Vi får endnu en genindspilning af en ældre gyserfilm, men The Stepfather anno 2009 er den ganske tilforladelig.

Er en remake af The Stepfather nu også nødvendig, når det er selveste John Locke fra ‘LOST’ (skuespilleren Terry O’Quinn), der spillede hovedrollen i den oprindelige, og den dermed burde være højaktuel?

Ja, det er der naturligvis meget delte meninger om, men hvis man vil have det unge publikum med ombord, så skal der altså ofte en genindspilning til. Friske ansigter, hurtigere klip og nutidige referencer sælger billetter og DVD’er. Især hvis genindspilningen lykkes. Og det mener jeg så absolut, denne gør.

Der er en snigende uhygge hele vejen igennem, da historien er kendt i forvejen. Og selv hvis man ikke kender den, så er filmens titel en ret god indikation for, hvem der er omdrejningspunktet.

For mig er uhyggen ofte ødelagt, når jeg ved, hvem skurken eller monstret er. Men der er lige den store undtagelse, at det kan være endnu mere spændende, når man som publikum sidder alene med denne viden, og ser på alle de involverede, der endnu ikke ved det.

Et godt cast

Dylan Walsh er virkelig fantastisk som stedfaderen, der er uendelig charmerende, når han skal indynde sig, men alligevel har ondskaben og arrigheden lige under overfladen, så denne kan lukkes ud på et splitsekund, hvorefter han kan hoppe direkte tilbage i rollen som drømmemanden. Især i netop de øjeblikke er han skræmmende god. Når overfladen krakelerer, og han skal spille flere af sine roller og udleve flere personligheder på samme tid.

Helt overordnet er hele castet fantastisk, hvilket ikke mindst skal tilskrives det faktum, at rollerne faktisk har en dybde og flere særtræk, som kommer frem på fornem og uforceret vis.

Man kommer bare ikke udenom, at det ofte er skurken, der kan slippe af sted med de mest intense scener, da denne type rolle får klart flest tangenter at spille på.

Den mest kedelige rolle, hvis man endelig skal udpege en sådan, må være rollen som den nye hustru i den familie, vi nu følger. Sela Ward er normalt spændende og kan spille forskellige typer, men her er hun en ret ordinær fraskilt kvinde, som ikke får vanvittigt meget at arbejde med for at gøre rollen mere spændende.

Folkene bag har erfaring med gys

‘The Stepfather’ er instrueret af Nelson McCormick, der har instrueret voldsomme mængder TV. Og endda af absolut højeste kaliber som eksempelvis ‘Alias’, ‘CSI’, ’24’, ‘ER’ og ‘The West Wing’, for bare at nævne et meget lille udpluk. Dette er dog kun hans anden film, men det er tydeligvis hans valgte genre, eftersom hans første spillefilm (der ikke er produceret til TV) var ‘Prom Night’ i 2008.

Manuskriptet til denne remake er skrevet af J.S. Cardone, der også stod bag ‘Prom Night’ og en lang række andre mere eller mindre gode thriller, sci-fi og horrorfilm som eksempelvis ‘The Covenant’ (2006) og vampyrfilmen ‘The Forsaken’ (2001).

Både Cardone og MCormick måtte for min skyld meget gerne videreudvikle deres samarbejde og komme med noget, der lige bliver en tand bedre. Så begynder vi nemlig at nærme os det helt rigtige niveau for et fantastisk resultat.

:: Heaven of Trivia ::

Terry O’Quinn, der spillede hovedrollen i den originale film fra 1987, blev tilbudt en cameo i denne genindspilning, men han takkede nej.

Fakta

På DVD/Blu-ray: 15-06-2010
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Nelson McCormick
Medv.: Penn Badgley, Dylan Walsh, Sela Ward, Amber Heard m. fl.
Land: USA, 2009

 

Resumé
Da Michael Harding vender hjem fra militærakademiet, opdager han, at hans mor er vildt forelsket i sin nye kæreste David. Ved første øjekast lader David til at være en rar fyr og den ideelle fremtidige ægtemand og stedfar. Men da Michael og hans kæreste begynder at grave i Davids fortid, afdækker de en mørkere og farligere side af Michaels nye “farmand”.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.