INDFLYDELSEN er en ny gyserfilm på Netflix. Vi er ude i spansk horror, og dét er ofte rigtig godt. Derfor var vores forventninger til denne Netflix film også ret høje. Kunne filmen bære dette? Nej, ikke helt, men momentvis er det ret godt. Læs mere i vores Indflydelsen anmeldelse her!

Indflydelsen er en ny gyser på Netflix. Det er spansk horror (originaltitlen er La influencia), og den slags er vi normalt meget glade for her på Heaven of Horror. Faktisk gælder det både gyserfilm og thrillere fra Spanien. De kan bare noget at med fortælle historier og give det ekstra twist, der sikrer, at filmen ikke slipper publikum lige med det samme.

Nu er det ikke så ofte, vi får spansk horror i biografen herhjemme, så derfor er vi altid glade, når Netflix køber noget hjem og sender ud globalt. Vi har altid høje forventninger, mens vi dog også forsøger at være realistiske.

Overordnet af Indflydelsen bedre end så meget andet horror på Netflix, men den har også sine mangler. Den franske Marianne er måske lidt i samme stil, men dog med markant bedre resultat.

Læs også: Vores anmeldelse af Netflix gyserserien Marianne her >

Der er flere velkendte ansigter i Indflydelsen

Hvis du har set nogle spanske serier på Netflix, vil der nok være en del velkendte ansigter i Indflydelsen. Har du set Høj Sø, vil du sikkert genkende Manuela Vellés derfra. Hun har dog lavet meget andet – inklusiv Jaume Balagueró gyserfilmen Muse fra 2017. I Indflydelsen spiller Manuela Vellés den ene søster, mens Maggie Civantos spiller den anden.

Maggie Civantos har også hovedrollen i den spanske fængselserie Vis a vis, der kan ses på Netflix nu. Derudover er hun også med i den originale Netflix serie Cable Girls. Så er der også Emma Suárez, der var en af hovedpersonerne i den spanske del af  Criminal Netflix-serien

Indflydelsen er faktisk ikke en Netflix produktion, men man forstår da godt, hvorfor de har fået fingrene i den. Flere af skuespillerne har trods alt stor succes på Netflix med diverse tv-serier, og så ligger det jo lige for at skyde filmen ud mod dette publikum. Oprindeligt valgte Sony Pictures (der bl.a. står bag filmen) at sende den ud i de spanske biografer i juni 2019.

Gyserfans vil nok også genkende børneskuespilleren Claudia Placer, der var med i gyserfilmen Verónica (2017). Hun har også en altafgørende rolle i denne film. For at sige det mildt.

Indflydelsen – anmeldelse (The Influence) – Netflix Horror

Horrorfans belønnes med en vild slutning

Helt overordnet byder Indflydelsen på en skøn og dyster stemning. Det er dog også en film, der er lidt for langsom (især første halvdel) og lidt for lang. Til en mørk gyseraften i hjemmebiografen er den dog ikke helt dum.

Slutningen bliver også tilpas voldsom, så dér belønnes horrorfans for deres tålmodighed undervejs. Vi taler gode mængder blod, overnaturlige elementer og en masse klassiske gyserelementer.

Når vi nærmer os den sidste scene, vil der opstå nogle elementer, hvor gyserfans føler trang til at rulle med øjnene. Du kan dog roligt have lidt tålmodighed. Godt nok bruges der mange klassiske (eller stereotype, om man vil) gysergreb, men der leges også med vores forventninger. 

Indflydelsen – anmeldelse (The Influence) – Netflix Horror

Se Indflydelsen på Netflix nu!

Det er nogle ret habile kræfter, der står bag Indflydelsen. Instruktøren, Denis Rovira van Boekholt, er spillefilmsdebutant, men han har lavet et par prisvindende kortfilm, der alle er inden for gyser eller thriller genren.

Manuskriptet har der været et par personer inde over (inklusiv instruktør Denis Rovira van Boekholt), men det navn vi bider mærke i er; Ramsey Campbell. Han står nemlig bag den bog, filmen er baseret på. Og nej, navnet lyder ikke spansk, men han er faktisk også fra Liverpool i England.

Alligevel er han et vigtigt navn i spansk horror, da han også stod bag historien til den fantastiske De navnløse fra 1999De navnløse er et gyser-mysterie instrueret af Jaume Balagueró, der også har lavet film som [REC] og Sleep Tight.

Man kan ikke sige, at Indflydelsen helt lever op til de forventninger, vi havde, men den leverer momentvis nogle rigtig gode gyser øjeblikke. Den er derfor et fint indspark til lidt en mørk aften i hjemmebiografen, men bliver næppe din nye favoritgyser.

Indflydelsen udkommer på Netflix fredag den 11. oktober 2019.

FAKTA

Alternative titler: La influencia, The Influence
Instruktør: Denis Rovira van Boekholt
Forfattere: Ramsey Campbell, Michel Gaztambide, Daniel Rissech, Denis Rovira van Boekholt
Medvirkende: Manuela Vellés, Maggie Civantos, Alain Hernández, Claudia Placer, Emma Suárez

Plot

Alicia må kæmpe mod en mørk kraft fra fortiden, som truer hendes barn, da hun vender tilbage til barndomshjemmet for at hjælpe sin søster med at passe deres komatøse mor.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.