:: Anmeldelse ::

Denne lille mystiske horror snack er skrevet og instrueret af Jacob Vaughan, der kun har lavet en håndfuld produktioner før denne (inkl. kortfilm), men med Bad Milo! virker han dog som en forholdsvis stilsikker instruktør inden for den stærkt kitchede horror subgenre med udgangspunkt i kulsort humor. Det er groft, blodigt og – i flere tilfælde – hylende morsomt. Det er en stor metafor og hele plottet er måske kun til en kortfilm, men der er alligevel rigelig saft og kraft til en spillefilm (især når den er holdt på fornuftige 85 minutter).

Hovedrollen spilles af Ken Marino, der er et underligt velkendt ansigt, da han har medvirket i et hav af TV-serier (alt fra teen-serien Dawson’s Creek til horror-komedien Reaper) og en lang række komedier af den lidt grovere/drengerøvsagtige variant såsom We’re the Millers og Role Models. Dette er dog den første, jeg har set, hvor han har hovedrollen, og det kunne han bestemt sagtens gøre igen. Han har det der fantastiske konservative look, der clasher så godt med hans hæmningsløse tilgang til den grotesk platte realisme – perfekt illustreret i denne film allerede fra de første toiletscener. Generelt er det et super cast, men den absolutte hovedrolle er altså Ken Marino. Skulle jeg alligevel fremhæve en anden skuespillers præstation, må det næsten være vores svenske ven, Peter Stormare, der spiller en noget alternativ læge.

Bad Milo er bestemt en smagsag, men helt ærligt, hvis du læser om plottet og synes, det lyder underholdende, så vil du uden tvivl også kunne lide denne film. Det er de færreste, der aktivt vælger at se en film om et “dræber røv-monster”, hvis ikke de synes det lyder som et interessant plot. Og hvis man alligevel kaster sig ud i det, så er man sgu selv uden om det, for advarslen om den grove og platte humor er ligesom indbygget i selve beskrivelsen af filmen.

Fakta

DVD-premiere: 11-04-2014
Genre: Horror, Komedie
Instruktør: Jacob Vaughan
Medvirkende: Patrick Warburton, Peter Stormare, Gillian Jacobs m.fl.

Om forfatteren

  • Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.