:: Anmeldelse ::

Der vil altid være ekstraordinær rå uhygge, når det er et tilsyneladende uskyldigt barn, der pludselig viser sig at være den rene ondskab. Det fungerer også rigtig godt i ‘Case 39’ og Jodelle Ferland er skræmmende god som pigen Lily. Horrorfans vil også straks genkende hende fra ‘Silent Hill’ (USA, 2006), hvor hendes ansigt prydede filmplakaten. Og så var hun også med i den seneste Twilight-film ‘Eclipse’. Hun er med andre ord allerede et velbevandret ungt – hun er i skrivende stund kun 16 år – individ inden for horror-genren.

I denne film er det desværre bare ikke nok, at der er én god præstation. Ikke dermed sagt, at Renée Zellweger gør det dårligt, men hendes karakters udvikling i filmen virker flere gange forceret – og det samme gælder desværre også hendes skuespil i en håndfuld scener. Zellweger’s karakter går bogstavlig talt fra at være en skytsengel for omsorgssvigtede børn til at antage Lily er en dæmon i løbet af meget få scener og oplevelser – og det på trods af, at hun indledningsvist troede Lily var et rent englebarn. 

Noget tyder på, at nogle forklarende scener er røget på klippegulvet, og måske det også har været besværet med at finde den rette balance, der er årsagen til, at filmen har ligget på hylden i så lang tid. Manuskriptforfatteren, Ray Wright, kan i hvert fald godt finde ud af at skrive en blændende gyser; Efter ‘Case 39’ kom nemlig ‘The Crazies’, selvom de altså er endt med at udkomme i modsat rækkefølge af deres produktionstidspunkt. Måske problemet i stedet skal findes hos instruktøren, Christian Alvart, der lavede ‘Pandorum’ (2009). En super spændende film, der dog også led under en forcering af hele plotforklaringen, så man missede den, hvis man blinkede det forkerte øjeblik.

‘Case 39’ har dog absolut seværdige øjeblikke, hvor hårene i nakken rejser sig, og det kan især tilskrives Jodelle Ferland og de to skuespillere, der har rollerne som hendes biologiske forældre. Callum Keith Rennie og Kerry O’Malley spiller deres roller med en fantastisk nerve, og man har nærmest sympati med dem, selv da de virker som forfærdelige forældre. Deres desperation er så mærkbar, at man fornemmer, der er noget underliggende, som forklarer deres tilsyneladende ondskabsfulde opførsel. Det er nok primært den hotte birolle skuespiller Bradley Cooper, der er årsagen til, at filmen nu får en chance. Og han gør det bestemt også godt. Meeen… der mangler lige det sidste. 

:: Heaven of Trivia ::

Christian Alvart lavede ‘Case 39’ allerede i 2006 – et godt stykke tid før ‘Pandorum’, som dog fik premiere i USA i september 2009, hvorimod ‘Case 39’ først får biografpremiere 1. oktober 2010.

Fakta

(Originaltitel: Case 39)

På DVD: 06-07-2010 
Genre: Thriller
Instr.: Christian Alvart
Medv.: Renée Zellweger, Bradley Cooper, Ian McShane, Jodelle Ferland, m.fl.
Land: USA | Canada, 2009

Om forfatteren

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.