:: Anmeldelse ::
Den engelske komiker Ross Noble leder an i den irske horror-komedie Stitches, som leverer nogle af de mest opfindsomme mordscener, vi længe har set. Og den kulsorte humor fungerer super godt til den kitschede stil, som er valgt til formålet. Historien er enormt simpel, men det gør absolut ikke noget, da rammerne fyldes med sjove karakterer og diverse chok- og grin-fremkaldende elementer hele vejen igennem.
Det er klart Ross Noble, der bærer filmen, da skuespillet ellers ikke er prangende – men lige i dette tilfælde gør det heller ikke så meget, da det er selve mordene og den ucharmerende klovn, der bærer både plot og underholdning. Dermed ikke sagt, at de andre skuespillere gør det dårligt, men der er bare intet mindeværdigt over deres præstationer, selvom deres karakterer og replikker egentlig er sjove nok.
Instruktør og manuskriptforfatter Conor McMahon har kun lavet horrorfilm, så der er ingen tvivl om, at det ligger i hans hjerte. Og originaliteten i diverse mordscener vidner også om en fantastisk opfindsomhed, der ikke er mange andre, der kan leve op til. Måske tænker andre blot, at det kunne være en spøjs “kill scene”, men her får vi bare varen leveret – igen og igen. Forestil dig de bedste Final Destination dødsscener og læg så lige et sort humorfilter over. Så har du en idé om, hvordan det foregår. Det er vanvittig underholdende og helt sikkert kultpotentiale.
Fakta
DVD-premiere: 10-10-2013
Genre: Horror, Komedie
Instruktør: Conor McMahon
Medvirkende: Ross Noble, Tommy Knight, Gemma-Leah Devereux m.fl.