Filmkrimien “Gå stille tal sagte” er en ny bog skrevet af gyserinstruktør Martin Schmidt. Han står blandt andet bag gyserfilmene Sidste Time og Mørkeleg. Nu har han så prøvet kræfter med det skrevne ord. Heldigvis med succes! Læs mere om hans debut som forfatter her.

Filmkrimien “Gå stille tal sagte” er Martin Schmidts skønlitterære debut. Han er dog ikke ligefrem et ukendt navn for danske gyserfans.

Martin Schmidt debuterede nemlig med gyserfilmen Sidste Time og lavede sidenhen Mørkeleg, Afmagt, Kat og Bag Det Stille Ydre. Med andre ord, nogle af de gyserfilm, der sikrede, at man i en årrække kunne se danske gyserfilm i biografen.

Bonus-info: Kat (som Martin Schmidt instruerede) er baseret på en bog skrevet af gyserforfatteren Steen Langstrup. Han stod også bag den bog, der blev adapteret til gyserfilmen Finale. En film, der desværre aldrig fik meget respekt herhjemme, men vandt et væld af priser på filmfestivaler verden rundt.

Filmkrimi – lige en genre for mig!

Selve subgenren “filmkrimi” er reelt noget, Martin Schmidt har opfundet til Gå stille tal sagte, og det giver på alle måder mening. Ja, jeg kan jo næsten ikke mene andet, da det lige er en genre for mig. At kombinere “film” med “krimi” i bogform, er bare opskriften til at få fanget min opmærksomhed.

Altså, foruden den helt rene “gyser”, naturligvis.

Filmkrimien Gå stille tal sagte tager sit udgangspunkt på Retsmedicinsk Institut, hvor et filmhold skal optage scener til en kommende spillefilm.

Og ja, allerede dér kan man afkode, hvorfor genren er “filmkrimi”. Vi befinder os altså solidt i et filmproduktionsunivers, selvom det er det skrevne ord, der er mediet.

Timen mellem midnat og klokken et tilhører de døde, siger nogle. Den nat inde på Retsmedicinsk Institut må filmholdet sande, at dette ikke er sandt. Bjarke, den venlige laboratorieassistent, gør sit yderste for at trække nattens begivenheder i langdrag. Det betyder, at uhyggen varer helt til den lyse morgen.

Selvom det går ud over hans beføjelser, tager han filmfolkene med op i det makabre udstillingsrum og underholder med chokerende kriminaltekniske fotos. Manden tryllebinder med forfærdende anekdoter, og når tiden er inde, ser han det skrækslagne filmhold i øjnene og spørger:

”Er der så nogen, der vil med ned i kælderen?”

Kort anmeldelse af Gå stille tal sagte filmkrimien

Vi har været så heldige her hos Heaven of Horror, at vi blev tilbudt et eksemplar, så vi kunne se, hvad Martin Schmidts filmkrimi var for en størrelse. Uden at gå i for mange detaljer – vi undgår kategorisk spoilere her på sitet, og plottet er afdækket herover i korte træk – kan jeg dog afsløre, at den er yderst læsværdig!

Enhver fan af gyserfilm og krimifortællinger vil nok hurtigt blive opslugt af denne filmkrimi. Det blev jeg i hvert fald og slugte den på rekordtid, da jeg fandt et roligt øjeblik over Påskeferien.

Den eneste udfordring med bogen “Gå stille tal sagte” er, at der er mange tidshop, der kan skabe lidt forvirring. Men jeg er med på, at det også kan være en fordel at undgå en lineær fortælling, da det kan være med til at skabe noget dynamik i historien.

Det var med andre ord ikke noget, der ødelagde læseoplevelsen. Jeg nævner det kun, da det alligevel er dér, hvor jeg tænker, der er plads til forbedring. Det betyder også, at jeg helt sikkert er klar til at læse flere bøger fra Martin Schmidt, så jeg håber i den grad, at der kommer mere fra hans hånd.

Og meget gerne i filmkrimi subgenren, da den som sagt rammer plet hos mig. Men en solid gyser fra gyserinstruktøren ville heller ikke ligefrem være en dårlig idé. Hint hint.

Det skal dog siges, at jeg faktisk er glad for krimier. Bare sådan som udgangspunkt, så er det en genre, jeg ofte opsøger. Men selv hvis du normalt ikke er til “den slags”, så tror jeg faktisk, at Gå stille tal sagte vil ramme plet hos dig også.

“Gå stille tal sagte” er oplagt at filmatisere

Det ville være oplagt, at Martin Schmidt selv filmatiserer sin bog. Den har alt det, der kan skabe en god gyserfilm; En klam skurk og en uhyggelig lokation, og så er bogen meget visuelt fortalt. Igen, det er jo deraf, begrebet filmkrimi kommer.

Er du blevet nysgerrig og vil læse mere om bogen – eller bare købe dit eget eksemplar – så klik på knappen herunder. Og nej, vi får ingen penge eller provision for at sige dette. Vi ønsker bare at støtte op om et godt projekt. Og så håber vi, at bogen bliver en succes, så den kan blive til en fantastisk gyserfilm!

Forfatter

  • HorrorDiva

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.

    Vis alle indlæg