ANTLERS er en ny gyserfilm, der er næsten lige så hjerteskærende, som den er brutal. Vi har haft nærmest urimeligt store forventninger til denne film. Og selvom den nok ikke vil være for alle, så er det en stor anbefaling herfra. Læs vores fulde Antlers anmeldelse her!

ANTLERS er en ny gyserfilm, der har været længe undervejs. Derfor var det også næsten med nerverne uden på tøjet, at vi endelig fik set denne film. Det føltes nemlig som om, den umuligt kunne leve op til de forventninger, vi havde fået skabt til filmen.

Uden helt at vide, hvad vi skulle forvente – da denne films trailer for en gangs skyld ikke bare afslører hele plottet – så blev vores frygt gjort til skamme. Det er dog en film, der er ret hård at se, da vi altså følger en dreng, der lever en hæslig (og direkte kummerlig) tilværelse.

Læs videre på vores Antlers anmeldelse herunder og se den i de danske biografer fra den 28. oktober 2021.

Brutal og hjerteskærende

Ordene “brutal” og “hjerteskærende” var de to første ord, der blev ytret, efter vi havde set Antlers til pressevisningen. For selvom dette på alle måder er en gyserfilm, der byder på overnaturlige elementer, hvor mennesker nærmest flås fra hinanden, så ligger den ægte uhygge et andet sted for os.

Vi følger nemlig drengen Lucas Weaver, der lever en virkelig hæslig tilværelse. Han er reelt alene og bliver mobbet ret voldsomt i skolen af skolens bølle. Mens denne bølle er fysisk ret stor, så er Lucas også ret lille af sin alder. Til gengæld er han en overlever og loyal i en meget usund grad.

Lille Lucas har godt nok et hjem, men der er hverken elektricitet eller mad, og både far og lillebror er ikke ligefrem en aktiv del af hans hverdag. Så har jeg vist ikke sagt for meget – og heller ikke mere end traileren “afslører”.

Lucas Weaver spilles fantastisk (og hjerteskærende) af den unge Jeremy T. Thomas. Helt i stil med Haley Joel Osment (Den sjette sans) med dette nye talent. Derudover er det især Keri Russell (Abernes Planet: Revolutionen) der spiller den afgørende rolle som Julia Meadows. Jesse Plemons (I’m Thinking of Ending Things) spiller hendes bror Paul, der er sherif i den lille by.

Antlers – Anmeldelse | gyserfilm

Socialrealisme og overnaturlige væsner

Historien udspiller sig i en lille by i staten Oregon, hvor der tidligere har været minedrift – og på andre måder drevet rovdrift på naturens ressourcer. Nu er minerne lukket, og indbyggerne er i stor stil en del af den højaktuelle opioidkrise i USA. Det er ikke meget udtalt i Antlers, men ligger hele tiden som kommentarer i det, man hører via nyhedsudsendelser i baggrunden.

Langt de fleste indbyggere er arbejdsløse og afhængige af enten receptpligtig medicin eller er gået over til den billigere “hjemmelavede” slags. Det er sørgelige og meget realistiske rammer, der vil være genkendelige for alle, der har set nogle af de højaktuelle dokumentarer om problemerne i USA.

ANDRE GYSERFILM MED SOCIALREALISME

Den fantastiske spanske Netflix-gyserfilm Platformen byder på socialrealisme på en ganske anden måde >

Antlers er dog ikke en gyserfilm om opioidkrisen i USA. Det er “bare” de omstændigheder, der danner de frygtelige rammer, som også muliggør, at det overnaturlige igen kan få fat. For ja, vi er ude i noget overnaturligt, hvor rødderne skal findes i fortællinger fra det amerikanske oprindelige folk.

Det er en såkaldt “wendigo”, og for en gang skyld bliver effekterne ikke for voldsomme eller overbrugt – til gengæld er de uhyggeligt effektive. En mindre, men vigtig, karakter spilles da også af Graham Greene (Wind River), der er den nyligt pensionerede sherif, som udmærket kender til wendigo-fortællingerne fra sine forfædre.

Antlers – Anmeldelse | gyserfilm

Se Antlers i de danske biografer nu!

Antlers er instrueret af Scott Cooper, der fik sin debut tilbage i 2009 med Crazy Heart, der vandt to Oscar-statuetter (herunder en til hovedrolleindehaveren Jeff Bridges) og var nomineret til endnu en. Antlers er hans femte spillefilm, og han har heldigvis allerede endnu en film i pre-production lige nu. Det er gyserfilmen The Pale Blue Eye med Christian Bale i hovedrollen.

Scott Cooper har også skrevet manuskriptet sammen med Henry Chaisson (spillefilmsdebut som forfatter) og Nick Antosca. Selve plottet er desuden baseret på korthistorien “The Quiet Boy” af Antosca. Hvis navnet Nick Antosca lyder bekendt, er det måske fordi, han har skabt serier som Brand New Cherry Flavor, The Act samt Channel Zero.

Helt overordnet er der virkelig ikke meget dårligt, vi kan sige om Antlers herfra. Vi var begejstrede samtidig med, at filmen føles som en solid mavepuster hver gang, vi oplevede den lille dreng, Lucas, i sine frygtelige omgivelser.

Som dansker gør det ikke oplevelsen mindre dyster af, at vejret i Oregon til forveksling ligner det danske efterår fra sin absolut værste side: Alt er gråt i gråt med mudder og fugt over hele linjen. Øv! Selvom Antlers nok ikke vil være for alle på grund af det lidt langsomme tempo og meget dystre omgivelser, så er det en stor anbefaling herfra.

Antlers har premiere i de danske biografer den 28. oktober 2021. Den kommer på Disney+ fra den 5. januar 2022.

FAKTA

Biografpremiere: 28. oktober 2021
Instruktør: Scott Cooper
Manuskript: Henry Chaisson, Nick Antosca, Scott Cooper
Medvirkende: Keri Russell, Jesse Plemons, Jeremy T. Thomas, Graham Greene, Scott Haze, Rory Cochrane

Plot

Skolelæreren Julia (Keri Russel) og broderen Paul (Jesse Plemons) bor i en lille, isoleret by i Oregon, USA. Her opdager de, at en ung elev (Jeremy T. Thomas) skjuler en mørk hemmelighed, der får fatale og blodige konsekvenser for byens beboere.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.