:: Anmeldelse ::

Filmens grundsten er baseret på Edgar Allen Poe’s korthistorie ’The Tell-Tale Heart’ – dog med en del justeringer til historien.

Det primære cast er en garvet skare, som bestemt bærer filmen og nok i bund og grund sørger for, at vi giver filmen 4 splatter i stedet for 3. Josh Lucas får i sit skuespil vist både sine good-guy og bad-guy sider frem, og det gør han med bravour. Lena Headey er som altid en solid skuespiller, om end hun ikke får helt så mange strenge at spille på. Det er egentlig ærgerligt, da hun hendes talent ellers sagtens kan bære dette. Det havde også givet filmen mere dybde, hvis de havde ladet castet komme endnu mere til sin ret, men dette er desværre resultatet af et super cast og et lidt rodet plot.

En anden skuespiller, der skal fremhæves er naturligvis Brian Cox. Den mand kan altid levere noget solidt og troværdigt, som gør at han kan slippe af sted med alverdens replikker, som man bare accepterer lige med det samme. Og så er danske Ulrich Thomsen også med ombord. Han er som altid god, men der er desværre ikke meget nyt under solen. Desværre synes jeg, han er blevet fanget en smule i en karakter-fælde, hvor han spiller den samme type person igen og igen. Det er problemet med at være dygtig til noget; Pludselig kan man ikke komme til at lave andet!

Men hvis vi tilsidesætter disse mindre ting, så er dette faktisk en rigtig underholdende film, som sagtens kan anbefales og som uden tvivl nok kan tilfredsstille de flestes behov for en god aften i hjemmebiografen. Det er psykologisk horror, og traileren holder hvad den lover: En masse twists, forvirring og action.

Fakta

(Originaltitel: Tell-Tale)På DVD: 05-07-2011
Genre: Gyser | Horror | Thriller | SciFi | Drama
Instr.: Michael Cuesta
Medv.: Josh Lucas, Lena Headey, Brian Cox, Ulrich Thomsen, Dallas Roberts m.fl.
Land: USA, 2009

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.