The Curse of La Llorona er nyeste skud på stammen i James Wans filmunivers omkring The Conjuring. Det er dog på et lidt tyndt grundlag og skraber bunden af den skønne franchise. Formen er god, men det halter godt nok med indholdet!

The Curse of La Llorona er nyeste gyserfilm i James Wans filmunivers omkring The Conjuring. Det er dog på et lidt tyndt grundlag. Man kunne eksempelvis også lynhurtigt gøre hele Insidious franchisen til en del af dette univers, hvis der ikke skal mere til.

Ja, det er nok ret nemt at fornemme min skuffelse over denne film. Jeg synes faktisk, vi nu skraber bunden af den skønne franchise – og det er selvom jeg også var skuffet allerede med The Nun, som jeg simpelthen forventede mere af.

Formen er god og tydeligvis meget “James Wan’sk”, men det halter godt nok med indholdet. Og når vi taler form, så ville jeg faktisk foretrække kvinden fra Insidious filmen. De ligner da også hinanden til forveksling foruden, at La Llorona er klædt i hvidt i stedet for sort.

Bemærk i øvrigt at filmtitlen pludselig er The Curse of The Weeping Woman, når filmen begynder. Ret mærkværdigt, når nu den konsekvent har været promoveret som The Curse of La Llorona.

Det betyder i øvrigt præcis det samme og er en “ægte” mexicansk myte, som vi kommer (lidt) mere ind på i denne anmeldelse.

Kvinder er dumme, onde og hævngerrige

Der er meget ved The Curse of La Llorona, der er virkelig irriterende. Vi lå dog på en fin 3’er i starten, og svingede os op omkring en meget hæderlig 4-splattet oplevelse, inden det bliver virkelig ringe.

Hele myten om La Llorona eller “The Weeping Woman” er som sagt en ægte mexicansk fortælling, som mange børn i årenes løb er blevet skræmt af. At hele denne myte så tydeligt er skabt af den katolske kirke for at gøre kvinder til skurke, kan næppe overraske mange.

Det er da også symptomatisk for hele plottet i The Curse of La Llorona. Først er det en kvinde, der bliver sur og vil straffe sin mand, hvorefter hun bliver straffet af gud. Straffen indebærer så reelt, at mange andre kvinder skal lide, hvilket også passer rigtig godt med mit indtryk af religion.

Kvinderne i The Curse of La Llorona er generelt onde og dumme. Altså, selv den lille pige skal opføre sig på en måde, så man virkelig bliver irriteret. Det er lige, så hele salen nok kommer til at stønne højlydt – og ikke på den gode eller sjove måde!

Til gengæld er alle mændene helte på den ene eller anden måde. Det skal dog siges, at den lille dreng i historien virkelig er en god dreng og bliver spillet godt af unge Roman Christou. Det er bare så kedeligt og meget atypisk for The Conjuring-universet.

Undtagelsen er heldigvis til stede i form af Linda Cardellini karakteren som mor. Hun er helt fantastisk og virkelig sej – desværre skal der bare opstå mange irriterende situationer for, at hun kan vise dette.

The Curse of La Llorona anmeldelse

Så gør dog noget, for helvede!

Godt nok varer The Curse of La Llorona kun halvanden times tid med en spilletid på 93 minutter, men alligevel venter man ofte på handling. Alle karaktererne er så fandens langsomme til at reagere. Selvom efter de har indset og anerkendt, at La Llorona findes og er efter dem.

Det er meget irriterende og virkelig trættende!

Undtagelsen er (til dels) igen mor Anna (Linda Cardellini), der hurtigere griber til mere drastiske metoder for at beskytte sine børn. Linda Cardellini har været med i alt fra Skadestuen til Netflix-serien Bloodline samt Oscar-filmen Green Book, hvor hun er Viggo Mortensens kone.

Hun er i øvrigt altid møghamrende sej, og det er skønt at se hende i en hovedrolle. Filmen er bare slet ikke god nok til det, hun leverer.

Generelt er formen god for The Curse of La Llorona, hvor instruktion og fed kameraføring redder en del. Det samme gælder skuespilpræstationerne. Men drop nu det CGI og gule-øjne syndrom, som La Llorona lider under. Og så skriv dog for helvede en ordentlig historie!

The Curse of La Llorona anmeldelse

The Curse of La Llorona er bare ikke god nok

Instruktøren bag The Curse of La Llorona er Michael Chaves, der også instruerer The Conjuring 3. Heldigvis tyder det faktisk rigtigt godt for dén film, da Michael Chaves meget tydeligt er godt oplært af James Wan. Der er fantastiske skud og vinkler samt et smukt brug af skygger og mørke.

Historien derimod er den helt store synder, og her kan man kun bebrejde manuskriptforfatterne Mikki Daughtry og Tobias Iaconis. Ja, og så også James Wan, at han lader det her være en del af The Conjuring-franchisen, da den sagtens kunne stå alene.

Mikki Daughtry og Tobias Iaconis har i øvrigt heller ikke ligefrem skrevet til gyserfilm tidligere, og dét fornemmer man sateme også. De har skrevet det romantiske drama Five Feet Apart (der eftersigende skulle være utroligt godt), og det er sådan set det. 

Er du fan af The Conjuring-universet, så må jeg – for en god ordens skyld – anbefale, at du ser The Curse of La Llorona. Man ved jo aldrig, hvordan den eventuelt bliver bundet yderligere ind i fremtidige film. Denne her foregår i øvrigt i 1973, selvom der ikke er meget, der belyser dette faktum foruden lidt letkøbte detaljer.

Men man kan jo altid håbe, at Linda Cardellini kommer med i en bedre film senere. Hun fortjener i hvert fald bedre end det her.

 

FAKTA

Biografpremiere: 17. april 2019
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Michael Chaves
Medvirkende: Linda Cardellini, Patricia Velasquez, Sean Patrick Thomas, Roman Christou

Plot

Den grædende kvinde – et tragisk, men skræmmende væsen fanget mellem himmel og helvede, og fanget af en frygtelig, selvskabt skæbne. Alene hendes navn har vækket rædsel i utallige generationer over hele verden. Som levende druknede hun sine børn i jalousi, men kastede sig i den rivende flod for at drukne de smertende tårer, der derfor nu flyder for evigt. Vé den, der hører hendes dødskald i natten, for han eller hun er fortabte.

La Llorona færdes i skyggerne, hvorfra hun betragter børnene, desperat efter at erstatte tabet af sine egne. Men efterhånden som århundrederne er gået, er hendes ønsker blevet stadigt mere grådige, og hendes metoder tilsvarende skræmmende. I halvfjerdsernes Los Angeles glider La Llorona gennem natten, og betragter de sovende børn. Da hun ignorerer de desperate advarsler fra en mor, der er mistænkt for børnemishandling, drages en ung socialarbejder og hendes egne små børn ind i et skræmmende mareridt. Deres eneste håb om at overleve La Lloronas evige vrede viser sig at være en desillusioneret præst og den mysticisme, han praktiserer for at holde det onde på afstand i det spinkle rum, hvor frygt og tro konfronterer hinanden…