En horrorfilm står sjældent alene, hvis den har haft bare nogenlunde moderat succes. Det er nok også grunden til, at man har kunnet få opbakning til at producere endnu en Woman in Black film.

Nu var vi også ret begejstrede for den første, så det gør faktisk ikke os noget. Dog skal det bemærkes, at selvom vi befinder os i samme univers, så er vi i en anden tidsalder og følger dermed også nogle andre mennesker, så der er ingen Daniel Radcliffe med i denne omgang.

Til gengæld har de sluppet rigtig godt afsted med at skabe en helt ny fortælling, hvor der er flere personer at forholde sig til. Utroligt nok – i hvert fald i vores genre – så har man formået at undgå de mest stereotype karakterer, og det er meget forfriskende. Godt nok er der en lidt skrap forstanderinde, der skal passe på en masse børn, der flygter fra Londons krigszone, men hun er tydeligvis også meget hjertelig, og der er plads til lige at bruge to minutter på lidt indsigt, så man kan forholde sig til hendes bevæggrunde. Og det er på trods af, at hendes karakter kun er en lille birolle – der dog er spillet af Helen McCrory, der lige nu har en fantastisk rolle i HBO serien Penny Dreadful. Nå ja, og så spillede hun da også Narcissa Malfoy i Harry Potter-filmene, så vi får stadig en lille snert fra den verden her i 2’eren.

Den primære hovedrolle er da også en kvinde i denne omgang, og hun spilles af Phoebe Fox, der bl.a. har været med i et afsnit af mini-serien Black Mirror (en sci-fi horror serie, der blandt andet findes på Netflix US og varmt kan anbefales). I The Woman in Black 2 – Angel of Death leverer hun en solid præstation, der både har sødme og mod på den helt rigtige måde. Derudover har vi en række børneskuespillere, der alle leverer meget overbevisende og effektfulde portrætter.

Faktisk er filmen rendyrket god og leverer et godt gys, så hvis man kunne lige den første, bør man absolut også nyde denne. Eneste udfordring ved at se filmen lige nu er, at den er utrolig mørk og den danske sommer er – på trods af ret kedelig vejr – fantastisk lys. Et par mørklægningsgardiner er derfor at foretrække og kan varmt anbefales.

Grunden til at vi ikke er helt op at ringe ift. antal splatter er, at fortællingen bliver en smule træg i længden. Men den leverer en god stemning til en hyggelig horroraften.

Fakta

Biografpremiere: 26-02-2015
DVD-premiere: 18-06-2015
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Tom Harper
Medvirkende: Jeremy Irvine, Phoebe Fox, Leanne Best, Helen McCrory

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg