The Neon Demon er bestemt ikke for alle, men den er fantastisk flot skruet sammen – og dejligt grotesk på mange måder!

Som udgangspunkt har vi nok taget ja-hatten på, når vi skal vurdere en film som The Neon Demon.

Det er trods alt ikke ofte, vi får mulighed for at anmelde en international film, der er instrueret af en dansker. Og indrømmet, vi elsker flere Nicolas Winding Refn film – især Drive.

Til gengæld har vi slet ikke set Valhalla, da alle har omtalt den direkte frygteligt.

Selvom der også er delte meninger om The Neon Demon, så leverer den mange fantastiske scener.

Og selvom den er helt grotesk flot i det visuelle udtryk, så er der altså også kvalitet i fokus, når vi taler indhold. Alligevel kommer man ikke uden om, at det virkelig er en kortfilmshistorie.  

Den er dog pakket ind i så imponerende billeder, at man har kunnet trække den ud til spillefilms længde. Scenerne trækkes virkelig langt ud, men der sker ikke rigtig noget. Det skal man være klar på, når man ser den.

Men hvis man bare læner sig tilbage og oplever filmen, får man en solid oplevelse.

The Neon Demon – anmeldelse

Elle Fanning spiller den meget unge model, Jesse, der ankommer frisk til Los Angeles og straks fanger de store fotografers og designeres blik. Hun er ung, uskyldig og ved tilsyneladende ikke, hvordan hun virker på disse mænd. Det er netop denne Lolita kvalitet, der gør, at de alle drages af hende.

Hun er lige på kanten til at være kvinde, men også stadig en pige. Det smager lige lovligt meget af pædofili, men deres begær bliver aldrig decideret seksuelt. Det er meget deres “creative juices”, der får nyt liv, når de arbejder med denne model.

The Neon Demon – anmeldelse

Erotisk leg med døden bør ikke være så smukt

Og dog, der er én birolle, der er decideret pædofil i sin fremtoning mod de meget unge piger. Den rolle har Keanu Reeves fornøjelse af at spille, og det gør han sateme godt.

Den mest mindeværdige scene bliver dog ikke leveret af Keanu Reeves, men derimod Jena Malone. Hun har rollen, som sød, men meget almindelig pige, der – præcis som mændende – falder for den unge Jesse. Hun er make-up artist, der arbejder med supermodeller om dagen og bijobber med at sminke lig (bogstavlig talt). Det resulterer i en meget speciel form for sexscene, som jeg ikke kommer til at glemme foreløbig. Utroligt nok, så var selv denne smukt filmet, men for satan, det er hård kost! Og ifølge IMDb er det meste af scenen endda improviseret, da den slet ikke skulle være gået så langt…

Der er rigelig mængder blod og vold i The Neon Demon, men det er alligevel alle intriger og spydigheder, der fylder mest. Alt er så smukt og skønt, men lige under overfladen lurer angsten for at miste det hele. Eller trangen til at besidde det, man ikke har. Det får folk til at opføre sig på mærkværdige måder, og det er lige præcis dette, der sættes fokus på i filmen. Menneskets natur, når vi viser os fra vores grimmeste side.

Filmen er absolut ikke for alle, men The Neon Demon bør alligevel ses af de fleste. Og for satan, hvor er det dog bare uhyggeligt smukt at se på!

FAKTA

Biografpremiere: 09-06-2016
DVD-premiere: 13-10-2016
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Nicolas Winding Refn
Medvirkende: Jena Malone, Elle Fanning, Keanu Reeves, Christina Hendricks, Abbey Lee, Bella Heathcote, Karl Glusman, Alessandro Nivola m.fl.

Plot

Da den unge, håbefulde model Jesse flytter til Los Angeles, bliver hendes ungdom og livskraft hurtigt ædt op af en gruppe af skønhedsbesatte kvinder, der vil tage alle midler i brug for at få, hvad hun har.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.