:: Anmeldelse ::

Lad os bare starte med min største negative kommentar til denne film: Slutningen er alt for tam. Efter at have hoppet godt og grundigt i sædet mere end én gang, og siddet og gættet med på hvad der er sket (selvom det ikke reelt er noget stort mysterium), så slutter filmen med lige lovligt meget Hollywood sød suppe. Og det ér altså muligt at afslutte en film med "closure" og alligevel beholde tonen, som har været slået an indtil videre.

Selve historien er udmærket, men det er også en genindspilning af den filippinske ‘Sigaw’ fra 2004, så historien er ikke ny omend den er amerikaniseret – hvilket jo kun er fornuftigt, når den er lavet til det amerikanske (og resten af vesten) publikum. Den er til tider lidt sløv, men det er ikke noget, der skader helheden, og det er bestemt også med til at opbygge spændingen og karaktererne.

Skuespillet er især overbevisende fra birollerne, selvom hovedrollen Jesse Bradford også leverer en helt fin præstation. Intet ud over det sædvanlige for ham, og han er også set bedre som f.eks. i Clint Eastwoods ‘Flags of our Fathers’ (2006) og Don Roos ensemble cast film ‘Happy Endings’ (2005). Det er Yam Laranas, instruktøren bag den originale filippinske version, der igen har taget roret på remaken, hvilket uden tvivl har løftet niveauet – det skal så siges, at budgettet har været en del større denne gang. Den er ikke meget anderledes i niveau end de mange andre asiatiske remakes, men den er bestemt seværdig og har sine rigtig gode øjeblikke. Bare man ikke forventer et brag af en slutning, for det er som sagt lidt af et antiklimaks.

Fakta

(Originaltitel: The Echo)

På DVD/BluRay: 10-11-2009 (region 1)
Genre: Thriller, drama, gyser
Instr.: Yam Laranas
Medv.: Jesse Bradford, Amelia Warner, Jamie Bloch, Carlos Leon, Louise Linton, Kevin Durand, m.fl. 
Land: USA, 2008

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg