The Dark er en fantasy horrorfilm, der bare fungerer og holder, hvad den lover. Opskriften er et enkelt, men godt, plot og solide skuespilpræstationer. Læs mere om The Dark her i vores anmeldelse!
The Dark er en fantasy horrorfilm af den type, hvor man reelt gerne ville have mere. På mange måder er det en ekstremt modbydelig historie, men selve plottet i filmen handler om overlevelse.
På sin vis er selve “horror”-delen alt det, vores to hovedpersoner har været udsat for, mens “fantasy” dækker over deres vej tilbage til livet. Selvom det er en fantasy horrorfilm, er selve uhyggen bundet op på meget ægte og realistiske elementer.
Det er måske ikke en film for alle, men The Dark er en solid fortælling, der fokuserer på overgreb og misbrug fra en anderledes vinkel.
Nadia Alexander er uhyggeligt god
Hovedrollen som den udøde pige, Mina, spilles af Nadia Alexander. Hun er simpelthen blændende i denne rolle, hvor vi både ser hende som “normal” pige og så som dette zombie-lignende væsen. Eller rettere, hun er ikke decideret zombie, men hun er ret død og alligevel stadig et væsen, der kan tale og – ikke mindst – spise.
Nadia Alexander formår simpelthen at formidle så utroligt meget gennem en ret overvældende make-up. Hun har nemlig både hul i hovedet og mangler en del hud i ansigtet samt meget blodskudte øjne. Bare rolig, du skal nok opdage præcis, hvordan hun er kommet til at se sådan ud.
Hvis du har fået set sæson 1 af The Sinner, så vil du nok genkende Nadia Alexander som den voksne udgave af Phoebe.
Læs også: Vores anmeldelse af den fantastiske The Sinner sæson 1 her >
Og ja, Phoebe var lillesøsteren til Jessica Biels karakter. Og har du ikke set The Sinner, så er det altså bare om at komme i gang!
Flere gode præstationer i The Dark
Den dreng, der ender ved hendes hus i skoven, hedder Alex, og han er ikke i meget bedre stand. Han er blind, fordi hans kidnapper har brændt (eller nærmest smeltet) al huden omkring hans øjne. Alex spilles af Toby Nichols, der også leverer varen.
Har du set Netflix-serien Iron Fist, vil du nok genkende ham som den unge udgave af hovedpersonen, Danny Rand.
En anden, der leverer varen i The Dark, er Alex’s kidnapper, Josef Hofer, der spilles effektivt af Karl Markovics (Babylon Berlin). Han er bare nasty! Lige først ved man ikke, hvor man har ham, men det finder man sateme ud af, når man møder Alex.
Intens og imponerende spillefilmdebut
The Dark markerer en spillefilmdebut for Justin P. Lange som både instruktør og manuskriptforfatter. Tilbage i 2013 lavede Justin P. Lange kortfilmen af samme navn, og den er altså nu blevet til en spillefilm. Derudover har han endnu to kortfilm på CV’et fra henholdsvis 2008 og 2010.
Når man har set The Dark, kan man næsten kun glæde sig til at se, hvad Justin P. Lange kommer med som det næste. Sådan har jeg det i hvert fald. Der er intet på IMDb lige nu, men det kan jo hurtigt ændre sig, så vi krydser fingre for, at det ikke tager alt for lang tid.
Mens du venter, kan du jo passende se The Dark og lure om denne forfatter-instruktør også er noget for dig!
FAKTA
DVD/VOD-premiere: 4. april 2019
Genre: Horror, Drama, Fantasy
Instruktør: Justin P. Lange
Medvirkende: Nadia Alexander, Toby Nichols, Karl Markovics, Sarah Murphy-Dyson, Dan Beirne
Plot
En udød teenagepige bliver ven med en blind dreng, som hun møder i en skov, hun hjemsøger og jager i. Begge har været udsat for ufattelige overgreb, og hver finder trøst i den anden. Der kan være en chance for lys for enden af tunnelen, men det vil koste en række dødsfald.