PLATFORMEN er en ny sci-fi horrorfilm på Netflix. Historien er voldsomt brutal og ret fantastisk! Især de forskellige karakterer gør det til en rigtig spændende film. Den føles også ret aktuel her i Coronavirus krisen – dog i overført forstand. Læs vores Platformen anmeldelse her!

Platformen er ude på Netflix nu, og du kan godt glæde dig til denne sci-fi horrorfilm. Den er fra Spanien (org. titel El hoyo og den engelske titel er The Platform), og det alene er ofte et godt tegn. I denne omgang får vi en historie, der byder på både psykologisk horror og voldsomt blodige elementer. Den er virkelig brutal!

Desuden føles selve konceptet også mærkelig aktuelt lige her midt i vores Coronaverden. Naturligvis på en ret obskur måde, men alligevel giver den stof til eftertanke. Og ja, forhåbentlig ender det med at være en form for “feel good” oplevelse, når man som seer (forhåbentlig!) indser, at så slemt står det alligevel ikke til her i den virkelige verden.

Læs videre i vores Platformen anmeldelse herunder, og se den på Netflix nu!

The Divide møder Cube

Ja ja, jeg er ikke selv fan af at beskrive en film ved at sammenligne den med andre. Men det gør jeg jo så alligevel, og det sker faktisk med jævne mellemrum. I forhold til Platformen, så var det allerede efter at have set traileren, at jeg omgående tænkte på The Divide og Cube.

I øvrigt, hvis ikke du har set traileren, så giv den eventuelt lige et hurtigt kig, inden du ser filmen. Traileren har en smule spoilers, men er du i tvivl, om den er for brutal til dig, så se alligevel traileren først. Det er virkelig en ret voldsom film. Netop derfor sammenligner jeg den også med The Divide og Cube. Har du set disse film og er fan af dem, så skal du helt sikkert se denne!

Har du ikke set dem, så kan vi herfra varmt anbefale Cube, der har nogle rammer, der minder om Platformen, og virkelig er en skøn film. Det er en sci-fi thriller fra 1997, der  er instrueret af Vincenzo Natali. Han har også lavet Splice (2009) og stod for nyligt bag Netflix-gyserfilmen In the Tall Grass (læs anmeldelse her).

The Divide er en sci-fi horrorfilm fra 2011. Hvis du ser Platformen og er vild med den, så kan du også se denne. Jeg synes dog, at The Divide er endnu mere brutal. Jeg har personligt absolut ingen trang til at se den igen. Faktisk er det en af de film, som jeg måske nok er glad for at have set, men én gang var bestemt nok. Den har ikke sluppet mig endnu her knap ti år senere.

Platformen – Netflix anmeldelse

Platformen er Parasite på speed

Vi kommer ikke uden om, at Platformen er én stor kommentar på den verden, vi lever i. Først og fremmest er det regulær socialrealisme sat på spidsen. Dem, der sidder øverst i hierarkiet, får mest. Dem, der sidder nederst, får resterne… såfremt, der er nogen. Der er ingen sympati eller empati, blot vild og voldsom kamp for overlevelse.

Det ser dog ud til, at der faktisk er rigeligt mad til, at alle kunne spise og overleve uden problemer. Det kræver “bare” samarbejde og samfundssind (ja ja, der fik jeg lige endnu et “corona-udtryk” med). Dét er der desværre ikke meget af i denne Netflix-film.

Den anden samfundskritiske kommentar går på, at hovedpersonen (ham vi følger gennem hele filmen) er gået ind i dette helt frivilligt. Han ser det som en form for udfordring, hvor han endelig kan få læst den bog, han har haft liggende. Nå ja, og så får han et certifikat, når han har klaret seks måneder derinde. Bemærk dog, at andre er der som del af en fængselsstraf!

Det er lidt ligesom, når vi i de vestlige lande løber maraton og frivilligt faster, mens andre i verden skal ud på maratonlængder dagligt bare for at få mad og drikke. Samtidig må de ofte gå uden mad og tvangsfaster derfor. Med andre ord, så er der en spotlight på “first world problems” i denne film. Og det er sgu ret fedt at se det hele sat lidt på spidsen!

Platformen – Netflix anmeldelse

Se Platformen på Netflix nu!

Platformen er spillefilmsdebut for instruktør Galder Gaztelu-Urrutia, og det er en decideret perle, han her har skabt. Før denne film havde han blot instrueret to kortfilm, men han har dog også været med til at producere en del. Både kortfilm, spillefilm og en enkelt dokumentar.

Uanset hvor godt Galder Gaztelu-Urrutia har klaret instruktionen, så er der nogle manuskriptforfattere, der har skulle komme på denne syge historie. Det er David Desola og Pedro Rivero, der står for manuskriptet. Det tyder godt for en række fremtidige film. David Desola har nemlig været medforfatter på to genrefilm, der er i post-production nu: El practicante og The Containment.

Sidst, men bestemt ikke mindst, må jeg altså nævne, at hovedpersonen ligner Zlatan Ibrahimović i uhyggelig høj grad. Karakteren hedder Goreng og spilles af Ivan Massagué, der tidligere har været med i bl.a. Pans Labyrint. Generelt er skuespillerne og karaktererne helt fantastiske i Platformen. Faktisk er de rigeligt grund til at se denne film på Netflix.

Så afhængigt af hvordan du har det med Zlatan, så kan hovedpersonen enten være din helt, eller du kan nyde at se ham lide. Det er nemlig hans historie hele vejen igennem, og den er brutal! Se Platformen og nyd, at den verden, vi lever i, trods alt ikke er så slem som den, der portrætteres i denne film.

Platformen (org. titel El hoyo og på engelsk The Platform) er ude på Netflix fra 20. marts 2020.

FAKTA

Instruktør: Galder Gaztelu-Urrutia
Manuskriptforfattere: David Desola, Pedro Rivero
Medvirkende: Ivan Massagué, Zorion Eguileor, Antonia San Juan, Emilio Buale, Alexandra Masangkay

Plot

En cementblok med mad nedsænkes etage efter etage i et fængsel med flere niveauer. På den måde får de øverste al maden, mens de nederste forbliver sultne og desperate.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.