Grace: The Possession er en ganske hæderlig gyserfilm – men nok heller ikke meget mere end det. Læs vores fulde anmeldelse her!
Man ved aldrig helt, hvad man skal forvente, når der på coveret står, at filmen er lavet af producenterne bag Sinister og Insidious. Normalt er det jo blot et trækplaster, når de ikke har nogle store skuespillere med. Men det viste sig faktisk, at denne film ikke var helt så skidt endda.
Du kan nok høre, at jeg havde forventningerne helt i bund, og det er altid en god øvelse, når man skal se en film. Så bliver man i hvert fald ikke lige så ofte skuffet.
Vi følger det rimelig gennemtærskede plot, om den unge, kønne Grace, der er super religiøs og nu skal til at starte på college, hvor folk omkring hende drikker, ryger og horer i et flæng. Hendes mor døde i barselssengen, som 18-årig, da hun fødte Grace, og über-religiøse mormor har derfor opfostret Grace strengt, så hun ikke gentager mors fejltagelse med at blive gravid i så ung en alder.
Det viser sig, at mor vist også havde nogle psykologiske problemer. Eller også var det bare djævlen, der drillede lidt… Og selvfølgelig overtager Grace de samme djævleproblemer, da hun nu også er fyldt 18 år, og bliver omgivet af folk og deres fristelser.
Det, der gør denne film en smule anderledes ift. mange andre horrorfilm er, at den er skudt efter Graces POV (Point of View). Dvs. vi ser alt gennem hendes øjne. Alexia Fast (Jack Reacher, The Captive) spiller både Grace og sin egen mor – og det gør hun ganske overbevisende. Det er også hende, der er kamerafører, nu hvor vi ser tingene via hende. Så er stor del af filmen har hvilet på hende skuldre.
I rollen som mormor ser vi Lin Shaye, som vi kender rigtig godt fra Insidious filmene. Hun spiller en ganske anden rolle denne gang, og det fungerer altså fint.
Jeff Chan har både skrevet, instrueret og produceret filmen, så man må sige, at det er hans hjertebarn. Han gør det udmærket, men det er klart historien, der halter mest, i og med det hele bliver en smule kedeligt i længden. På trods af at der sker masser af ting på skærmen. Det fanger bare ikke 100%.
Men egentlig er Grace: The Possession en ganske hæderlig horrorfilm, og hvis du ikke lige har andet, der frister en fredag aften, så er det fin underholdning. Men det er ikke en film, man husker specielt godt bagefter, så vi ender på 3 OK splatter.
Fakta
DVD-premiere: 5. december 2014
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Jeff Chan
Medvirkende: Alan Dale, Alexia Fast, Alexis Knapp, Brett Dier, Joel David Moore, John Emmet Tracy, Lin Shaye, Madeleine Arthur m.fl.
Plot
Grace slipper væk fra sit strenge barndomshjem og tager på college. Men hendes nye liv martres af dæmoniske kræfter, der er opsatte på at overtage hele hendes tilværelse.