UTØYA 22. JULI rammer hårdt med sin meget simple tilgang til tragedien. Der er ingen underlægningsmusik, og filmen er skudt ud i ét. Det giver en nerve og et nærvær, der er altafgørende for, at filmen overhovedet er berettiget. Og det synes jeg, overraskende nok, at den er.

Filmen UTØYA 22. JULI fik meget omtale allerede inden, optagelserne begyndte. Er det nødvendigt med en film om tragedien? Er det for tidligt? Hvorfor overhovedet forsøge at genskabe noget så frygteligt?

Jeg synes personligt, at det er nødvendigt at belyse tragedier, så vi måske kan undgå, at de sker igen. Om det er for tidligt, er svært at svare på. Det synes jeg reelt kun, de overlevende og pårørende (til både ofre og overlevende) kan svare på. Hele produktionen af UTØYA 22. JULI er sket i tæt samarbejde med netop overlevende og pårørende, og dét siger alt for mig.

Der er også lavet aftaler om, at ingen trailer eller filmklip frigives samt at kun ét stillbillede fra filmen, må bruges. Også dette er en aftale mellem producenterne af UTØYA 22. JULI og de overlevende og pårørende.

UTØYA 22. JULI er ekstremt svær at se

For mig er UTØYA 22. JULI både vigtig og nødvendig, da der endegyldigt kommer fokus på ofrene og ikke gerningsmanden. Hans navn bliver i øvrigt aldrig nævnt i filmen – og vil heller ikke blive det i denne anmeldelse. Det handler om at tage fokus tilbage på tragedien, og ikke gerningsmandens vanvittige tanker, gerninger og påfund efterfølgende.

Men filmen er da ekstremt svær at se, da det hele føles mere som en reel optagelse af begivenhederne. Det er mere uhyggeligt end nogen gyserfilm, hvor vi jo ved, at det hele “bare” er skabt som underholdning.

UTØYA 22. JULI er filmet ud i ét take, så der er aldrig nogen pause. Den eneste baggrundsstøj er de skud, der konstant affyres i forskellige afstande fra vores hovedperson. Og så naturligvis de råb og skrig, de unge mennesker kommer med.

Filmen er ikke optaget på selve Utøya, men derimod på naboøen. Instruktør, Erik Poppe, havde fem dage og kunne gennemføre ét take per dag. Det er optagelserne fra fjerde dag, der er blevet til den endelige film.

Det er derfor også en kraftpræstation af filmfotografen, Martin Otterbeck, der altså også er 100% på i den knap halvanden time, fortællingen udspiller sig over. Instruktøren dirigerer på afstand, så det reelt “kun” er det mest nødvendige crew og skuespillerne, der bevæger sig rundt på øen.

Utøya 22. juli

En fiktiv hovedperson

Vi følger den fiktive karakter, Kaja, og hendes venner i UTØYA 22. JULI. Eller rettere, Kaja er vores [publikums] vidne i denne fortælling, og derfor møder vi også flere andre undervejs. Dem, hun støder på og forsøger at hjælpe. Og dem, hun ikke kan hjælpe.

Dette er ikke nogen heltefortælling. Tværtimod, så er det én persons beretning, der på alle måder viser, at vi handler vidt forskelligt under pres. Ingen bliver dømt og ingen hyldes. Gerningsmanden vises et par gange på afstand – nærmest som en silhuet – og det er sådan, det bør være.

Alle skuespillerne er i øvrigt amatørskuespillere, og det mærkes måske lidt i starten. Men det er så sandelig også det, der skaber den nødvendige autenticitet og respekt.

Kaja spilles Andrea Berntzen, der er ved at uddanne sig som skuespiller. Hun er den helt rigtige til denne film og leverer en pragtpræstation. Hun vidste faktisk ikke engang, hvad det var, hun var til audition på før tredje runde af casting. Det kan ikke være nemt at være med til en film som UTØYA 22. JULI.

Der er i øvrigt også inkluderet en anden vigtig (og fiktiv) karakter ved navn Issa. Han er af mellemøstlig oprindelse, og da bomben springer i regeringskvarteret i Oslo, bliver han som den første nervøs. Han er nemlig udmærket klar over, at hvis det er Al-Qaeda eller lignende, så vil han personligt blive stillet til ansvar af alle, der ser hans ansigt og hudfarve.

