Abducted in Plain Sight er en dokumentar på Netflix, du helt klart bør se, hvis du er til “true crime”. Bare vær klar på, at du nok kommer til at blive dybt forarget! Historien lyder nemlig vanvittig, men den er sand.

Abducted in Plain Sight kan nu ses på Netflix, og det er noget af det mest vanvittige, jeg nogensinde har oplevet. Historien i denne true crime-dokumentar er dog sand. Og de fleste af de mennesker, der har gennemlevet dette, er med i filmen.

Det er umuligt at se Abducted in Plain Sight uden at blive forarget. Især over hvor naive folk kan være, samt hvor beregnende gerningsmanden er.

Der er tale om en pædofil psykopat af absolut værste skuffe. Desværre er han også utrolig god til at “groome” både offeret og hendes familie.

Abducted in Plain Sight skal opleves

Hele Abducted in Plain Sight dokumentaren byder på mange sindoprivende elementer. Som når en FBI agent siger, at forholdet mellem Robert Berchtold og Jan Broberg er unaturligt, og dermed reelt siger, at de begge er lige gode om det.

Eller når vi hører Robert Berchtold’s bror, Joe, fortælle, at han udmærket ved, at hans bror er pædofil. Han virker vred og forarget over det. I løbet af dokumentaren er der dog flere tidspunkter, hvor han fortæller om oplevelser, hvor han intet gør for at hjælpe den pige, Jan, som hans bror har kastet sin “kærlighed” på.

Godt nok synes Joe Berchtold, at det er mærkeligt, at hans bror er så begejstret for pigen, men “sådan var det bare” lader til at være hans holdning. Det hele vidner om en masse syge mennesker.

Den pædofile gerningsmand,”B”, formår også at bygge en historie op om, at Jan (der altså er et pigenavn her) i virkeligheden blev bortført af rumvæsener. Han formår faktisk at gøre det så virkeligt, at man sagtens kan se hvorfor hun tror på det.

Abducted in Plain Sight (2017) – Anmeldelse af true crime-dokumentar på Netflix

40-årig mand gift med 12-årig pige

Allerede i første halvdel af Abducted in Plain Sight har Robert “B” Berchtold formået at få Jan Broberg med til Mexico. Der skal man kun være 12 år for at blive gift, og det er lige præcis den alder, Jan Broberg har. Berchtold selv er dog 40 år.

Desuden er både Berchtold og Broberg familien mormoner, hvilket byder på yderlige mærkværdige elementer. De stoler nemlig ret blindt på den pædofile mand, selvom kirken også har fat i ham flere gange.

Men Berchtold er smart. Han har nemlig sørget for at indlede en affære med både Jan’s mor og far. Det er noget, som moderen tænker tilbage på med et lumsk og kælent smil. Faderen, der er en sød blomsterhandler, er til gengæld helt knust ved tanken over, hvad han har gjort.

Det har dog muligvis mere at gøre med de homoseksuelle tendenser end selve affæren. I kirkens øjne (og dermed faderens egne) var seksualitet tydeligvis det værste ved hans gerning.

Se Abducted in Plain Sight på Netflix

Man kan faktisk slet ikke beskrive, hvor vanvittigt det er at opleve denne historie. Det sker gennem både interviews med offeret og hendes familiemedlemmer og gerningsmandens bror samt FBI agenten på sagen.

Samtidig hører vi båndoptagelser og ser billeder af alle involverede fra dengang hele denne sag fandt sted. Det er simpelthen så sygt, som man overhovedet kan forestille sig.

I øvrigt er alt det, jeg har beskrevet, kun elementer fra første halvdel af familien. Det bliver meget mere vanvittigt i sidste halvdel, men der er man efterhånden blevet helt bedøvet efter al informationen i første halvdel.

Abducted in Plain Sight er på Netflix fra 15. januar 2019.

Plot

I denne true crime-dokumentar bliver en familie offer for en manipulerende nabo, som bortfører deres datter – to gange.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg