Better Watch Out er noget nær en perfekt gyserkomedie til juletiden. Faktisk bliver det nok en tradition for mig at se den hvert år i december måned. Men bare rolig, den tåler også at blive set til Påske, Pinse eller midt om sommeren…

Selvom Better Watch Out skaber den skønneste julestemning for gyserfans, så kan den altså ses året rundt. Bevares, der er både julesange og pynt af julevarianten, men derudover er der ikke det vilde julefokus som sådan. Det er “bare” rammerne for historien.

Og ja, okay, nem adgang til diverse våben i form af julepynt. Det har vi jo kendt til siden Alene Hjemme, der også bliver refereret til i denne film. Faktisk er der lidt Alene Hjemme på crack over denne film.

Til gengæld føles det som lidt af en julegave, at vi har fået en gyserkomedie som Better Watch Out.

Det er ikke ligefrem nogen hemmelighed, at jeg elsker gyserkomedier. Til gengæld er det heller ikke nogen nyhed, at jeg kan blive ekstremt skuffet, hvis gyserkomedier bare ikke leverer. Det gælder både, hvis det er for plat, men i særdeleshed hvis plottet er dumt eller (værre) ikke-eksisterende. Better Watch Out leverer heldigvis alt det, jeg kunne ønske mig.

Dét, der virkelig fungerer her, er at der hele tiden er nye påfund og sjove twists. Selvom genren er gyserkomedie, så er den nemlig dejlig intelligent og kreativ på mange måder.

Der er også dramatiske elementer og ekstrem vold, der dog serveres med skøn satire. Bare så vi hele tiden er opmærksomme, men uden filmen pludselig skifter genre undervejs.

Ja, jeg er faktisk bare ret vild med Better Watch Out og glæder mig bare til, jeg skal se den igen omkring juletid – selvom den også skal genses i mellemtiden.

Better Watch Out – julegyserfilm anmeldelse

Castet i Better Watch Out er et lille julemirakel 

Det er altid vigtigt med et godt cast, men ved gyserkomedier er der bare lidt flere ting, der skal falde i hak. Skuespillerne skal have en vis komisk timing. Ellers vil alle de fede replikker og “uheld” bare virke platte.

Fra starten af filmen bliver stilen lagt, når Virgina Madsen (Candyman) og Patrick Warburton (Netflix’ Lemony Snicket) bliver introduceret som forældrene. Dialogen mellem de to er skarp og dækket af kulsort humor. Allerede inden for de første få minutter ved man, at Better Watch Out ikke kommer til at være en pæn lille film. Nej, det er en beskidt frækkert, der bare vil underholde.

Forældrenes søn spilles af Levi Miller (Pan), og han er helt fantastisk i denne film. Helt hvor fantastisk vil du først indse, når du ser filmen. For min skyld kunne han godt lave gyserkomedier (eller bare gyserfilm af enhver art) resten af sin karriere. Han har tydeligvis et godt tag på genren.

Hans bedste ven, Garrett, spilles af Ed Oxenbould, mens hans babysitter, Ashley, spilles af Olivia DeJonge.

Utroligt nok, så er alle tre børneskuespillere fra Australien, men deres accent er spot-on. Det er derfor ikke noget, man bemærker på nogen måde.

Nå ja, og så vil du nok genkende Ed Oxenbould and Olivia DeJonge fra M. Night Shyamalan filmen The Visit. De to spillede nemlig hovedrollerne som søskende. Og bare rolig, de er fuldt ud lige så perfekt castede til Better Watch Out, som de var til The Visit. I øvrigt kan vi varmt anbefale dén film også – læs vores anmeldelse af The Visit her!

Better Watch Out – julegyserfilm anmeldelse

Den bedste babysitter nogensinde!

Selvom jeg virkelig nød at se Levi Miller i denne film, så er det altså Olivia DeJonge, der sparker røv her.

Hun tillader aldrig rigtig sig selv at blive bange, da hun jo er “den voksne” i huset som babysitter på arbejde. Hun har besluttet sig for at trække en streg, og den får du hende bare ikke til at overtræde. Og hun giver absolut ikke op, uanset hvad du prøver på!

Derudover er der en skøn lille sekvens i starten, hvor hun kæmper mod romantiske tilnærmelser. Fra den dreng hun er babysitter for, vel at mærke. Først er hun venlig men bestemt. Senere sætter hun ham eftertrykkeligt på plads, da den milde metode ikke rigtig fungerer.

Det er sikkert ikke noget, alle vil bemærke, men det er nok ikke tilfældigt, at scenen er medtaget i filmen; Det simple faktum, at man har svært ved at acceptere svaret “Nej!”.

Olivia DeJonge er helt klart en person, jeg gerne vil have med i mit crew, hvis jeg var fanget i en gyserfilm. Hjertet på rette sted, men kombineret med iskold fornuft. Og altid med et godt comeback på enhver handling eller kæk replik. Skønt!

Nye gyserkomedie kræfter

Better Watch Out er instrueret af Chris Peckover, og dette er faktisk kun hans anden spillefilm. Tilbage i 2010 instruerede Chris Peckover sin debutfilm, der også var en gyser, med titlen Undocumented. Det er ikke en film, vi har set, men efter at have set Better Watch Out, bliver vi da nødt til at tilføje den til vores liste.

Peckover har været også været medforfatter på manuskriptet med Zack Kahn. Det er i øvrigt Kahn, der står bag selve historien. Zach Kahn har tidligere skrevet for Mad TV, så sort komedie er tilsyneladende hans speciale.

Denne her film er faktisk en af de skønneste overraskelser i noget tid. Man kommer sgu nærmest i julestemning… på en lidt grotesk måde, men alligevel.

FAKTA

VOD-premiere: 12. marts 2018
Genre: Horror, Thriller, Komedie
Instruktør: Chris Peckover
Medvirkende: Levi Miller, Olivia DeJonge, Ed Oxenbould, Virginia Madsen, Patrick Warburton, Aleks Mikic m.fl.

Plot

I en stille forstadsby må en babysitter forsvare en 12-årig dreng mod fremmede, der forsøger at bryde ind i huset. Men de opdager hurtigt, at dette bestemt ikke er et almindelig indbrud.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.