Prospect er en sci-fi thriller, der reelt kan fungere som familieeventyr. Det er dog den mere dystre af slagsen, da det bliver ret voldsomt undervejs. Læs mere om virkemidlerne i denne anmeldelse!

Prospect er en ny sci-fi thriller, der bruger ret enkle virkemidler, men gør det utroligt effektivt. Historien er reelt ret lille, men konsekvenserne for alle karakterer er yderst alvorlige.

Det er bogstavelig talt et liv på kanten. En fremtidens form for guldgraver, om man vil.

Og ja, Prospect kan faktisk fungere som et eventyr for hele familien, men det bliver brutalt undervejs. Både rent fysisk og i den mere psykologiske forstand. Især for hovedpersonen, der er en teenagepige på en fremmed planet.

Guldgraver i rummet

Historien indledes med, at hun befinder sig på et lille rumskib sammen med sin far. Dette rumskib bliver transporteret af et langt større rumskib, der reelt fungerer som en form for “offentlig” rumtransport for menneskeheden. Lidt ligesom når du kører bilen ombord på Oslo-båden og vupti, så er du i Norge.

Her er far og datter bare på vej til en grøn planet, hvor der findes ædelstene, de skal høste. De er fremtidens rum-guldgravere. Eller måske er det nærmere at sammenligne med dem, der høster perler fra østers. Det lader nemlig til at være en form for levende organisme, de “høster” disse ædelstene fra.

Selve processen med at få fat i disse dyrbare sten er desuden en yderst delikat affære.

Prospect (2018) anmeldelse

Solidt cast i Prospect

Hovedpersonen som teenagepigen Cee spilles af Sophie Thatcher. Og ja, hun gør det godt. Det er altså altafgørende for historien, at hun fungerer, så karakteren bliver troværdig. Hun virker umiddelbart langt ældre, men det er nok den helt naturlige bivirkning ved at have så voksent et job og liv.

Hendes far spilles af Jay Duplass (Transparent, Room 104). Det er dog ikke den mest stabile far, hun har, da han både skal bruge lidt sjove dråber for at sove og nogle spændende tyggetabletter for at blive frisk igen. 

En konkurrerende ædelstenjæger, Ezra, spilles af Pedro Pascal (Game of Thrones) og allerede fra PR billeder og traileren kan man regne ud, at de kommer til at slå pjalterne sammen. Som man siger.

Det er i øvrigt fint lige at få set Pedro Pascal i en rum-rolle, når nu han snart skal spille titelrollen i Star Wars spin-off serien The Mandalorian.

Prospect (2018) anmeldelse

Stærk spillefilmdebut

Prospect er skrevet og instrueret af filmskaberduoen Christopher Caldwell og Zeek Earl. Filmen er faktisk baseret på deres kortfilm af samme navn fra 2014. Når man har set Prospect, er det da også tydeligt, at der er rigeligt kød på historien til at lave en spillefilm. 

Tidligere har Christopher Caldwell og Zeek Earl lavet en del kortfilm, men dette er deres spillefilmdebut. Desuden har Zeek Earl også klaret opgaver som filmfotograf på Prospect. Det er ikke ringe.

Det er også en fantastisk detalje, at det mærkværdige støv på denne grønne planet ikke er CGI. Det er derimod en optagelse af støv, der blev kastet op i luften og hvirvlede rundt. Derefter er dette så lagt ovenpå billedet af optagelserne. Super enkelt og yderst effektivt.

Prospect er bestemt værd at se for fans af sci-fi thriller-genren. Den er måske lidt langsom til tider, men intet der ødelægger den overordnede oplevelse. 

FAKTA

DVD/VOD-premiere: 4. april 2019
Genre: Thriller, Science Fiction, Drama
Instruktør: Christopher Caldwell, Zeek Earl
Medvirkende: Pedro Pascal, Sophie Thatcher, Jay Duplass, Luke Pitzrick, Arthur Deranleau

Plot

En teenagepige og hendes far lander på en fjern måne på jagt efter dyrebare natur rigdomme. Deres kontrakt leder dem hen til månens giftige skove, hvor de skal udvinde sjældne ædelstene, men de er alt andet end alene i vildmarken ude i rummet. På trods af rivaliserende ædelstensjægere, røvere og indfødte vil den største fare vise sig at være dem selv.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg