:: Anmeldelse ::
Advarsel! Når du ser denne film – og det skal du så absolut gøre – bør du sørge for at stille alt fra dig. Sid ikke med hverken varme eller kolde drikke, og drop også popcorn og andre grissende snacks. Der er nemlig utroligt mange lækre chok i ‘The Descent 2’, som med ret stor sandsynlighed vil flyve op i luften eller ud over dig selv, andre eller møblerne i nærheden, når du letter fra sædet og gisper efter vejret.
Jeg havde ikke de højeste forventninger, da jeg var rigtig glad for den første ‘The Descent’ (2005), og man jo aldrig helt ved, hvad en efterfølger kan bringe af godt og – alt for ofte – skidt. Men som vi for nylig oplevede det med opfølgeren til ‘Cabin Fever’, så var det en rigtig god idé med en opfølger, og den fungerer rigtig godt på alle plan. Ikke mindst da en af de nye karakterer – en ung politikvinde – stiller alle de spørgsmål, som man selv lige når at råbe til skærmen, når en tilsyneladende dum beslutning eller konklusion kommer på banen.
Instruktøren, Jon Harris, har med denne film sin intruktørdebut, men var med til at redigere ‘The Descent’ samt 20 andre film – inklusiv en af vores favoritter her på Heaven of Horror: ‘Eden Lake’ (2008). Det er da også samme forfatter, der står bag netop ‘The Descent 2’ og ‘Eden Lake’ nemlig James Watkins, der også fungerede som instruktør på ‘Eden Lake og var second unit instruktør på denne film. Efter disse film kan vi love herfra, at vi altid vil give film en ekstra chance hvis enten James Watkins, Jon Harris eller Neil Marshall står bag – sidstnævnt var instruktør på ‘The Descent’ og er producer på denne skræmmende underholdende opfølger.
Fakta
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Jon Harris
Medv.: Shauna Macdonald, Natalie Jackson Mendoza, Michael J. Reynolds, Joshua Dallas m.fl.
Land: UK, 2009
Som KÆMPE fan af The Descent, var det med nervøsitet at jeg så 2eren. SKULLE jeg overhovedet se den, velvidende at den fulgte den amerikanske, “dumbed down” slutning?? Meeen…..det var jo Descent.
Skuffelsen var stor, selv om jeg intet have forventet. Ingen chok, ingen fornemmelse af fare, ingen klaustrofobi.
Godt, at 1eren stadig er et mesterværk 🙂