Unfriended: Dark Web er opfølgeren til første Unfriended film, men dog kun i forhold til selve konceptet. Og ja, 2’eren af faktisk bedre. Læs hvorfor og hvordan, Unfriended 2 er bedst i vores anmeldelse!

Unfriended: Dark Web er en ny horror-thriller, der samtidig er 2’eren til Unfriended fra 2016. Den blev faktisk lavet i 2014, men udkom først et par år senere. Anyway, præcis som i den første film er konceptet, at vi får historien fortalt udelukkende via hovedpersonens computerskærm.

Vi ser Skype samtaler med venner, research af forskellige emner via Google, diverse på Facebook samt musik via Spotify. Det er en ret effektiv fortællervinkel, der kræver en del af publikum, da der i dén grad skal multitaskes.

Altså, præcis som i den virkelige verden. Sjovt nok er det lige præcis en film som Unfriended: Dark Web, der kræver meget opmærksomhed, at du skal lægge mobilen helt væk. Læs mere om, hvorfor Unfriended 2 er værd at se i denne anmeldelse.

Unfriended: Dark Web er mere realistisk creepy!

Mens den første Unfriended var lidt mere til den overnaturlige og klassiske horror-side, så er Unfriended: Dark Web faktisk mere uhyggelig på den realistiske måde. Denne gang kommer hovedpersonen, Matias, nemlig “bare” til at se noget, han aldrig skulle have set.

Anbefalet læsning: Hvis du ikke har set (eller ikke kan huske) Unfriended, der udkom i 2016, så læs vores anmeldelse her >

Matias (Colin Woodell) lander på skyggesiden af internettet, hvor alle de virkelig skumle ting foregår. Det er her, der købes og sælges diverse ulovligheder. Fra snuff-film til stoffer og hælervare samt lejemord.

Uanset hvor paranoid og konspiratorisk man er (eller ikke er), så ved vi efterhånden godt, at der altid kan være nogen, der ser med. Om ikke andet har nok både USA og Rusland snablen godt nede i diverse online enheder.

Dette giver Unfriended: Dark Web en helt klar følelse af, at “det kunne ske for dig”. Et par malplacerede klik eller lidt for friske handlinger og vupti, så har du set noget, du absolut ikke skulle se.

Unfriended: Dark Web – anmeldelse

Skønt cast holder højt niveau

En film, der foregår 100% på én skærm med 117 vinduer åbne (bevares, overdrivelse fremmer forståelsen) kræver sit cast. Det er altafgørende, at vi ønsker at høre, hvad skuespillerne siger – og i øvrigt forsøger at formidle.

Ikke mindst da der hele tiden foregår rigtig mange forskellige ting. For os, der ser filmen, er det hele tiden med udgangspunkt i Matias, da det er hans skærm, vi følger med på.

Heldigvis er Unfriended: Dark Web fyldt med dygtige skuespillere. Hovedrollen som Matias spilles af Colin Woodell, der senest var med i The Purge tv-serien, der kan ses på Amazon Prime streamingtjenesten. Han har også været med i The Originals tv-serien samt filmen Unsane, så der er en del steder, du måske er stødt på ham.

Han er virkelig fantastisk i Unfriended: Dark Web. Og dét havde jeg nok ikke helt forventet, da jeg blev umådeligt træt af ham i The Purge serien.

Foruden Colin Woodell har vi Betty Gabriel, som mange nok vil genkende fra Get Out. Hun har dog også været med i The Purge franchisen, men ikke i tv-serien. Hun var med i The Purge: Election Year, og du kan også have set hende i Upgrade (2018) eller måske Westworld serien.

Derudover har vi Rebecca Rittenhouse, der har været med i de to Hulu produktioner The Handmaid’s Tale og Into the Dark. Og Andrew Lees fra Mortal Engines og The Originals tv-serien.

Unfriended: Dark Web – anmeldelse

Solid instruktørdebut af Stephen Susco

Unfriended: Dark Web er både skrevet og instrueret af Stephen Susco, der her får sin instruktørdebut. Som manuskriptforfatter har han dog allerede en del erfaring. Hans første manuskript var til genindspilningen af The Grudge i 2004 og derefter The Grudge 2 i 2006. Begge blev i øvrigt instrueret af den oprindelige Ju-On: Forbandelsen instruktør, Takashi Shimizu.

Derudover stod Susco bag historien til Texas Chainsaw 3D og var producer på Ole Bornedals gyserfilm The Possession (2012). Med andre ord arbejder Stephen Susco ret hardcore her i horrorgenren.

Med Unfriended: Dark Web har han skabt sin helt egen film. Godt nok er det (teknisk set) en opfølger til Unfriended, men det kunne reelt også have været en opfølger til Searching (2018). Det eneste de har til fælles er nemlig, at historien fortælles udelukkende via en computerskærm.

Hvis du kunne lide Unfriended eller Searching, bør du helt klart også være glad for Unfriended: Dark Web. Ser du filmen på DVD eller Blu-ray får du ovenikøbet mulighed for at se alternative slutninger. Filmen slutter dog ret optimalt og passende, efter min ydmyge mening.

Unfriended: Dark Web er ude på DVD, Blu-ray og streaming i Danmark nu!

FAKTA

DVD-premiere: 11. april 2019
Genre: Horror
Instruktør: Stephen Susco
Medvirkende: Betty Gabriel, Rebecca Rittenhouse, Stephanie Nogueras, Colin Woodell, Andrew Lees, Savira Windyani, Connor Del Rio, Bryan Adrian

Plot

Da en ung mand finder et sted med skjulte filer på sin nye pc, bliver han og hans venner uden at vide af det kastet ud i det mørke net. De opdager hurtigt, at nogen har holdt øje med alle deres træk og vil gå ufatteligt langt for at beskytte det mørke net. 

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg