MH370: FLYET DER FORSVANDT på Netflix er en tankevækkende dokumentarserie i 3 dele. Hvert afsnit varer mellem 45 minutter og 1 time, og der er fokus på både fakta og teorier. Læs vores MH370: Flyet, der forsvandt anmeldelse her!

MH370: FLYET DER FORSVANDT er en Netflix-dokumentarserie med tre afsnit. Selvom det er svært at sige præcis hvilken forbrydelse, der er tale om, hører denne dokumentarserie til i kategorien True Crime. Én af forbrydelserne er uden tvivl den groteske mangel på information.

Alle 239 personer ombord den forsvundne Boeing 777 formodes at være døde. Denne nye Netflix-dokumentar fokuserer på at tale med flere af de personer, der mistede familiemedlemmer på Malaysia Airlines Flight 370. Både familier til passagerer og besætningsmedlemmer. Dokumentarserien udgives på Netflix i anledning af 9-årsdagen for, at MH370 forsvandt.

Læs videre på vores MH370: Flyet, der forsvandt dokumentarserie anmeldelse nedenfor. Find den på Netflix den 8. marts 2023.

Hvad skete der med MH370?

Der er flere teorier om, hvad der faktisk skete med Malaysia Airlines Flight 370, som fløj fra Kuala Lumpur til Beijing. Men som titlen på denne Netflix dokumentarserie siger, forsvandt MH370. Vi følger hele denne tragedie, fra flyet letter i Kuala Lumpur og hører den sidste besked fra kaptajnen.

Derefter ved ingen med sikkerhed, hvad der skete. Fra optagelser indsamlet fra forskellige nyhedskanaler ser vi familiemedlemmer til passagererne ombord på flyet, der venter ved Beijing Capital International Airport. Der er MH370 blot markeret med rødt som “Delayed”.

Malaysia Airlines er dog overraskende hurtige til at komme med den erklæring, som ingen ønsker at høre; Vi ved ikke, hvor MH370 er.

Jeg kunne ikke huske præcis, hvordan det hele foregik, da dette fly forsvandt tilbage i marts 2014. Da jeg hørte dem fortælle fakta om, hvornår de sidst hørte fra flyet, og at de ikke aner, hvad der er sket med flyet, fik jeg kuldegysninger.

Som nævnt flere gange i MH370: Flyet, der forsvandt er der ikke fundet nogle lig, og selve flyet er heller ikke fundet. Der er fundet nogle dele af en Boeing 777, men om disse dele kom fra lige netop Malaysia Airlines Flight 370 er svært at sige. Hvorfor det er sådan, forklares i dokumentarserien, så du skal nok få mere information.

MH370: Flyet, der forsvandt – Anmeldelse | Netflix dokumentarserie

Malaysia Airlines styrt 4½ måned efter MH370

I afsnit 2 af MH370: Flyet, der forsvandt hører vi også om MH17-styrtet, der fandt sted over Ukraine. Det “styrt” var det direkte resultat af, at flyet blev skudt ned af russisk-kontrollerede styrker.

Igen er det dækket i dokumentaren, hvorfor russisk-kontrollerede styrker ville skyde alt ned over Ukraines luftrum, så det vil jeg ikke komme ind på her.

Malaysia Airlines Flight 17 var et passagerfly (også en Boeing 777), der fløj fra Amsterdam til Kuala Lumpur. Alle 298 passagerer ombord på MH17 omkom. 283 passagerer (flest hollændere) og 15 besætningsmedlemmer (alle malaysiske) døde, da flyet blev skudt ned.

Det faktum, at der var tale om endnu en større ulykke, der involverede et Malaysian Airlines-fly, betød at Malaysian Airlines selv frygtede, at de var offer for noget planlagt terror.

Og familiemedlemmer til dem ombord MH370 var lige så chokerede over MH17 tragedien. Først tænkte de, at nyhederne på hver kanal handlede om deres familiemedlemmer, da Malaysia Airlines igen var i fokus. Men indså de, at det var en ny tragedie!

Se MH370: Flyet, der forsvandt på Netflix!

Efter at have set alle tre afsnit af MH370: Flyet, der forsvandt, vil du sandsynligvis ikke skynde dig med at bestille flybilletter. For god ordens skyld har Boeing 777 dog en af de bedste sikkerhedsstatistikker blandt kommercielle fly. Begge tragedier ser ud til at involvere enten menneskelige fejl eller ren ondskab.

Denne Netflix-dokumentar er en britisk produktion instrueret af Louise Malkinson, som gør et fremragende stykke arbejde. Både fakta og teorier omkring det forsvundne MH370 er godt dækket i denne Netflix-dokumentarserie.

Det er også tydeligt, når noget er fakta kontra en teori. Når vi bliver introduceret til teorier, bliver vi endda præsenteret for folk, der tvivler på nævnte teorier.

Med andre ord er denne dokumentarseries styrke, at der fokuseres på fakta og at der tales med dem, der stadig lider mest under MH370-tragedien; Familiemedlemmer til passagerer og besætning, der stadig ikke ved, hvad der skete med deres kære.

Du kan ikke undgå at føle med dem, ligesom man forstår, hvorfor nogle af dem føler behov for at kæmpe mere for information. Og måske endda begynde at tro på mærkelige teorier. Det er en naturlig reaktion, når vitale informationer først frigives meget sent.

Du kan hurtigt se alle tre afsnit på én gang. Det gjorde jeg i hvert fald, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at stoppe. Det er brutalt at høre fra familiemedlemmerne, men det er også vigtigt. Det vigtigste endda. Nogle af folkene med deres halvdårlige teorier kunne jeg godt undvære. Men jeg erkender, at de kan være inde på noget interessant. Hvem ved i denne mærkelige verden?!

Det er uhyggeligt.

MH370: Flyet, der forsvandt er på Netflix fra den 8. marts 2023.

Plot

I 2014 forsvinder et fly med 239 passagerer ombord fra radarsystemet. Denne dokumentarserie dykker ned i et af de største mysterier i vor tid: Flight MH370.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.