I The Babadook må en alenemor kæmpe med sin søns overdrevne frygt for monstre i huset – især da et børnebogsmonster også begynder at vise sig for hende.

Så blev det tid til den meget roste The Babadook, som vi i den grad havde glædet os til. Et vaskeægte persondrevet gys, der hurtigt kommer helt ind under huden på en. Effekterne er meget sparsomme (ligesom budgettet, der til dels er hentet via Kickstarter donationer).

Det er en kæmpe fordel for denne film, da det er skuespillernes præstationer, der får de små hår til at rejse sig i nakken. Skygger og lyde er nu engang de mest effektive virkemidler, og når der kommer “dyrere” elementer ind over, så trækker det faktisk uhyggen mere ned end op.

Men til gengæld er de to hovedkarakterer altså helt fænomenale, mor og søn, der spilles af Essie Davis og de to sidste Matrix-film) samt den kun 7-årige debutant, Noah Wiseman. Ikke kun er de begge helt fantastiske i nærmest skræmmende grad, men de fungerer også helt sublimt godt som netop mor og søn.

Knægten er virkelig møgirriterende i starten, og jeg troede sgu, jeg ville blive vanvittig af at se på ham meget længere, men så viser det sig, at det virkelig bare var fantastisk skuespil og overgangen fra møgunge til dødsensangst og seriøs lille dreng er nærmest magisk. Det samme gælder Essie Davis, der som alenemor veksler mellem at være fysisk fuldstændig udmattet og så være 110% på for sin søn.

Det er på alle måder også dybt imponerende, at dette – oven i at være Noah Wiseman’s filmdebut – også er instruktør og manuskriptforfatter, Jennifer Kent’s spillefilmsdebut. Der er en enorm stilsikkerhed og intensitet gennem hele filmen, og det er dejligt at se den aldrig bliver for vævende eller stikker af i en anden retning.

Plottet er enkelt, men alligevel ikke helt ligetil, og hvad der reelt foregår i virkeligheden kontra de to personers fantasi er i stor stil op til fortolkning. Jeg ser det som et psykologisk horror-drama af de helt store, og da jeg desværre ikke har set Jennifer Kent’s kortfilm Monster, som denne film er baseret på, så må næste step være at finde frem til den.

Slutningen har måske lidt minimale fejl, men det er intet, der fjerner tyngden i filmen som helhed, der absolut kan anbefales på det varmeste!

Fakta

Biografpremiere: CPH PIX ’14
Genre: Horror, Thriller, Drama
Instruktør: Jennifer Kent
Medvirkende: Essie Davis, Noah Wiseman, Daniel Henshall m.fl.

Om forfatteren

  • Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.