Vi var i den grad begejstrede for første film i Hollywoods revival af Abernes Planet, som var Abernes Planet: Oprindelsen, men det bliver bestemt ikke ringere i denne opfølgning.

Og det bør siges, at forventningerne har været skyhøje til denne film, så der var meget at leve op til, men hold da helt ferie, hvor var den på alle måder fantastisk overvældende!

Effekterne alene er så fascinerende, at man helt glemmer, der ikke findes talende aber. Når man så minder sig selv om dette faktum, mens man kigger op på det store lærred og ind i Caesars øjne, så kan hjernen simpelthen hverken begribe eller acceptere dette. Jeg var derfor også glædeligt overrasket over, hvor meget fokus abernes historie har fået. Og det er uden mange egentlige replikker, så det er skuespil i sin reneste form. Eller måske nærmere speciel effects? Egentlig er det nok en perfekt kombination.

Når det kommer til de helt almindelige menneskelige skuespillere, er der også her en række perfekte præstationer. Især Gary Oldman og Jason Clarke må fremhæves – selvom de stadig overskygges af Andy Serkis som Caesar og Toby Kebbell som Koba, der desuden også begge får flere scener end de menneskelige karakterer.

Fælles for alle karakterer – uanset race – er at man får tilpas stor indsigt til at forstå deres handlinger. Der er (lidt groft sagt) ingen egentlige skurke lige i denne film, da alle handler ud fra nogle meget hårde og sørgelige erfaringer, de tidligere har gjort sig. Derfor forstår man både deres mistro og ønsker om henholdsvis forsvar og angreb. Det er meget elegant udført og løfter filmens historie et godt nøk opad.

Instruktør Matt Reeves har begået et mesterværk! Det kan ikke siges med bedre ord, og det dækker alt fra historie til skuespillere og den samlede produktion, der bare spiller 110%.

Af samme årsag er det jo nærmest som en meget tidlig og stor julegave at vide, vi får endnu en Abernes Planet film fra samme hold af manuskriptforfattere og instruktør. Vi skal dog lige vente et par år, men hvis niveauet holder, vil det bestemt være værd at vente på!

Blu-ray version

Opdateret 27. november 2014

Ift. ekstramateriale er der 2 timers ekstra underholdning at hygge sig med, når man har set filmen!

  • Journey To Dawn
  • Andy Serkis: Rediscovering Caesar
  • Humans And Apes: The Cast Of Dawn
  • The World Of Dawn
  • The Ape Community
  • Move Like An Ape: An Artist’s Medium
  • Weta And Dawn
  • The Fight For A New Dawn
  • Deleted Scenes With Optional Audio Commentary By Matt Reeves
  • Audio Commentary By Matt Reeves
  • Gallery

På DVD-versionen er det kun Andy Serkis: Rediscovering Caesar og Gallery, der er inkluderet, så du får en del mere på Blu-ray. Og så er lyden og billedet jo bare helt fantastisk på sidstnævnte, så hvis du kan afspille Blu-ray, er det klart den version, du skal gå efter.

Fakta

Biografpremiere: 17-07-2014
DVD-premiere: 27-11-2014
Genre: Science Fiction, Action
Instruktør: Matt Reeves
Medvirkende: Gary Oldman, Jason Clarke, Andy Serkis, Keri Russell m.fl.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.