Kender du historien bag Halloween? Ellers kan du læse den her.

Historien bag Halloween er stadig ikke så kendt herhjemme. Og det selvom Halloween efterhånden bliver fejret i Danmark på linje med fastelavn.

Selvom Halloween er det mest benyttede navn, så er det korrekte danske navn faktisk Allehelgensaften. Det svarer reelt til All Hallows Eve. Så det er egentlig bare et mere mundret navn, der har vundet indpas verden over.

Den forsimplede – og alt for ofte benyttede – beskrivelse af historien bag Halloween er, at det bare er den amerikanske version af vores Fastelavn.

Det er ikke ligefrem dækkende, men det er da korrekt, at man klæder sig ud i begge tilfælde. Og man går også rundt og beder om slik og lover ballade, hvis ikke dette sker.

Det sjove er dog, at mange i årevis har haft travlt med at himle op om, at det er en amerikansk mærkedag. Og nu kaster vi os så over traditionen, fordi vi alle skal være amerikaniserede.

Nu er det dog ingen hemmelighed, at vi alle inspireres af vores omgivelser. Således blev Walt Disney også inspireret til Disney forlystelsesparkerne af bl.a. vores egen Tivoli.

Halloween i Tivoli

Og så er det jo kun passende, at Tivoli til gengæld fejrer Halloween for fuld musik i disse år.

Halloween er ældre end USA

Og ja, det kan der da være en god del sandhed i, men Allehelgensaften har faktisk været kendt i Danmark tidligere. Den blev bare afskaffet under helligdagsreformen af 1770 (selvom det stadig er en del af den katolske kirke).

Med andre ord blev dagen afskaffet hele 6 år før det land, som alle nu siger, vi har fået helligdagen fra, blev grundlagt. Dette skete den 4. juli, som er en dato de fleste kender som USA’s uafhængighedsdag, men året var altså 1776.

Historien bag Halloween skal altså findes i oprindelsen til Allehelgensaften. Og den skal altså ikke findes i USA, men derimod i kristendommen. Der er Allehelgensaften blot dagen før Allehelgensdag, som er 1. november. Meget firkantet sagt, så er det egentlig ”bare” en ekstra dag til alle de helgene, som ikke allerede har deres egen dag.

Ja, man lavede simpelthen en ekstra dag, hvor man kunne hylde alle helgene og kaldte den ”Allehelgensdag”. Ret smart egentligt!

Samhain og historien bag Halloween

Derudover er der også en forbindelse til ”Samhain”, som stammer fra vores keltiske naboer i Irland og Storbritannien. Samhain fandt også sted 31. oktober-1. november.

Navnet ”Samhain” vil den garvede gyserfan nok allerede kunne nikke genkendende til, da det har været forklaret i et utal af gyserfilm med et Halloween tema.

Samhain stammer fra old-irsk og betyder noget i stil med ”sommerens ende”, hvilket passer perfekt med det faktum, at det reelt var en høstfest. Det markerer også slutningen på den lyse halvdel af året, og dermed også at vi nu bevæger os ind i den mørke halvdel af året. Altsammen noget, der passer rigtig godt med Halloween stemningen, som vi kender den nu.

Men så igen må vi erkende, at “Halloween” som vi kender det i dag er en regulær amerikansk tradition. Det skal dog ses i samme lys som eksempelvis det faktum, at julemanden i sit nuværende udseende, i stor stil blev udbredt via Coca Cola’s marketing-afdeling.

Kender du historien bag Halloween?

Som gyserfan skal du bare nyde Halloween

Det er der intet galt med, og det står enhver frit for at fejre enhver helligdag. Men var du anti-Halloween, fordi det er en amerikansk helligdag, så kan du roligt kaste dig over festlighederne nu.

Traditionerne med at skære i græskar – og helt overordnet at bruge farvetemaet sort og orange – er blevet promoveret gennem USA’s måde at fejre højtiden på. Derudover kan du dog fejre Halloween på præcis samme grundlag, som du fejrer jul og fastelavn. Iøvrigt er orange jo også bare en typisk efterårsfarve, der også passer til høstfester såsom Samhain.

Nå ja, og så er Halloween bare en del sjovere end Fastelavn, da det er mindst lige så meget for voksne. Og i forhold til jul, så kan man skeje lige så meget ud til Halloween, men uden at skulle købe gaver og have forpligtelser.

Det er en egoistisk helligdag, og handler bare om at have det sjovt… og ikke mindst så uhyggeligt og skræmmende som muligt.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg