THE RIPPER er en ny Netflix doku-serie om seriemorderen kendt som “The Yorkshire Ripper”. Og ja, han blev fanget og kom i fængsel, så vi er ikke ude i en uløst sag. Heldigvis er meget af seriens fokus dog på ofrene – og det ret ringe politiarbejde. Læs vores The Ripper serie-anmeldelse her!

THE RIPPER er en ny Netflix-serie i “true crime”-genren. Denne dokumentar-serie er fra England og handler om “The Yorkshire Ripper”, der blev fanget i 1981. Dermed er denne doku-serie en meget komplet oplevelse, da vi får hele historien og ikke sidder tilbage med en uforløst sag, som vi kender det fra Unsolved Mysteries-serien på Netflix.

Det er desuden en ret kort dokumentar-serie, der alligevel får dækket hele sagen ret godt. Og også dejligt kronologisk, så man hele tiden kan følge med i den groteske udvikling. Med kun fire afsnit, der alle er under en time i spilletid, kan den snildt ses over en eller to dage.

Læs vores fulde The Ripper serie-anmeldelse herunder, og find alle fire afsnit på Netflix nu.

En ny Jack the Ripper

Eftersom mange af de myrdede kvinder var prostituerede (i hvert fald i følge politiet) og blev efterladt, så alle kunne se deres lig, blev denne nye seriemorder hurtigt sammenlignet med Jack the Ripper. Derfor fik han naturligvis navnet “The Yorkshire Ripper” i medierne. Alle mord fandt nemlig sted i West Yorkshire – ofte i eller nær fattige områder.

Bare et lille årti tidligere havde det ellers været en område med godt gang i industrien. Derfor fokuserer denne Netflix doku-serie også på omstændighederne, der blandt andet kunne drive kvinder til prostitution for at sikre mad på bordet til deres børn. Samtidig gjorde det også, at forholdet til politiet ikke var helt godt.

Dét, der især bør forarge, er det faktum, at der er ekstremt meget victim-blaming, når man ser de gamle presseklip fra tv og aviser. Politiet udråbte lynhurtigt alle ofre til at være prostituerede, og først når en 16-årig pige fra et mere “ærbart” arbejderhjem bliver myrdet, omtales ofret som værende “uskyldigt”. Det er direkte kvalmt at se på!

Heldigvis er det også netop pointen. Ikke mindst når vi hører helt nye interviews med journalister og politibetjente, der var inde over sagen dengang. Langt de fleste var tydeligvis ikke med på den teori, at kvinderne nærmest selv var ude om det.

Helt overordnet er der ret meget pivringe politiarbejde inde over, hvor betjente konstant lader deres egne idéer og teorier styre efterforskningen. Dermed ignorerer de beviser og henvendelser, der ikke passer ind i deres kram. Ikke mindst, da der begynder at komme breve og kassettebånd fra en mand, der siger, han er morderen.

The Ripper – Netflix anmeldelse

Se hele The Ripper dokumentar-serien på Netflix nu!

Det sidste afsnit (nummer 4) handler især om, hvordan The Yorkshire Ripper endelig bliver fanget. Og lad mig bare sige, at det ikke ligefrem er takket være de betjente, der har stået i spidsen for efterforskningen. Faktisk burde han være blevet fanget langt tidligere. Alligevel ligner disse ansvarlige efterforskere tre glade julegrise, da anholdelsen er i hus.

Før han endelig bliver anholdt (og nej, vi gider ikke omtale ham ved navn her), når han at dræbe 13 kvinder. I hvert fald ifølge hans egne indrømmelser, selvom der måske kan være flere (selv sager i Danmark og Sverige har været oppe at vende). Derudover er der 9 kvinder, hvor han har erkendt, at han stod bag overfaldet. Disse ni overlevede!

Du kan læse mere om denne seriemorder på Wikipedia her. Helt overordnet får du dog et godt portræt af ham allerede ved at se afsnit fire. Som udgangspunkt er jeg stor fan af, at der er langt mere fokus på ofrene fremfor ham. Ikke mindst i de sidste øjeblikke af denne Netflix true-crime serie.

Er du fan af true-crime genren, hvor gerningsmanden bestemt ikke forherliges, mens ofrene (og deres pårørende) får fokus og politiarbejdet både hyldes og kritiseres (som fortjent), så skal du bestemt se denne!

Alle fire afsnit af The Ripper doku-serien kan ses på Netflix fra den 16. december 2020.

Plot

I slutningen af 1970’erne har det britiske politi store kvaler med at finde, for ikke at tale om at fange, seriemorderen kendt under navnet The Yorkshire Ripper. 

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.