Lake Placid: Legacy – Anmeldelse (2/6)

Lake Placid: Legacy er endnu en film i monster-krokodille franchisen. Den er klart bedst, når vi ikke ser selve dyret. Den bliver dog aldrig decideret god.

Det bedste er til gengæld de små øjeblikke, hvor filmen formår at gøre grin med sig selv. Eller rettere, når karakterer i Lake Placid: Legacy spoofer hele horror-genren.

Det blev nok især mainstream i Scream franchisen, at man omtaler de ting, karakterer ikke skal gøre. Det sker også i denne film, men samtidigt gør de hele tiden dumme ting. Og det sker igen og igen… og igen!

Virkelig kedelig CGI

Altså, hvis man skal bruge CGI, skal det enten være så godt som muligt eller bevidst ringe. Sharknado er en franchise, der har som varemærke at lave det hele over-the-top ringe.

Dét havde nok været det rigtige valg til Lake Placid: Legacy. Det er dog ikke den vej, filmskaberne har valgt her.

I stedet ser vi kun sjældent selve kæmpe-krokodillen. Til trods for sin enorme størrelse, formår den dog at komme gennem de mindste åbninger og underjordiske gange. Det er grinagtigt og ægte Sharknado stil, men her er karakterne oprigtig rædselsslagne, og ingen nævner at det virker mærkeligt.

Det havde givet “mening”, hvis vi havde hørt noget om, at dens DNA var krydset med en blæksprutte. Hvad som helst, der kunne have forklaret, hvordan dette kæmpedyr kan komme ind alle steder… so to speak.

Du gætter det hele på forhånd

Selvom plottet for franchisen er velkendt (kæmpekrokodille jagter mennesker), så kan du nok gætte selv de fleste “nye” detaljer.

Det eneste, der rent faktisk fungerer i Lake Placid: Legacy, er den historie, vi præsenteres for i starten; Nogle miljø-forkæmpere skal ud og undersøge et sted, som man har forsøgt at skjule. De forventer, at der er sket en miljøkatastrofe og vil afsløre det for omverdenen.

Fint nok, den kan vi da sagtens købe i disse tider. Det ender dog hurtigt i noget værre makværk, hvor alt kan gættes på forhånd.

Til gengæld er der replikker, der er så dobbelttydige, at min beskidte tankegang kunne få masser af sjov ud af det. Det virkede ikke som om, man skulle grine af det, men det er svært at undgå. Hvad siger du eksempelvis til følgende replik:

“If it’s a choice between being eaten or getting wet, I choose door number two!”

Sjældent har en replik lydt mere, som om den hørte hjemme i en mærkværdig horror/porno-spoof hybrid.

Interessant cast

Det eneste, der måske kan trække nogle seere til Lake Placid: Legacy, er castet. Således er Joe Pantoliano med i en mindre rolle. Normalt er han med i alt, hvad The Wachowskis laver, så du har sikkert set ham i The Matrix eller måske Netflix serien Sense8.

Lige nu trænger Joe Pantoliano i den grad til, at de to Wachowski-søskende kaster sig over et nyt projekt. Det her er i hvert fald et meget mærkværdigt valg, men okay, penge er penge.

Derudover er både Katherine Barrell og Tim Rozon med i denne nyeste Lake Placid film. De er aktuelle i SyFy serien Wynonna Earp, der har fået lidt af en kultstatus. Herhjemme kan den skæve eventyr/gyser-serie ses på Netflix.

Det er den sydafrikanske instruktør Darrell Roodt, der har instrueret Lake Placid: Legacy. Manuskriptet er skrevet af Jonathan Walker, der ellers har skrevet Van Helsing tv-serien.

Jeg forstår ikke, hvad hverken skuespillere, instruktør eller manuskriptforfatteren har af interesse i denne film. Men okay, hvis man kan lide disse skæve monster-film, så er det sikkert fin underholdning til en fredag aften.

FAKTA

DVD-premiere: 13. september 2018
Genre: Horror
Instruktør: Darrell Roodt
Medvirkende: Katherine Barrell, Tim Rozon, Luke Newton, Craig Stein, Greg Kriek

25 år efter begivenhederne i den første film besøger et hold unge opdagelsesrejsende en hemmelig ø, hvor de kommer forbi en forladt facilitet. Hvad de ikke ved er, at øen et hjemsted for en dødbringende og farlig krokodille, der vil dræbe dem en efter en.

Lake Placid: Legacy er den 6. film i serien af Lake Placid-film, og det er en direkte fortsættelse til Lake Placid (1999).