Vennerne forsøger at opmuntre ham, men de forstår tydeligvis ikke hans situation. Især ikke mens de sidder isoleret på en sommerlejr, hvor der er fine bannere med “No racism” rundt omkring. De lever i deres ideologi, og han ved, hvordan den virkelige verden er.

Det er en lille detalje, der især ramte mig. Jeg husker nemlig udmærket, hvordan medierne som udgangspunkt spekulerede i netop terror fra eksempelvis Al-Qaeda.

Skabt over øjenvidne beretninger

Selvom Kaja – og alle hendes venner – er fiktive, så er UTØYA 22. JULI bygget på øjenvidneberetninger. Det, der sker i filmen, er altså bygget op omkring virkelige hændelser, der blot og strikket sammen på kryds og tværs til at danne én historie.

Manuskriptforfatterne Anna Bache-Wiig og Siv Rajendram Eliassen har haft fokus på at fortælle ofrenes historie. Det lykkes de helt eminent med i UTØYA 22. JULI, hvor Erik Poppe instruerer en uhyggeligt ægte gengivelse.

I stedet for kun at høre hvordan ofrene har det på årsdagen – mens gerningsmanden får spalteplads i tide og utide – så er der nu en fortælling af deres oplevelse.

Filmen belyser også de groteske fejl, der blev begået fra myndighedernes side. De muliggjorde, at gerningsmanden kunne dræbe 69 mennesker og såre 60 unge mennesker i hele 72 minutter, før hjælpen endelig ankom. Derudover omkom 8 mennesker i Oslo, og 98 blev såret af bomben dér.

Det er måske det mest uhyggelige, jeg nogensinde har oplevet. Og det er ikke bare “based on a true story”. Det er fakta!

Endnu en Utøya film på vej

Der kommer i øvrigt endnu en film om Utøya sidst på året. Den kommer til at hedde Norway, og produceres af Netflix. Instruktøren af Norway er Paul Greengrass, der stod bag United 93. Det er filmen, der fortæller historien om flyet, der aldrig nåede frem til sin destination d. 11. september 2001. Passagerer fik overtaget fra terroristerne og styrtede flyet på en mark, da de hørte om World Trade Center gennem pårørende.

Foruden UTØYA 22. JULI er United 93 den bedste film, jeg har set, der fortæller ofrenes historie. Jeg så den endda i New York. Paul Greengrass skulle også have været i tæt kontakt med de overlevende og pårørende. Jeg håber derfor, at også den kommende film kommer til at have sin berettigelse, så vi i større omfang får ofrenes historie frem for gerningsmandens.

For en god ordens skyld skal det siges, at bomben i Oslo indleder historien i UTØYA 22. JULI. Det er ægte overvågningsbilleder fra området omkring regeringskvarteret i Oslo, der kommer over skærmen først. Derefter kommer vi videre til Utøya og møder Kaja. En brutal og nødvendig måde at indlede filmen på, der sikrer, at publikum forstår både ægtheden og alvoren af den historien, de bevidner.

UTØYA 22. JULI er en hjerteskærende oplevelse og vil nok ikke være for alle. Men hvis man vil forsøge at sætte sig i ofrenes sted, og anerkende deres smerte, så bør man se den.

FAKTA

Biografpremiere: 3. maj 2018
VOD-premiere: 10. september 2018
Instruktør: Erik Poppe
Medvirkende: Andrea Berntzen, Elli Rhiannon Müller Osborne, Jenny Svennevig, Aleksander Holmen, Ingeborg Enes Kjevik, Sorosh Sadat, Brede Fristad, Ada Otilde Eide

Resumé
Utøya 22. juli følger den unge kvinde Kaja, der er på ø-lejr sammen med sin lillesøster Emilie, da de modtager nyhederne om et bombeangreb i Oslo.

Kort derefter begynder skudsalver at lyde på øen, og ren panik bryder ud. Kampen for at overleve og kampen for at finde sin søster i live sætter ind hos den resolutte Kaja, men hun befinder sig midt i et kaos af frygt og død, uden at en eneste af de unge mennesker aner, hvad de løber væk fra.