game of Thrones, vi er ude i. Der kan jeg nemlig sagtens nyde at se Pilou Asbæk og Nikolaj Coster-Waldau svine hinanden til på engelsk.

Men her sker det altså midt i København. Og mens de kalder hinanden ved deres danske navne og omtaler danske steder. Meget mærkværdigt!

Dansk historie fortalt af en finne

Filmen er tydeligvis ikke lavet til det danske publikum, men derimod et internationalt publikum. Bevares, den er jeg helt med på. Den er også både skrevet og instrueret af finske Arto Halonen.

Men så gå for pokker linen fuldt ud, og placér fortællingen i et engelsktalende land. Selve politibetjenten, Kriminalassistent Anders Olsen, er alligevel ikke en ægte person.

Eller rettere, han er baseret på flere forskellige danske politibetjente, men for at man kan tage sig en række “kunstneriske friheder”, er han et sammenkog af forskellige virkelige personer. Allerede dér har vi altså ændret på selve den “sande historie”.

Og selvom jeg normalt er glad for Pilou Asbæk, så er det en kedelig karakter, han får at lege med i Skytsenglen.

Skytsenglen (2018)

Ligegyldige sidehistorier

Men okay, uden denne fiktive kriminalassistent Olsen (Pilou Asbæk), så kunne vi jo ikke få en lille side-historie med hans kone. Hun kommer i øvrigt til at blive en aktiv del af selve efterforskningen, da hun indleder en form for venskab med den mand, politiet prøver at få bag tremmer.

Det er så uendeligt ligegyldigt, når nu selve historien rent faktisk allerede er spændende nok i sig selv.

En mand begår bankrøveri og skyder to mennesker. Alt sammen fordi han er blevet hypnotiseret af sin celle-kammerat, da han var i fængsel. Dét er da spændende nok uden en masse fluff rundt om.

Den eneste effekt, disse ekstra historier reelt har, er, at det hele bliver mere pastel-dysset i sit udtryk. Man sidder simpelthen og mister både interesse og opmærksomhed, når vi trækkes rundt til forskellige småhistorier.

Det kunne have været så godt

Vi så traileren og tænkte, at den så spændende ud. Et stykke dansk historie, hvor virkeligheden i den grad overgår fiktion. En krimi-thriller med et nærmest overnaturligt islæt. Det kunne have været så godt, men bliver bare en total ligegyldighed.

Som prikken over i’et har vi en sekretær af en art. Hun render rundt og laver skrivemaskine-lyde som en form for trommehvirvel, når hun har sagt noget sjovt. Det er grotesk malplaceret og virker som et forkvaklet syn på kvinder både dengang og nu.

Kriminalassistentens kone skal jo sjovt nok ikke opføre sig som en tåbe.

Men den afblegede kvinde, der er ansat hos politiet, skal åbenbart været en form for Marilyn Monroe klon, der lige skal levere lidt hygge på kontoret?

Skytsenglen (2018)

Drop nu det internationale fokus

Kan vi ikke snart få disse nationale historier på deres nationale sprog?

Hvorfor er det, at Mel Gibson (med alle sine fejl og mangler) formår at lave film på helt eller delvist uddøde sprog med både Apocalypse og Passion of the Christ, mens vi her i Skandinavien har travlt med at fortælle vores historier på engelsk.

Skytsenglen bliver jo for fanden alligevel aldrig noget internationalt hit. Til gengæld plejer det at gå ret godt, når vi holder os til det danske. Det er den slags film, der resulterer i Oscar-nomineringer.

Jeg forstår slet ikke dette fokus på at gøre filmene engelsksprogede, når der så primært hyres skandinaver til at spille rollerne. Josh Lucas gør det fint, men virker jo ikke ligefrem som en dansker ved navn Bjørn. Så selv denne del er noget mærkværdigt.

Kun danskere synes, det er sjovt at genkende dele af København, så lad os dog få den komplette oplevelse. Eller – som sagt indledningsvist – flyt historien til et engelsktalende land og forklar til sidst, at historien er baseret på en sand historie fra Danmark.

Som dansker bliver det i hvert fald et stort nej tak herfra til Skytsenglen.

FAKTA

Biografpremiere: 28. juni 2018
DVD-premiere: 23. august 2018
Instruktør: Arto Halonen
Medvirkende: Pilou Asbæk, Josh Lucas, Rade Serbedzija, Christopher Fulford, Johannes Lassen, Cyron Melville, Mikko Nousiainen, Sara Soulié, Pamela Tola, Renne Gjoni
Genre: Psykologisk thriller

Resumé
Skytsenglen er en psykologisk thriller baseret på den virkelige historie om én af dansk kriminalhistories mest mystiske sager. I efterkrigstidens København, bliver en ung kriminalbetjent, Anders Olsen (Pilou Asbæk), leder af en efterforskning, der fører ham ind i en mørk labyrint af tankemanipulation og mord. Bankrøveren Palle Hardrup (Cyron Melville) tilstår uden omsvøb eller tegn på anger at have røvet Landmandsbanken på Nørrebro og dræbt to personer. Hans væremåde får politiet til at tro, at der er tale om psykisk manipulation og Anders Olsen får mistanke om, at Palle er blevet hypnotiseret af sin tidligere cellekammerat, nazisten Bjørn Schouw Nielsen (Josh Lucas). Den unge efterforsker bliver besat af at opklare sagen og afsløre de psykologiske teknikker Nielsen bruger for at få andre til at begå kriminalitet. Og mens efterforskningen intensiveres, får Nielsen kontakt til Olsens kone, Marie, som takker ja til at få ham som psykoterapeut…