The Lost (4/6)

:: Anmeldelse ::

Lige fra starten er det tydeligt, at vi har med en fantastisk spændende hovedrolle at gøre. Han er stereotyp “lille-mand-der-vil-være-stor” (en dejlig smagsprøve på Napoleon-komplekset), og han er en vaskeægte psykopat: Dybt charmerende, lige indtil hans charme ikke virker på en person, eller tingene ikke går, som han ønsker, da han ikke kan manipulere begivenhedernes gang. Marc Senter som Ray Pye er en karakter, man tydeligt husker efter at have set denne film. Marc Senter vandt da også en pris ved Sreamfest 2006 for denne rolle.

Men hov, hvad var det? Han vandt en pris i 2006, siger du? Ja, jeg forstår det heller ikke, men nogle gange er filmdistributionens veje uransaglige. Historien er solid og spændende, og en form for “katten efter musen” føljeton, hvor man næsten håber, at musen ikke bliver fanget. Han er simpelthen for interessant at følge, mens han hele tiden skruer charmen på, for derefter at krakelere, når spotlighten igen forsvinder fra ham et øjeblik. Der er heller ikke rigtig nogle regler for hvem, der kan og må dø, så man kan aldrig vide sig sikker på udfaldet af enhver given situation.

Instruktøren – som også har skrevet manuskriptet – hedder Chris Sivertson, og han havde den tvivlsomme ære af at vinde en Razzie Award i 2008 for ‘I Know Who Killed Me’ (USA, 2007). Det var nok ikke helt unfair, men i det tilfælde var det dog historien, der virkelig stank, og den stod han trods alt ikke bag. Næste film fra ham bliver ‘The Traveling Vampire Show’, der kun er i pre-produktion ifølge IMDB, men den har han både skrevet og skal instruere. Hvis ‘The Lost’ er nogen indikation for, hvordan det kan gå, så glæder jeg mig allerede.

:: Heaven of Trivia ::