THE RECKONING er en ny gyserfilm af Neil Marshall, der tidligere har instrueret den blændende The Descent. Det kan man dog absolut ikke se her! Faktisk er dette en af de største skuffelser længe. Læs vores The Reckoning filmanmeldelse her – hvis du tør!

THE RECKONING er en ny gyserfilm af Neil Marshall, og dét alene sætter forventningerne ret højt. Hans gyserfilm The Descent – Nedstigningen til helvede (ja, den har en fin dansk undertitel) fra 2005 er stadig en favorit hos mig.

Netop derfor var det også helt grotesk skuffende at sidde gennem dette nye makværk af samme instruktør. Faktisk tror jeg slet ikke, Neil Marshall har haft hovedet med, da denne film skulle instrueres. Ikke det rigtige hoved, i hvert fald.

Læs videre på vores The Reckoning filmanmeldelse herunder, hvis du har mod på at høre mere klagesang herfra.

Hvad sker der, Neil Marshall?

Ja, det skal slet ikke være nogen hemmelighed, at The Reckoning bliver langt hårdere dømt herfra netop fordi, den er instrueret af Neil Marshall. Havde det været en eller anden nybegynder med en lille pose penge og nogle skuespiller-venner, så kunne man trække på skuldrene og sige; Don’t quite your day job (som man siger på godt dansk).

Men nej, denne film sælges ind på, at det er en Neil Marshall-film, og det kan man så absolut ikke se!

Til gengæld er det et – voldsomt misforstået – forsøg på at skabe et udstillingsvindue for hovedrolleindehaveren, Charlotte Kirk. Og ja, det kommer nok ikke som den store overraskelse, at hun er Neil Marshalls nye kæreste (nu forlovede) og såmænd også har været med til at skrive, producere og gud ved hvad andet.

Skuespillet er i hvert fald slet ikke noget at skrive hjem om. Men det er dog ikke skuespillet, der er det værste. Nej, det er den flade og kønsløse historie. Eller rettere, kønsløs kan man vel ikke kalde den, når hovedpersonens primære opgave er konstant at stå med fuld makeup og perfekt tilrettede øjenbryn.

Bevares, hvem vil ikke gerne se godt ud, men i den forbindelse vil jeg da lige indskyde, at historien foregår for flere århundreder siden. Og at kvinden beskyldes for at være heks og skal tortureres i ét væk. Men altså, mens hun stadig ser godt ud og liiiige skal have det skud, hvor lyset rammer perfekt og kun kan se heroisk og stærk ud.

Gudfaderbevares… det er et meget softcore BDSM erotisk eventyr med heksetema. Og dårligt plot!

The Reckoning – Anmeldelse af gyserfilm

Skaberen af stærke og dybe kvinderoller

Det er bare så ærgerligt, at The Reckoning fejler på noget af det, Neil Marshall historisk har været bedst til. Han har netop været kendt for at skrive fantastiske kvinderoller. I teorien kunne han jo have lavet den vildeste karakter til Charlotte Kirk.

Men nej, i stedet handler det om, at hun skal se godt ud hele tiden. Når det er formålet, så skulle historien nok have været sat i 1980’erne og kørt den helt kitschede stil. Eksempelvis i stil med Atomic Blonde. Nu er Charlotte Kirk imidlertid ikke i nærheden af Charlize Therons niveau.

Neil Marshall var selv ærgerlig over Hellboy (2019), da han hverken havde final cut eller kunne få Charlotte Kirk med på rollelisten. Derfor ville han nu vise hvad, han kan gøre, når han selv bestemmer. Hvis The Reckoning er det bedste, han kan gøre lige nu, så er det jo nærmest et råb om hjælp.

Jeg vil hellere se hans Hellboy hver aften i en måned end skulle sidde gennem dette nye bras igen. Men okay, jeg var også godt underholdt af hans reboot, så det siger selvfølgelig ikke så meget. Neil Marshall har i de seneste år arbejdet meget på tv-serier som Black SailsGame of ThronesWestworld og Lost in Space.

Alle produktioner med skønne kvindelige karakterer, men tydeligvis ikke med plads til Charlotte Kirk, og dutter det jo ikke i Marshall verden pt.

Du kan se The Reckoning som digital leje- eller købefilm

Jeg skal være ganske ærlig og fortælle, at det tog mig få minutter, før jeg sagde “Dater Neil Marshall hende dér, eller hvad foregår der?” Og ja, som fortalt tidligere, så er de to et nyt par. Kærligheden har åbenbart også overtaget hans sunde fornuft.

Neil Marshalls tidligere film inkluderer ellers den dystre Dog Soldiers (2002), den blændende gyserfilm The Descent (2005) og den vanvittige og underholdende Doomsday (2008). Senest kom så også rebooten af Hellboy (2019) på CV’et foruden et væld af tv-serier, som nævnt ovenfor.

Personligt vil jeg forsøge fortsat at tænke på disse tidligere film, når jeg hører hans navn. Faktisk ville jeg ønske, at jeg kunne lave en “Evigt solskin i et pletfrit sind”-procedure på mit The Reckoning gennemsyn. I stedet håber jeg bare på, at det her var en svipser, og at han snart er tilbage på rette spor.

The Reckoning udkommer som digital lejefilm og købefilm den 8. februar 2021.

FAKTA

Instruktør: Neil Marshall
Manuskriptforfattere: Neil Marshall, Charlotte Kirk, Edward Evers-Swindell
Medvirkende: Charlotte Kirk, Joe Anderson, Steven Waddington, Sean Pertwee

Plot

Efter at have mistet sin mand til pesten, beskyldes Grace Haverstock for at være en heks og bliver derfor anbragt i fængslet af Englands mest hensynsløse heksejæger, dommer Moorcroft. Tvunget til at udholde fysisk og følelsesmæssig tortur, mens hun standhaftigt opretholder hendes uskyld, må Grace møde sine egne indre dæmoner, da Djævelen selv begynder at arbejde sig ind i hendes sind.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.