:: Anmeldelse ::

Dennis Quaid er blandt andet kendt for sit djævelske smil, og det får han så lov at flashe endnu engang – denne gang som filmens skurk, der dog i vanlig Dennis Quaid stil kan smile og grine lidt, hvorefter han har alle i sin hule hånd. Naturligvis til stor frustration for de unge mennesker i historien, der for længst har luret, at han er en slemmer én.

Det er efterhånden mange år siden, Quaid har haft et stort hit, der var båret af hans rolle i en film, og det bliver desværre ikke Beneath the Darkness, der skal ændre på dette. Faktisk kører han rollen så langt ud over rælingen, at man kunne vælge at kalde resultatet over-the-top-but-fun. Her kan man dog ikke bebrejde vores kære skuespiller for meget, da det altså er plottet, der også kører helt ud på overdrevet.

Og så må man jo antage at det, alt andet lige, er hvad instruktøren har bedt om. Og instruktøren er den relavtivt ukendte Martin Guigui, der da heller ikke har noget videre nævneværdigt på sit CV, så det var nok ikke ham, der skulle kunne redde filmen. Men hvis vi kigger på manuskriptforfatter Bruce Wilkinson ser vi, at dette er hans første film nogensinde. Og han er selv med til at producere den. Der var vi nok forklaringen.

Filmen er på ingen måde uudholdelig eller dårligt produceret, men plottet er altså en tynd omgang, og det er ærgerligt, når nu rammerne rent faktisk er ret interessante, og der kunne være fascinerende og dystre elementer, der kunne udforskes nærmere. Istedet for vi noget, der nærmest ender med at være tragi-komisk, selvom det vel er meningen, at det skal være uhyggeligt og dramatisk.

Hvis vi ikke havde Dennis Quaid i en af hovedrollerne, tror jeg ikke, vi var kommet over de 2 splatter, men vi kan da godt anbefale at se den, blot for hans skyld. Måske man endda kunne lave en drikkeleg ud af det, for de stakkels unge skuespillere er ved Gud også endt med at spille karakterer, der konsekvent gør det forkerte og dummest mulige.

Fakta

DVD-premiere: 19-09-2013
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Martin Guigui
Medvirkende: Dennis Quaid, Tony Oller, Aimee Teegarden, Brett Cullen m.fl.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg